AF Journalist Torben Ø. Sørensen, major-R
Verden over mindes man faldne soldater. Den tradition fandt søndag den 16. november vej til Danmark, hvor over 150 veteraner, nuværende soldater, pårørende, venner samt to engelske SAS-veteraner fra 2. Verdenskrig mindedes faldne soldater ved en mindegudstjeneste i Skibet Kirke ved Vejle.

Arrangør Charlie Stringer (th) havde fået bred opbakning til initiativet med en mindegudstjeneste for faldne soldater i Skibet Kirke ved Vejle. Blandt andet spillede Henrik Hornhaver (tv) sækkepibe. Han er selv pårørende til den faldne soldat Thorbjørn Ole Reese, der ligger begravet ved Skibet Kirke.
Med inspiration fra den britiske Remembrance Day den 11. november blev faldne danske soldater æret og mindet i Skibet Kirke, hvor Thorbjørn Ole Reese ligger begravet. Initiativtager Charlie Stringer havde fået opbakning fra blandt andet De Blå Baretter og andre soldaterforeninger. Den lille kirke var fyldt til bristepunktet. Mindegudstjenesten blev holdt af pastor Henrik Skoven, og flere medier havde fundet vej til Skibet for at følge mindehøjtideligheden.
- Jeg kan se mange militærfolk her i dag. Og mange medaljer. Medaljer skal hædre Dem, som har udrettet noget. Men i dag bærer I ikke Jeres medaljer for Jeres egen skyld, men for at vise respekt for Dem, som ikke kan være her sammen med os i dag: De faldne, sagde pastor Henrik Skoven.

Pastor Henrik Skoven forestod mindegudstjenesten i Skibet Kirke, der var fyldt til bristepunktet. ”Vi er samlet for at mindes Dem, der har givet det største offer - nemlig livet. Vi er samlet for at vise vores respekt og vores støtte,” sagde Henrik Skoven.
Ved en mindehøjtidelighed som i Skibet kunne pårørende således også bære medaljer på vegne af faldne soldater.
Valmuer for det skrøbelige liv
Britisk tradition er, at man bruger valmuen som symbol for de faldne soldater. Denne tradition stammer fra Flandern, hvor den skrøbelige blomst stod mellem skyttegravene og granathullerne på de slagmarker, hvor så mange soldater gav deres liv i 1. Verdenskrig.
Den røde farve repræsenterer blodet fra de sårede og døde, og den lethed, hvormed bladene falder af valmuen, blev symbol på livets skrøbelighed.

Valmuen er i England og internationalt valgt som symbolet på de faldne. Blomsten groede i Flandern mellem skyttegravene i 1. Verdenskrig og blev brugt til at dække gravstederne. Blomstens røde farve er symbolet på blodet fra de sårede og døde. Den lethed, hvormed bladene falder af, symboliserer det skrøbelige liv.
Remembrance Day er hvert år den 11. november. Den 11. november 1918 klokken 11.00 britisk tid blev der nemlig indgået våbenhvile på vestfronten i 1. Verdenskrig. Den dag blev efterfølgende valgt til dagen at mindes de faldne soldater. Hvert år klokken 11.00 den 11. november holdes der således to minutters stilhed.
En anden tradition er verset:
“They shall not grow old and we that are left grow old;
Age shall not weary them, nor the years condemn.
At the going down of the sun and in the morning,
We will remember them.”
Dette vers blev også fremsagt i Skibet Kirke.

Ved Thorbjørn Ole Reeses grav blev navnene på faldne danske soldater fra missionerne på Balkan, Irak og Afghanistan læst op, før der blev to minutters stilhed. De Blå Baretter og soldaterforeninger bakkede op om mindegudstjenesten og medbragte faner
I Skibet holdt man også to minutters stilhed efter først at have læst navnene op på de faldne danske soldater i Afghanistan, Irak, Kosovo, Bosnien og Kroatien.
Ved Thorbjørn Ole Reeses grav blæste en trompeter fra Slesvigske Musikkorps såvel Last Post som Reveillen, før alt tilstedeværende militær personel marcherede væk fra graven.