Konstruktionsdelingen i Kosovo

24. – 28. januar 2011
Af OKS M. Pedersen, Konstruktionsdelingen

Søndag d. 23/1-11 kl. 19.00 stod Hornum, Hedemann og jeg klar i Aalborg lufthavn, herfra skulle vi flyve til Kastrup, hvor Clausen, Frede, J.H. Sørensen, Fandrup og Haugaard ventede.
Vi overnattede på et hotel nær lufthavnen og vi gik alle tidligt i seng for at være klar til næste dag klokken 0530.

Vi fløj fra Kastrup klokken 07.00 og mellemlandede i Wien, hvorefter vi landede sikkert i Pristina lufthavn klokken 12.30. Det må man sige gik hurtigt og smertefrit på alle måder.
Ved ankomsten i lufthavnen blev vi modtaget af to fra Nationalt Støttelement (NSE), de var klar med transport til Novo Selo, klar til alt.

Det var på mange måder en skøn fornemmelse! Vi havde alle været i Kosovo før på forskellige hold, og alle delte vi den følelse af at det kun var den ene gang, og at vi aldrig skulle derned igen efter missionen stort set var lukket. Alligevel stod vi nu igen i det forhenværende krigsramte land, og det var på mange måder en surrealistisk, men samtidig en skøn følelse.
Også i Novo Selo blev vi modtaget rigtig godt og efter lidt buff-tid på KFUM’en blev vi indkvarteret på et hotel et stykke fra den danske del af lejren.

Vi gik straks i gang med CISCEN- taget, hvor Fandrup og Hedemann fik syn for sagen da kabler stort set lå og flød over det hele. Det tog de som en udfordring og klarede det rigtig fint. Vi andre gik i gang med at fordele opgaver ude omkring på det store bliktag med de mange tunge jernspær. Det må man sige var et hårdt og fysisk arbejde, men alle deltog med stiv arm. Det foregik allerede mandag, samme dag vi var ankommet, og tirsdag fortsatte vi hvor vi slap.

Allerede efter en halv dag kunne vi om tirsdagen ved CISCEN se en ende på det, så Hornum valgte at sende tre mand op i IPS-teltet og de begyndte så småt at pille det ned. Vi havde dog et lille uheld med Hedemann og en Koiiapp. Han kørte i et hul, med to jernspær på gaflerne, den tippede over på siden ligesom i en slowmotion version, idet gaflerne tog faldet. Han kom heldigvis intet til og slap med en forskrækkelse og et knust sidespejl.



Trods det lille uheld kom vi hurtigt i gang igen og med hjælp fra NSE fik vi løftet de resterende spær ned vha. en kran, hvilket ikke gjorde vores arbejde langsommere, tværtimod havde vi nu tid til at rydde op på pladsen og få ordnet nogle småting inden vi kunne kalde det fuld-ført-arbejde.
     
Vi var nu alle i gang med IPS-teltet og havde lidt problemer med telt dugene. De var frosset i de slide-baner, som de kørte op og ned i. Men efter Hornums geniale ide med varmt vand, blev også denne opgave løst til fulde, så var vi klar til onsdag og den store franske mobilkran.
Tirsdag aften sluttede vi af med at se det danske herrelandshold i håndbold i den danske messe.

Vi spiste selvfølgelig hver middag og aften oppe i den franske kantine og for Hedemann, Fandrup og mig, som havde boet i den franske lejr, var det et glædeligt gensyn og det var sjovt at se de skeptiske øjne fra de andre, da de så franskmændenes mange forretter, mellemretter og desserter. Men jeg tror virkelig at de nød det lidt anderledes køkken. Der blev i hvert fald spist rigeligt af desserterne både middag og aften, da Fredes koncept var at prøve noget nyt hver dag.

Onsdag morgen gjorde vi det allersidste klar til kranen, der skulle komme over middag. Den  kom ved ca. 1330 tiden. Vi brugte mellemtiden til at snakke om vores forskellige hold, oplevelser og ikke mindst erfaringer fra vores Kosovo tid.

Da kranen kom, blev Hedemann og Frede sendt op i en lift fra bjærgningsvognen. Den havde Bruun stillet til rådighed og efter de havde sat de forskellige løftestroppe på hvert hjørne gik den franske mobilkran i gang med det tunge arbejde.



Vi fik pakket teltet sammen hurtigt og effektivt. Imens det stod på fik Hornum lov til at prøve hans skoleengelsk af på en af de franske officerer, som nok hellere ville snakke fransk.
Onsdagen sluttede vi af med at pakke dugene sammen og stable alt materiel, så det var klar til at blive pakket i container næste dag.

Torsdag blev J.H. og jeg sat til at pakke og surre containeren med IPS-teltet. Imens gik de andre i gang med nogle ekstra opgaver vi var blevet pålagt. To værkstedstelte skulle sælges, dem ville de gerne have pillet ned og gjort klar. Vi lavede så meget vi nu kunne på de to telte og blev næsten færdig med det ene. Det resulterede så i, at til trods for vi nåede vores mål, så havde vi et stort overskud til at hjælpe og arbejde igennem i den resterende tid af vores korte ophold. Tror alt i alt at  vi sagtens kunne have været der i en måned med en så høj arbejdsmoral.
Torsdag aften fik vi overtalt to kollegaer fra NSE til at køre med på restaurant Kalaja, der ligger lige udenfor den franske lejr. Det må jeg sige var prikken over i’et, for det var ligesom der vi kunne puste ud og tænke tilbage på de fire dage vi havde sammen, de føltes mere som en måned!

Om fredagen startede vi med at aflevere vores indkvartering, i samme stand som vi havde modtaget den. Derefter skulle vi med til appel, oberstløjtnanten ville gerne takke os personligt, så Hornum + team skulle træde an foran resten af kompagniet og der modtage takken for et stort stykke arbejde. Dermed var vores opgave slut og turen mod Pristina lufthavn kunne begynde.