Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Marinestaben
Forsvarets mærke
23. september 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Kenyas flådechef besøger Danmark 
CH SOK og Kenyas flådechef
CH SOK, KA Finn Hansen hilser på Kenyas flådechef, KA S. J. Mwathethe
Chefen for Kenyas flåde, generalmajor S. J. Mwathethe, besøger i denne uge Danmark. Besøget er led i at igangsætte den danske støtte til det Østlige Afrika, og dermed også til Kenya.

03-05-2011 - kl. 09:56

Om de danske forventninger til besøget siger chef for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Finn Hansen:

”Vi håber, at besøget kan danne grundlag for et fremtidigt samarbejde med den kenyanske flåde. Vi vil bruge dagene til at identificere områder af fælles interesse, hvor kenyanerne har støttebehov, og hvor vi vil kunne støtte dem”.

Fra dansk side er det overordnede formål med besøget derfor at styrke Kenyas mulighed for selv at varetage farvandsovervågning og suverænitetshævdelse i eget farvand og dermed medvirke til at bekæmpe pirateri og væbnede overfald på skibe i havet ud for Østafrika samt andre kriminelle aktiviteter, der skader det internationale samfund.

Briefing om Kenyas indsats mod pirateri
Mandag besøgte chefen for Kenyas Flåde, generalmajor S. J. Mwathethe Forsvarsakademiet, Svanemøllen Kaserne, hvor den kenyanske flådechef holdt en briefing om Kenyas indsats mod pirateri. Ved briefingen deltog studerende fra  Søværnets Officersskole og repræsentanter fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Operations- og Føringsuddannelsen ved Forsvarsakademiet, Søværnets Operative Kommando, Flyvevåbnets og Hærens Officersskoler.

Efterfølgende var den kenyanske flådechef  gæst hos Naval Team Danmark, der er en organisation for virksomheder knyttet til dansk industri. Herefter rejste flådechefen til Århus, hvor han blev modtaget i SOKs hovedkvarter i Brabrand.

Tirsdag og onsdag vil den kenyanske flådechef besøge Søværnets Taktikkursus på Flådestation Frederikshavn samt Flådestation Korsør og Søværnets Taktiske Stab.

Besøget slutter med et besøg i Forsvarsministeriet.