Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Skive Kaserne
Forsvarets logo (link til Forsvarskommandoens hjemmeside)
25. maj 2012

Indholdsområde

 
Karup i uge 25 

Øvelse med Konstruktionskompagniet i Karup 15. - 18. juni.

Af konstabel Anton og Peter, PARKDEL

Vi startede mandag morgen kl. 07.30 til morgen FUT. Det var forhindringsbane, der stod for skud, så vi kunne blive varmet op til en fantastisk øvelse på flyvestationen i Karup.  Efter en svedig tur på hinderbahn, fik vi klargjort køretøjerne til forskydning mod Karup, og pakket de sidste ting til øvelsen, så alt var klar til en uges hårdt arbejde og feltrationer. Da klokken blev 10.00 kørte vi af sted mod Karup. Efter en begivenhedsløs køretur, hvor det mest ophidsende var at skulle overhale MASK langsomme rendegraverer, som ikke kunne finde ud af at trække ind til siden, ankom vi endelig til det farlige Karup. Her lå der åbenbart fjender og lurede på os over alt. Vi skulle i hvert fald iføre os kampvest og have våbnet klar over skulderen. At der gik flere dage, før vi fik tildelt 100 skud til deling i Park, og der aldrig kom et eneste angreb, er nok ikke så vigtigt.

Dag 1 i Karup startede med, at vi fandt os til rette i den hangar, som skulle blive vores hjem under øvelsen. Vi havde først fået at vide, at vi skulle sove i bivuak, så hangaren med feltsenge, borde og stole, var en glædelig overraskelse. Da vi havde fået os indrettet, startede dagens arbejde. Maskinerne startede på det store projekt at planere underlaget til de sheltere, der skulle bygges. MASK havde dog ugen forinden andetsteds klargjort underlag til en shelter, så vi kunne komme i gang med det samme.

Karup uge 25 foto 1

I området var der allerede kommet tømmer, plader, søm og skruer så det tog ikke længe før det første tømmer blev skåret op. Der skulle bygges 2 vagttårne til lejren Camp Jensen.
Side løbende, skulle nogle bygge shelter. De havde dog problemer med træets beskaffenhed. Men med snilde og list lykkes det alligevel at få skaffet de par km pind, der nu skulle til.

Den energiske PARKDEL startede på den første shelter. Eftersom kun en enkelt havde prøvet at bygge shelter, var fremgangsmåden ukendt for mange. Det gik ikke så hurtigt i starten, men folkene fik hurtigt styr på, hvordan det skulle gøres. Selvom føreren ikke var særlig meget tilstede grundet en barnepigetjans, skred arbejdet godt fremad. Efter startvanskelighederne var det kun det evindelige rend af bedrevidende foresatte, der sænkede arbejdet. Efter en god del timer med Hesco blev det endelig tid til aftensmad kokkereret af kok-John, der med en brækket finger passede bedre til at røre i gryden end til at løfte Hesco. Det skal dog nævnes, at han dog gav en hånd med Hescoen trods den dårlige finger. Efter maden sluttede dagen ikke – arbejdet fortsatte indtil 22.30 hvor I.T. mente, at det var tid til at kalde det for en dag. Maskinerne skulle først vedligeholdes før vi kunne komme i seng. Da vi endelig var krøbet i poserne, gik der ikke længe før varmen forsvandt fra hangaren. Ved en 2-3-tiden ønskede mange at de lå uden for hangaren, hvor der var varmere. Hangaren havde den fantastiske egenskab at holde på alt varme og virke som en sauna så snart solen var fremme, og virke som en fryser så snart solens stråler forsvandt.

Dag 2 startede med morgenvækning kl. 06.00 og arbejdet startede igen efter endt appel kl. 07.00. Vi fortsatte på shelteren fra dagen før, ligesom maskiner igen satte i gang med planering.
Karup uge 25 foto 2

Arbejdet med shelteren skred godt fremad selvom der var en smule nervøsitet blandt folkene, da der skulle lægges sand på taget, vi havde ikke regnet med at pladerne ville give sig så meget som de gjorde. Heldigvis kom en flok befalingsmænd os til hjælp og forsikrede os om at det var helt normalt. Arbejdet fortsatte og ca. kl. 15.00 stod den første shelter klar. Et syn for guderne, men der var ikke tid til at nyde synet af det hårde arbejde, da vi straks fortsatte arbejdet med endnu en shelter.

Denne gang startede vi på en dobbelt shelter som viste sig at være en del mere problemfyldt end vores første. I løbet af aftenen fik vi sat den første endevæg op samt en af de tre midtervægge før det igen var tid til at krybe i posen. Vi havde nu lært af gårsdagens kolde nat og havde nu pakket os bedre ind. Tirsdag aften stod den på gril for KONSTDEL og KDODEL, og Schneider kokkererede i bedste Jan Glæsel stil, men KONSTDEL havde nu stadig flere timers arbejde efter aftensmaden. Først ved en 22.00 tiden kunne de kalde det for en dag, men nu stod der også to vagttårne, det ene helt færdigt, det andet manglede kun at blive sat på plads.

Den tredje dag startede som dagen før med Hesco – masser af Hesco! Arbejdet skred godt fremad og taget var tæt på lagt indtil en befalingsmand kom forbi med falkeblik og målebånd. Den ene mur var en smule skæv og vi måtte derfor vælte muren og sætte en ny op. Dette satte os en del timer tilbage i arbejdet, men PARK fortsatte arbejdet med stadig højt humør. Vejret havde hele ugen været med os og solen havde strålet, hvilket kunne begynde at ses på de røde ansigter og flere måtte tage jakken på for at beskytte nakken.

Karup uge 25 foto 3

Langt om længe blev taget igen sat på plads.
Igen den dag var det kok-John der stod for maden. Det stod denne dag på Grill for PARK- og MASKDEL. Pølser og kartoffelsalat. Endnu en dag med fantastisk mad fra kokken.

Resten af aftenen bød, sjovt nok, på mere Hesco, og vi fik så småt begynde at fylde taget med sand.
Efter endnu en nat i køler-hangaren begyndte den sidste dag.

Karup uge 25 foto 4

PARK og MASK havde en travl dag foran sig og alle gav en hånd med for at blive færdige.  For Park bød den sidste dag på både hårdt arbejde og TSE-øvelse. Ligesom der var mest travlt blev en mand ramt i hovedet af en læssemaskineskovl. Hele PARK ilede til for at tilse den tilskadekomne, efter en hurtig behandling blev øvelsen afsluttet og arbejdet kunne igen fortsætte.

Der blev arbejdet igennem og dobbelt-shelteren blev afsluttet. I KONST røg de alle på shelter tung. Den kom hurtig til at ligne noget, men de var nu også mange om det.
Torsdag klokken 12 stod alle projekter færdige, og efter en velfortjent frokost, gik turen mod Skive, til lidt vedligeholdelse. Endelig fik vi fri og den tiltrængte søvn kunne indhentes efter en hyggelig og vellykket øvelse.