27-04-2005 - kl. 16:28
Selv om Sverige formelt ikke er med i NATO, deltager svenske enheder for andet år i træk i flådeøvelser under PFP (Partnerskab for fred).
LANDSORT-klassen har et 47 m langt glasfiberskrog, og er oprindeligt bygget fortrinsvis til minesøgning indenskærs på den svenske østkyst. Skibschefen Kaptajnløjtnant Jörgen Bergman fortæller, at de har stort udbytte af at deltage i LOYAL MARINER 05. Her har de svenske minejægere muligheden for at træne i åbent farvand, hvor bølger, strøm og bundforhold sætter andre krav.
Besætningen er på 29 mand. Det specielle svenske system indebærer, at der ikke findes sergenter ombord, men kun officerer og menige.
De menige er ikke professionelle, som f. eks. de danske konstabler, men værnepligtige.
Efter 9 mdr. værnepligt kan de dog tegne en rådighedskontrakt, og så blive indkaldt til øvelser som denne.
Som MCM-enhed kan KULLEN fungere både som minejæger og minestryger, og anvende to forskellige teknikker til uskadeliggørelse af miner.Ved minejagt finder KULLEN objekter ved hjælp af en skrogmonteret sonar, hvorefter de identificeres som miner eller ej. Er det en mine bliver den sprængt bort.
Den anden mulighed er minestrygning, hvor KULLEN slæber udstyr efter sig, som får minerne til at detonere. KULLEN skal således under minestrygning gennemsejle et mineret område før minerne bringes til detonation. Dette er naturligvis mere risikabelt end at finde minerne foran skibet.
Netop derfor anvender en række nationer, herunder Danmark, i dag fjernstyrede droner til at finde objekterne på bunden inden skibet sejler ind i området.
KULLEN s besætning har både under denne øvelse og tidligere vist, at de kan deres kram.
Efter Estlands selvstændighed var KULLEN således i 1995 det første vestlige skib, der sejlede ind på den tidligere tophemmelige sovjetiske flådebase i Paldiski. Efterfølgende har de haft over 14 missioner, hvor de har hjulpet de baltiske lande med at rydde deres havne og farvande for tyske, sovjetiske og engelske miner.
Også under LOYAL MARINER 05 har de fundet en ”rigtig” mine, idet de mandag fandt og sprængte en mine fra 2.verdenskrig ud for Hirtshals.
Læs mere om minesprængningen
Idet Sverige på lige fod med NATO-landene, ønsker at kunne deltage i minerydning over alt i verden, har den svenske flåde sat et renoveringsprogram i gang for LANDSORT-klassen.
I 2007 skal 5 af enhederne gennemgå et levetidsforlængelsesprogram, der bl.a. indebærer, at KULLEN vil blive udrustet med et nyt avanceret fjernstyret sonarsystem, Propelled Variable Depth Sonar (PVDS), Tyske Seafox minetorpedoer, nye computere, moderne antiluftskyts og luftvarslingsradar der skal forbedre evnen til at forsvare sig imod angreb fra luften.
Gourmeter til søs
Ombord på den svenske minejæger KULLEN har de to kokke, Dagens varme middagsret er stegt flæsk med løgsovs. Noget Carl med et smil betegner som typisk svensk husmandskost.
Et kik på ugens kostplan afslører en blanding af klassiske svenske retter, så som kogt torsk, dillkott, og Pølse.
Sammen med resten af den menige besætning, er Carl og Daniel indkaldt 6 uger om året.
Carl var første gang inde og aftjene sin dengang 15 mdr. værnepligt for 4 år siden, og har holdt ved marinen siden.
Til daglig er de begge professionelle kokke. Carl i en personalekantine i Göteborg og Daniel i sin egen restaurant i skisportsstedet ved Öra.
De nyder begge at være til søs. Selv om de måske personligt foretrækker mere moderne retter, er det et en fornøjelse kun at skulle lave mad til 30 mand ombord.
”Der hjemme er der altid noget, der skal gøres, især når man driver sin egen restaurant, men her ombord kan man jo ikke gå nogen steder hen. Selvom vi kun er to mand, der skal lave mad, bage og gå vagt er det alligevel meget afslappende” siger Daniel.
Desuden er lønnen god (ca. 28.000 SKR/mdr.), men frem for alt er stemningen ombord meget hyggelig.