Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Marinestaben
Forsvarets mærke
25. september 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Absalon modtog delegation af regionale somaliske ministre 
Absalon, der er indsat i NATOs operation mod pirateri ud for Somalia, modtog i går en gruppe ministre fra regionen Galmudug. Under besøget diskuteredes situationen i regionen og NATOs hjælp til regionens kystbevogtning.
30-10-2015 - kl. 14:37

Absalon Nato Operation Ocean Shield Galmudug

En delegation af ministre fra den somaliske region Galmudug besøgte i går Absalon. Midt i billedet ses chef for Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen. Yderst til venstre står skibets næstkommanderende, orlogskaptajn Henrik Schjoldager.


Tekst og foto: Absalon

Mødet mellem Absalon og ministrene fra Galmudug-regionen fandt sted på havet ud for byen Hobyo. Under mødet orienterede ministrene om situationen i Somalia med hensyn til sundhedsområdet, pirateri, infrastruktur, internationale relationer og udviklingsprojekter.

Ministrene udtrykte særlig bekymring over sikkerhedssituationen i regionen, og det faktum, at mangel på infrastruktur i form af et ordentligt vejnet og en havn, gør det vanskeligt at etablere handel både lokalt og internationalt. Ifølge ministrene ville dette ellers kunne reducere arbejdsløsheden og forbedre sikkerheden.

Samarbejde startede sidste år
Den danske kontakt i NATO-regi til regionen startede allerede sidste år, da Esbern Snare, søsterskib til Absalon, holdt øvelse med personel fra Galmudugs kystbevogtning. Her trænede personellet blandt andet førstehjælp og boarding af fiskeskibe. Desuden blev de undervist i at vedligeholde en påhængsmotor. I forlængelse af træningen sidste år, kunne chef for Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen, ved afslutningen på besøget overrække en påhængsmotor til Galmudugs kystbevogtning. Per Moll Petersen sagde ved overrækkelsen:

- Jeg kan hverken give Galmudug en kystbevogtning eller fungere som kystbevogtning. Men sidste år støttede Esbern Snare med supplerende uddannelse af personellet i kystbevogtningsopgaver og i at vedligeholde en påhængsmotor. I år kan Absalon overrække et stykke ’most wanted’ materiel i form af en påhængsmotor.

Per Moll Petersen sluttede sin tale med ordene:

- Galmudugs kystbevogtning har nu personel, uddannelse og materiel – og NATO!

Personellet ved Galmudugs kystbevogtning er uddannet ved EUCAP NESTOR træningsprogrammet i Djibouti.

Absalon Nato Operation Ocean Shield Galmudug

Ved afslutningen besøget overrakte chef på Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen, en påhængsmotor til Galmudugs kystbevogtning.