Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnet Frederikshavn
Forsvarets logo
22. maj 2013

Indholdsområde

 
Tordenskiolds Fødselsdag 

TORDENSKIOLDS FØDSELSDAG. 28. OKTOBER


Peder Tordenskiold fejres hvert år af Flådestation Frederikshavn på sin fødselsdag den 28. oktober.
Det er ikke helt forkert at sige, at søhelten Peder Tordenskiold, blandt mange andre fandenivoldske bedrifter, har været med til at anlægge en af landets nordlige havne, nemlig Fladstrand, hvor han havde et citadel med krudtmagasiner og forsyninger til sine mange udfald mod svenskerne på den anden side af Kattegat.
Mange danske byer har krigshelte, der på en eller anden måde hædres ved passende lejligheder, men det er få steder at en krigshelt med lidt over 300 år på bagen i den grad er med i dagligdagen som Tordenskiold er i Frederikshavn, som Fladstrand jo kom til at hedde.

Hvert år den 28. oktober udløser søheltens fødselsdag adskillige begivenheder i byen, hvor Tordenskiolds legeplads, havet, er nærmeste nabo.
Frederikshavn har som bekendt en flådestation. Her opstod blandt mange andre gode ideer, den ide at fejre søheltens fødselsdag i 1976, og siden har godt 200 militære og civile hvert år fejret fødselsdagen med parade og kransenedlæggelse ved den statue, som blev rejst på søheltens 300 års fødselsdag.

Flådestationen, mindetale 2003 Borgmesterens mindetale 2003

Flådestationens officersklubs samlingslokale hedder naturligvis "Tordenskiold". En gade i Frederikshavn centrum er opkaldt efter søhelten, byens garde bærer hans navn, en statue er rejst på en af byens torve og utallige er de skrøner og historier, der går om den fandenivoldske sømand, der nåede at blive admiral inden han fyldte 30 år.
Tordenskiolds fødselsdag er en festdag. Når paraden med efterfølgende kranse-
nedlægning og taler af chefen for Flådestation Frederikshavn og byens borgmester er overstået ved statuen af søhelten, der naturligvis er opstillet strategisk rigtigt, med blikket rettet mod Sverige, går alle til flådestationen, hvor der er linet op til fødselsdagsfest.

Fotogalleri 2003

Forud for fødselsdagsfesten har Officersklubben, der er den udfarende kraft bag begivenheden, udpeget op til 3 personer, der i kraft af deres personlige egenskaber, under festlighederne vil blive udnævnt til "Ven af Tordenskiold"Ved samme lejlighed indstilles årets søkadetter fra Søværnets Officersskole og Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole, den bedste elev fra skoleskibet DANMARK og en nyudnævnt officer, der udviser nogle af Tordenskiolds dyder til Tordenskioldsfonden. Disse unge mennesker bliver hædret under festlighederne i officersklubben.

Gennem årene er de til "Venner af Tordenskiold" udnævnte blevet til en broget skare.
Venneskaren tæller både politikere, erhvervsfolk og flådens egne folk. Skibsreder Per Henriksen, forhenværende udenrigsminister Uffe Elleman Jensen, afdøde folketingsmand Jens Risgaard Knudsen, tidl. kirkeminister Mette Madsen, skoleskibet DANMARKs kaptajn Otto L. Bentsen og værftsejer er kun en lille del af skaren.

Kandidaterne bliver introduceret, og det er ikke kedeligt. Sammenligningen med Tordenskiold er til tider barske og ramsaltede, og det udløser en del morskab blandt de mange gæster. Når dette er overstået begynder festen. Menuen er altid forloren skildpadde med hårdkogte æg og en ikke helt lille skvat sherry. Fadøl mangler heller ikke og snakken går, mens Tordenskioldgarden blæser et stykke.
De til "Ven af Tordenskiold" udnævnte bliver automatisk medlem af den eksklusive forening "Venner af Tordenskiold", der mødes ca. 6 gange om året for på seriøst plan at beskæftige sig med søhelten.

Helt uden at vide det har den evigtunge søhelt været med til endnu en bedrift. Han har været bindeleddet mellem flådestationen og byen, hvor civile og militære kan færdes sammen i fordragelighed både indenfor og udenfor hegnet.

Det siges at man med lidt fantasi på en god dag på Nordre Skanse kan høre en stemme tordne:

Svensken skal drolen splide mig smage mit krudt. Skynd jer, I skabhalse, vi står til søs.

Med skyldig tak til allerede skrevne artikler.
HANS VILLADSEN