Stemningsbillede fra jagtparaden d. 12. nov. 2011. Jagtens udbytte blev 36 ænder, 2 fasaner, 1 ræv og 1 rådyr.

Grønt tøj, et øvelsesterræn og et våben under armen plejer for kadetter på Hærens Officersskole at betyde taktiske overvejelser og føring – ikke sjældent med en ganske kort nattesøvn forinden  og med en snert af stress. Anderledes er det denne morgen, hvor vi er en lille gruppe kadetter med nyerhvervet jagttegn, der forventningsfuldt har set frem til vores første jagt.

Vi er til jagt hos Den Kongelige Livgarde, som har givet os den gyldne mulighed at deltage på deres regimentsjagter d. 12. november og d. 3. december.

Dagen er startet med venlige håndtryk, formelle regler for jagten og en enkelt dram til at varme kroppen. Mange af de omkring 30 fremmødte jægere kender hinanden i forvejen, og der er en god og ligefrem stemning, der krydres med jagt- såvel som røverhistorier. Måske havde Otto von Bismarck alligevel fat i noget, når han sagde, at mennesket aldrig taler mere usandt end efter en jagt, under en krig og før et valg…

Så er jagten på første såt i gang. Vi anvises i al hast en plads omkring en lille sø: ”I skal være stille, folkens, ellers opdager ændernes os og flyver væk, inden vi er klar!”. Ænderne aner alligevel uråd, og drivernes råb, hundenes glammen og melodien til  ’jagt begynd’ fra jagthornene blandes med lyden af flaksende vinger. Nu går det stærkt. Haglgeværet lades. Det er nu, at et let tryk med pegefingeren omsætter jagttegnskursets endeløse paragraffer til praksis. Skuddet brager, og haglsværmen sender anden spjættende mod jorden i en lille sky af fjer. En storsmilende kadet er nu officielt trådt ind i jægernes rækker.

Hornblæs, ’lit de parade’ og gule ærter…

Jagten er slut. Vi står i Sandholmgaards baghave, og omkranser de nedlagte dyr, der sirligt oplagt foran os, modtager den sidste ære. Med hattene taget af og stemmerne forstummet lytter vi på, at jagthornene blæser en respektfuld hilsen som jægernes tak til dyrene.

Og så er der gule ærter og medister! Snakken går lystigt i den varme stue om jagtens detaljer, præstationer og oplevelser, kun afbrudt af en snapsevise og overrækkelsen af en præmie til den jæger, der kom tættest på at gætte, hvor mange dyr jagten ville indbringe. Mætte af mad, men sultne på mere af jagtlivet, takker vi af med et håndtryk til alle mand og vender næsen hjemad. Nogle af os stolte af de nedlagte ænder bag i bilen, andre blot tilfredse med dagens oplevelser.

Fagre nye jagtverden

Jagterne har været særdeles lærerige for os deltagende kadetter, og vi har været hjulpet godt på vej af en venlig og altid hjælpsom jagtofficer ved Den Kongelige Livgarde, seniorsergent Henrik Munck. Der har været tid og plads til at spørge erfarne jægere om, hvad i alverden jagtbegreber som ’at tælle ben’ og ’affange’ betyder.  Som nyjæger skal man ikke blot lære om skudafstande, de forskellige arter og lovgivning. Man skal også lære jagtens kringlede, uskrevne regler og et væld af nye ord. Men det er nok charmen og tiltrækningen ved jagten, sammen med naturen og det gode selskab. For os nyjægere fra Hærens Officersskole var dette måske blot det første, spæde skridt på vejen ind i jagtens fagre nye verden, men bestemt ikke det sidste!

Hvis du fortsat savner svar på hvad ’at tælle ben’ og ’affange’ betyder, er det måske på høje tid, at du kommer i gang med livet som jæger?

Tak til Den Kongelige Livgarde for en god oplevelse.