27-01-2010 kl. 14:48
”Musikerne i Musikkorpset har et meget højt fagligt niveau, så det har været nogle spændende og lærerige år, men nu trænger jeg til nye udfordringer” fortæller dirigenten, der kun har få arbejdsdage tilbage ved Livgarden.
Peter Harbeck blev ansat i 1982 som klarinettist ved Livgardens Musikkorps, og blev fire år senere udnævnt til dirigent og chef. I de sidste godt 13 år har han stået i spidsen ved den daglige koncert på Amalienborg Slotsplads og ved højtidelige begivenheder ved Hoffet. Knap 100 tafler på de kongelige slotte, heraf 16 statsbesøg, er det blevet til gennem årene, udover et utal af musiceringer og militære parader.
Sideløbende har Peter Harbeck dirigeret en lang række offentlige koncerter med et bredt repertoire og samarbejdet med en mængde danske og udenlandske solister. Han har medvirket ved indspilninger med Musikkorpset og gæstedirigeret i ind- og udland og desuden været konferencier ved en lang række koncerter.
Peter Harbeck er uddannet mag. art i musik ved Aarhus Universitet i 1979. Modtog Diplom- og Musikpædagogisk Eksamen med hovedfag klarinet fra Nordjysk Musikkonservatorium i 1982 og opnåede i 1996 Diplomeksamen i direktion fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.