Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Oksbøllejren
Forsvarets logo
17. november 2019

Globalnavigation

clear
Parkpladsen med pansrede køretøjer

Indholdsområde

 
TIDEN 1945 – 1979 

Af major E. Buhl.

Oksbøllejren efter krigen

Da Hæren efter afslutningen af 2. verdenskrig skulle i gang med uddannelsen af nye værnepligtige til afløsning af de genindkaldte menige, var det naturligt, at blikket faldt på den gamle lejr i Oksbøl.

I midten af juli 1945 blev daværende kaptajn G. J. J. A. Frisenvang beordret til Oksbøl for at undersøge mulighederne for atter at tage den gamle skydelejr i brug i forbindelse med udlægning til artilleriskydninger m.v.

Den 1. september 1945 blev kaptajn G. J. J. A. Frisenvang ansat som chef for det genoprettede detachement ved Oksbøl med overofficiant K. Hansen som tilsynsførende. Den første tid gik med lokalisering og registrering af inventar samt rømning og istandsættelse af bygninger, såvel de fra før krigen stammende, som de af tyskerne opførte; dog kun de bygninger der lå i umiddelbar nærhed af det, der før dannede grænserne for lejren, idet resten skulle blive til den kæmpelejr, der senere blev almindelig kendt som flygtningelejren ved Oksbøl.

Den 1. oktober 1945 ændredes detachementets navn til "Lejrkommandantskabet i Oksbøl Sydlejr". Den 1. november 1945 blev kostforplejningen oprettet i Sydlejren under ledelse af tilsynsførende L. M. Eriksen og kogerske J. Slot. At tiderne var knappe og pengene var små, kan bl.a. ses af, at der i tilknytning til kostforplejningen i årene 1948 – 1954 var oprettet og drevet en køkkenhave, hvis produkter skulle styrke både kulinarisk og økonomisk.

Kommandantskabet

Mange forskellige opgaver var i de første år pålagt lejrkommandantskabet, således kan nævnes, at bevogtningen af såvel flygtningelejren som Nymindegablejren har været underlagt chefen for lejrkommandantskabet. I de første år var lejren kun belagt med tyske og danske minør- og sprængningskommandoer, som var beskæftiget med at rense kysten og store områder længere inde i landet for minefelter anlagt som led i det tyske forsvar af Vestkysten. Desuden var der mange forskellige vagtstyrker underbragt i lejren med bevogtningsopgaver i flygtningelejren i Oksbøl, Blåvand og Esbjerg.

I tiden 3 – 13. september 1946 gennemførte 3 og 7 AA, som de første danske enheder af artilleriet, skydninger med den nye 88 mm (engelske) kanon i Oksbøl-terrænet. Indkvartering fandt sted i nogle af de stenbarakker, som værnemagten havde opført på slutningen af krigen.

Kostforplejningen samt den første pansergarage

Kommandantskabet udvidedes den 20. maj 1952, samtidig med, at kampvognsskolen blev udlagt i lejren. Med skolen kom kampvogne til Oksbøl. Først de lette vogne og så i april 1953 den 49 tons tunge Centurion. Kampvognens ankomst gjorde nye udvidelser nødvendige.
Betonvejen til Kirkebjerge blev anlagt i 1955/56 og åbnet i maj 1956. Kampvognsgarager og vaskeanlæg for kampvogne blev afleveret i 1957.

Parkplads samt Wågemølle

Fra 11. maj – 23. oktober 1953 tjente lejren som en slags kaserne for 4. feltartilleriregiment, indtil kasernen i Varde kunne blive færdig til indflytning. Det blev stedet for "omskolingerne", der simpelthen næppe kunne være lykkes noget andet sted. Her fejrede artilleriet mangen en triumf. Her arbejdede det sig op til sit højeste stade med præcise koncentrationer fra flere artilleriafdelinger samtidigt, med batterierne spredt over landskabet fra Kløvebakke til Myrthue, Bordrup og Kjærgaard. Besøgende natoofficerer sagde uden forbehold, at dette ville man ikke kunne se ret mange steder. Til støtte for disse skydninger blev terrænet forsynet med et stort antal kulisser, som selvom de ofte har lidt overlast, fortsat er at finde på de kendte steder, først udført i træ, senere som betonkulisser, og nu som nogle atter vendt tilbage til en "krop" af træ.

Viadukt

I en periode af konstante øvelser og konstant overbelægning i lejren kom pålægget om at opøve feltmæssig evne til at overleve i naturen ved 4-dages-bivuakøvelser tilpas.

Bivuakkerne i Aal plantage kunne – i godt vejr – genopleve lidt af før-krigsoplevelserne. Men hvor har mange skuttet sig, når regn, kulde og den barske vestenvind satte sig ind mellem nåletræshytterne.

Bæltekøretøjernes indførelse i alle hærens dækningsenheder gjorde øvelsesvirksomheden i det almindelige civile terræn mere og mere kompliceret, for visse enheder umuligt. Dette forhold sammen med ønsket om en friere føring gjorde det nødvendigt at lægge flere og flere af de taktiske øvelser til egne øvelsesterræner.

Station og Kjartansminde

Arealudvidelserne

I løbet af trediverne viste det sig, at det først eksproprierede skydeterræn ikke var stort nok; der opstod problemer med overskydning af civilt område, som lå tæt op og ind imellem det militære øvelsesområde, og selv om den tyske værnemagt på grundlag af danskudarbejdede planer under krigen udvidede skydeterrænet stærkt, var det dog ikke tilstrækkeligt. Allerede i 1946, længe inden de første skydninger blev genoptaget, puslede man i Generalkommandoen og Krigsministeriet med planer for mulige udvidelser, så især problemerne omkring "flaskehalsen", området omkring Grærup – Vejers, kunne blive løst. I 1952 blev der i forbindelse med indførelsen af 18 måneders værnepligtstjeneste fremlagt planer om meget omfattende byggerier bl.a. Oksbøl. Der skulle efter planerne bygges i Oksbøl, så der blev plads til 1950 mand og udvidelser af terrænet med ca. 700 hektar, hvorefter der skulle være mulighed for øvelser med op til 3000 mand.

Saxtårn

Økonomien og andre planer satte imidlertid en stopper for disse projekter.

Den ændrede taktik omkring 1960 og enhedernes større bevægelighed forstærkede behovet for et større, sammenhængende øvelsesterræn, hvor det skulle være muligt at føre en forstærket bataljon i nogenlunde rigtigt rum såvel i bredde som dybde. Det rådige terræn efter krigen var på ca. 4000 hektar, men det havde en meget uhensigtsmæssig form for taktiske øvelser.

Kirken i Kirkebjerge

I mange år var der gået rygter på egnen om en betydelig ekspropriation i den vestlige del af Aal kommune til fordel for forsvaret, men først i juni måned 1962 blev rygterne til en slags vished, idet de to sognerådsformænd i Ho-Oksby og Aal kommune blev kaldt til et hemmeligt orienterende møde i Oksbøl Sydlejr, hvor det blev oplyst, at der forestod en voldsom udvidelse af det eksisterende militære skydeterræn og bygning af kaserne til store militære styrker – bl.a. til hærens skoleområde. Der skulle dog gå nogle år endnu, før disse planer blev bragt til udførelse. Først i vinteren 1964/65 bevilgede Finansudvalget de nødvendige midler til terrænudvidelsen. Udvalget havde forinden været på besøg i lejren og havde foretaget det helt usædvanlige skridt at modtage deputationer fra forskellige myndigheder og beboergrupper, for at de kunne fremkomme med deres syn på ekspropriationstanken.

Ekspropriationskommissionen foretog den første formelle besigtigelse den 11. december 1966. Der var nogle, der fandt, at den dag kunne være heldigere valgt end netop den såkaldte "Fandens fødselsdag", men beslutning om ekspropriation blev afsagt.

De berørte ejendomme fordelte sig således:

60 landejendomme,
42 helårsbeboelser,
116 sommerhuse,
171 sommerhusgrunde,
47 delarealer (afskårne arealer).

Ialt blev 306 ejere og 29 brugere berørt af ekspropriationerne, som udgiftsmæssigt beløb sig til ca. 45 mill. kr.

Hvide gård

Ekspropriationerne gav anledning til megen avisomtale og mange mere eller minder velovervejede udtalelser. For mange var det dybt tragisk at skulle forlade den ejendom, hvor slægten før dem havde fået udkommet, om end det havde været en brydsom tilværelse på en mager jord i et barsk klima. Andre tog med glæde mod chancen for en ny tilværelse under andre forhold.

I forbindelse med dette kan et citat af den daværende sognerådsformand i Aal kommune, Egon W. Jensen, afrunde ekspropriationssagen:

"Ekspropriationen er overstået, og jeg har vel lov til at sige gennemgående vel overstået. Lodsejerne har fået deres erstatninger udbetalt. Og det var gennemgående tilfredse lodsejere, der indgik forlig med ekspropriationskommissionen. Under den første dags ekspropriationer bedyrede en ung lodsejer overfor mig, inden han gik ind til kommissionen, at han ikke under nogen omstændigheder ville indgå forlig. Forhandlingen tog ikke mange minutter, hvorfor jeg spurgte ham, hvordan det var gået. Hans svar var blot: "Ved du noget om, hvorvidt "Nørholm" er til salg". Han har sikkert været mere end godt tilfreds."

Forsvaret kan vel også være tilfreds med dette store område, der trods fredninger og andre restriktioner mod den helt frie udfoldelse alligevel giver øvelsesmuligheder, som ikke tidligere har været til rådighed.

I forbindelse med skovreguleringens planlægningsarbejde i de omliggende klitplantager og skyde- og øvelsesterrænet blev der i 1974 fra forsvarets side fremsat ønske om visse magelæg.

Med udgangspunkt i, at det sammenhængende statsareal (klitplantager og skyde- og øvelsesterrænet) skulle tjene følgende hovedfunktioner:

- militært skyde- og øvelsesområde,
- produktion af ved- og andre skovprodukter,
- virke dæmpende på klitterne og forbedrende på klimaet, og
- fremstå som et egnskarakteristisk natur- og kulturlandskab, (naturpark), der i nødvendig udstrækning skal tjene til befolkningens friluftsliv (rekreative anlæg, videnskabelige interesseområder og lign.).

forhandlede man sig frem til en løsning, hvorefter forsvaret afgav en række randområder mod til gengæld at modtage en række områder i – eller i umiddelbar tilknytning til terrænet, hvilket ville øge dets øvelsesmæssige værdi. Hertil kom som bonuseffekt for begge parter, at det fælles aktuelle skel blev forkortet med ca. 15 km.

De brugs- og markeringsmæssige magelæg blev en realitet fra den 1. april 1977 og har vist sig at være til gavn og glæde for alle parter.

Båke og Transformator

Skyde- og øvelsesterrænet

Det oprindelige artilleriskydeterræn mistede efterhånden sit særpræg. Det måtte lade sig benytte af alle våbenarter og finde sig i de ændringer, dette medførte. Allerede omkring 1960 begyndte enhederne at komme og gå med stadig større hast. Der var ikke længere tale om korte, velforberedte øvelser med fordøjelsespauser imellem – nu blev besøget til et forjaget, udpint ophold bygget over en serie kompromisser med andre interesserede brugere, og terræn såvel som lejr blev slidt i hurtigere tempo end naturlig helingsproces kunne følge med til.

Disse forhold blev bedret betydeligt efter arealudvidelsen, og efter at man begyndte at forstå at inddrage hele området til gunst for øvelsernes anlæg og gennemførelse. En hjælp hertil er den overenskomst mellem Forsvarsministeriet og Statsskovvæsenet (Klitvæsenet) som fastlægger omfanget af forsvarets benyttelse af klitplantagerne.

Rigtigt udnyttet giver denne overenskomst mulighed for at udnytte rummet fra Blåbjerg plantage til Blåvand i en længde på 21 km og en bredde på ca. 10 km. Selv med de hensyn, der skal tages undervejs, er det et ganske stort område.

Skyde- og øvelsesterrænet anvendes nu til følgende:

- Videregående enhedsuddannelse af underafdelinger og afdelinger af kamptropperne, herunder øvelser i brigaderamme,
- Feltmæssige skydninger med artillerienheder,
- Forsøgsskydninger,
- Skydeuddannelse med kampvognsvåben og visse tunge infanterivåben,
- Hærens Kampskoles uddannelsesvirksomhed,
- Flyvevåbnets taktiske skydninger, samt
- NATO-øvelser.

Dette betyder en enorm aktivitet hele året rundt, på alle ugedage og meget ofte døgnet rundt. Kommandantskabet har egentlig kun fri om søndagen i de to sommermåneder, hvor man "indstiller skydningen" fra lørdag kl. 13.00 til mandag morgen kl. 08.00.

Udnyttelsesgraden af terrænet er meget høj, og har på årsbasis – udregnet over en 5-års periode – ligget mellem 80-85 %. Det fordrer en løbende vedligeholdelse, som udføres dels af kommandantskabets eget civile og militære personel, dels af forsvarets bygningstjeneste i samarbejde med klitvæsenet.

Bygge- og anlægsarbejder

De enkelte bygninger og telte i Oksbøllejren har formentlig svaret til krav og forventninger, da de blev bygget. De ældre tænker da sikket også med glæde tilbage på tredivernes teltlejr og messeliv i august og september måned. Stemningen overfor en lignende teltlejr og den samme messebygning "uden den mindste service" i januar og februar måned, f.eks. i 1974 er en ganske anden – og bliver næppe heller med tiden til romantiske erindringer.

Det første problem efter krigen – uden penge og uden materialer – var at få resterne af lejrens gamle bygninger til at hænge sammen.

Mange huskede i flere år, hvorledes en dygtig og energisk lejrkaptajn ved strenge forholdsregler holdt sammen på det hele.

Det gik så vidt, at reglerne blev sat op i alfabetisk orden – fra A til AA. Men selv om der hist og her kun var en skal af mange års oliemaling til at holde sammen på formerne (f.eks. vinduesrammer), så lykkedes det indtil tiderne ændredes.

Den af tyskerne byggede officersbarak S for kommandantskabskontorerne - "O-barakken" - med de gyngende gulve – skabte endnu en gang rammen om et særpræget og traditionsrigt liv under spartanske former, men det fik en brat ende, da barakken brændte. Stor sorg udløstes, og det varede længe, før der blev penge nok til at erstatte den med den nuværende "luksusbygning" nord for kommandantskabet.

Belægningsstuer, hvor sengene blev udskiftet med skoleborde og forsynet med en sort tavle, var nok midlertidigt anvendelige i 50-erne; men når de stadig må benyttes i begyndelsen af 70-erne under uddannelse af befalingsmænd til kamptropperne, bør det nok konstateres, at man ikke fulgte med tiden.

Her skal det dog siges, at bygningstjenesten, inden for de rådige midler, har formået at bevare lejren med et smukt og tiltalende udseende, og at man hvert år har gennemrestaureret et par bygninger. Den sidste kakkelovnsfyrede belægningsbygning blev meget smukt restaureret i 1973. Det samme var tilfældet med den sidste undervisningsbygning (belægningsbygning) i 1974. Det kan nævnes, at der på et tidspunkt har været over 300 kakkelovne i brug.

Der er dog inden for de seneste år ved at være sket en vending, som synes at love, at lejren og øvelsesområdet i løbet af nogle år vil kunne leve op til de forventninger, som såvel Hærens Kampskole som udlagte enheder med rette kan stille.

Som følge af den stigende aktivitet i området har det således været nødvendigt at foretage forbedringer på flere områder bl.a. omfattende transportforhold, indkvartering, uddannelsesfaciliteter samt skydeterrænets anvendelsesmuligheder.

Udsalget samt kvarterbygning for officerer

Transportforhold

Lejrens flyveplads er blevet omlagt, og den eksisterende start- og landingsbane er blevet udvidet til et 1100 m stræk, hvorefter alle typer af lette, fastvingede propelfly vil kunne starte/lande her. Udvidelsen er klar til brug i løbet af efteråret 1979.

En sidelinie fra Varde - Nr. Nebelbanen til Oksbøl Sydlejr blev bevilget og igangsat medio 1977. Ultimo 1978 var baneanlægget så vidt fremskredet, at det forsøgsvis kunne tages i brug. Siden da har banen bragt adskillige materiel- og køretøjstransporter direkte til Oksbøllejrens ramper, hvorved man undgår den besværlige, generende og støjende omladning midt inde i Oksbøl by.

Indkvartering

Den gamle teltlejr, som gav mange problemer, specielt i vinterhalvåret, blev den 1. juni 1976 erstattet af et nybygget bataljonsområde, hvori der findes de rum og faciliteter, som en udlagt enhed har brug for. Der savnes dog indkvarteringsmuligheder for befalingsmænd, et forhold der tages fat på i løbet af sommeren 1979.

Jernbanestation Oksbøl Syd og bataljonsindkvarteringsområde

 

Uddannelsesfaciliteter

En selvmarkerende feltskydebane blev afleveret til brug i 1975, hvorved enhedernes muligheder for at gennemføre feltmæssige enkeltmands- og gruppeskydninger blev væsentligt forbedrede.

En "køregård" for bæltekøretøjer – forsynet med forskellige forhindringer af beton – blev indviet i 1976.

Et stort og effektivt anlæg for vartning af bæltekøretøjer blev afleveret til ibrugtagning i sommeren 1978. Anlægget består af et fuldautomatisk vaskeanlæg, flere vartningspladser, inspektionsramper og et drivmiddelanlæg, hvorfra fire vogne kan tanke på én gang. Parkeringspladser for kampskolen og udlagte enheder forbinder læsseramper og vartningsanlæg.

Tankanlæg og vaskeanlæg for bæltekøretøjer

Skydeterrænets anvendelsesmuligheder

I foråret 1975 blev "Nødvejen" (en bred skovvej fra Vejers til Kjærgård) åbnet. Ved hjælp af denne vej kan den civile trafik ledes uden om skydeterrænet, når skydning eller øvelse spærrer de normalt anvendte øst-vestgående veje.

I 1977 blev et afspærrings- og afmærkningssystem og en dertil hørende politibekendtgørelse godkendt og udsendt for hele Oksbølområdet.

Skydeterrænets radar er blevet forbedret, så den kan tilsikre mørkeskydning med fareområde over havet. Forhandlinger om og undersøgelse af mulighederne for at skyde med nedslag i andre områder end Kallesmærsk Hede synes at ville ende positivt.

Mange betonoverkørsler over offentlig vej, uddybning af vandløb som spærrelinier, nye bæltespor og stillingsmuligheder i plantagerne, udbedring af veje for hjulkøretøjer og bygning af flere, samt store plantearbejder til gavn for såvel øvelsesvirksomhed som miljø, kan nævnes som nogle af de seneste års løbende arbejder i terrænet.

Selvom der fortsat er blevet gjort en del for at forbedre forholdene for den i lejren fast garnisonerede enhed – Hærens Kampskole – har skolen igennem mange år haft besværlige og halvdårlige forhold at virke under. Nu synes det imidlertid at lysne for skolen med et nyt skoleprojekt, som nu er bevilget og delvis iværksat. Herom kan De læse i et følgende afsnit af bogen.