Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Skive Kaserne
Forsvarets logo (link til Forsvarskommandoens hjemmeside)
25. maj 2012

Indholdsområde

 
ULU bykamp i Brikby 

Af konstabel Pernille

Vi læssede våben og udrustning på lastbilerne, da alt var klart kørte vi mod Oksbøl for at træne en hel uges bykamp, i Brikby. Forud for ugens øvelse var vi på 2-dags øvelse i Finderup for at gennemgå rydning og markering af hindringer, samt indbrud i huse. KMP øvede fremrykning med sprængning af pigtrådshindring og indbrud i huse som panserinfanterister, støttet af pionerer. Pionererne blev kaldt frem, når vi stødte på luremineringer og andre ingeniøropgaver.

Indtrængen i hus

Som det første, da vi ankom til Brikby, skulle vi gennemføre byforhindringsbanen taktisk og gruppevis. Der blev brug for holdånd og samarbejde, da vi skulle løbe rundt på stejle hustage og kravle rundt under byen i de lange, snævre kloakrør. Indtrængen i husene foregik bla. gennem huller i husmurene eller ned gennem tagvinduerne. Vi brugte stiger til at bevæge os mellem loftvinduerne i de tætliggende af husene. Det foregik alt sammen taktisk, med sikringer, der skulle ud, og rum der skulle afsøges inden man kunne fortsætte. 
Rekorden fik 2 MEKIGGRP, de klarede banen på bare 24 minutter.    

Fra Brikby                                         

Da vi havde fået pustet ud, drukket lidt vand og ladt vores magasiner fuldt op, skulle vi videre til vores næste session som var laser-duel. Vi skulle rense flere huse ned i gennem byen, vi var to grupper afsted ad gangen, så vi kunne sikre hinanden under angreb. I husene, var der adskillelige fjender, der gjorde modstand og laser-duel udstyret afslørede hurtigt, om vi havde næserne for langt fremme Dette var i form af en høj hyletone, der først stoppede, når man lagde sig ned.
Efter en lang dag skulle vi i poserne. Vi var så heldige at have feltsenge stillet til rådighed, udover det var der blevet sat VA-40 op, så folk lå dejlig varmt i husene, og frydede sig over, at de slap for at sove udenfor. 
 
Tirsdag havde vi bykamp fra morgenstunden, hvor vi bl.a. trænede trappe op / trappe ned, igen gruppevis. Dette trænede vi for at blive bedre til at trænge op og ned gennem større huse. Hurtigt, sikkert og korrekt.
Efter det skulle vi dække en Baileybro. Igen spillede godt teamwork en stor rolle og dækningen gik over al forventning. Efter hårdt arbejde indviede Chefen symbolsk broen ved at klippe et bånd, grundet omstændighederne i form af hvid markeringsstrimmel.

Aftenen bød på 10 km O-march, i det kurvede Oksbøl terræn. Tid var der masser af, da kravet blot var at vi var hjemme inden morgenappel 07.30, hvilket enkelte næsten havde brug for.
 
Onsdag morgen bød på lektion i ammunitionsrekognoscering, hvor vi skulle RECCE for, og bortsprænge et bomblet-felt. Det var endnu engang en gruppe opgave. Gruppeføreren og hans NK begav sig opmærksomt ud i fareområdet for at se nærmere på bombletterne, og bestemme hver enkelts type, størrelse og farlighed. På samme tid befandt det resterende af gruppen sig i sikkerhed i et af byens huse, hvor de klaregjorde til sprængning. Metervis af spængsnor skulle opmåles, det formbare sprængstof klargøres, detornatorere skulle påkrympes på sprængsnoren, og masser af sandsække skulle fyldes.

Gruppeføreren valgte at sprængningen skulle være en hovedledning, med stikledninger ud til hver enkel bomblet for at sikre os, at alle ladningerne gik af på samme tid.
Vi stablede sandsække omkring bombletterne, for at sikre den fulde virkning af vores sprængninger, og for at beskytte bebyggelsen i området. Forsigtigt placerede vores sprængningsmand sprænglegmerne så tæt på de berøringsfarlige bombletterne som overhovedet muligt. Sprængningen var klar, detornatorene stukket i det formbare sprængstof og alle var i sikkerhed. Kun en ting tilbage, detonation!

Hen på eftermiddagen skulle vi øve taktisk indsættelse af skarp minerydningsslange, og med en sikkerhedsafstand på omkring en kilometer, var det vigtigt at holde hovedet koldt. Opgaven lød på, at vi skulle skabe en sikker sti ned gennem et stort minefelt.
Vi lavede fremrykning i PMVen, da vi ankom, var vi hurtigt ude og sikre, så vores sprængningsmand kunne koncentrere sig om at opstille minerydningsslangen uden at skulle bekymre sig om fjendtlig beskydning. Da vi fik klarmeldinger fra ham, løb vi alle sammen ind bag i PMV'en i dækning. På signal fra sprængningslederen skød slangen afsted 75 meter ud gennem minefeltet og sprængte. Vi havde nu skabt den sikre sti ned gennem feltet.

Sprængning

Torsdag formiddag bød på tørtræning af husrydning, search, indbrud i huse, dørsprængninger. Det taktiske spillede en stor rolle under træningen, da det hele var for at ruste os til eftermiddagens store opgave.
Opgaven lød at vi skulle rykke taktisk frem mod et compound og sprænge os vej ind, nedkæmpe eventuelle fjender, og rydde og sikre fire bygninger.
Hele scenariet foregik med FX-udstyr for at gøre det så virkelighedstro så muligt. På denne måde kunne det virkelig mærkes og ses, hvis man blev ramt.

Fra Brikby

Vi rykkede taktisk, gruppevis frem, dette foregik ved 'samlet spring' over markerne, lydløst og hurtigt. Da der var varslet om fjender, var det vigtigt, at vi bevægede os uset.
Vi nåede op til muren omkring compoundet, og skulle springe døren. Sekundet eksplosionen lød stormede gruppen ind og begyndte at nedkæmpe fjenderne, der nu tydeligvis havde opdaget os. Fjenderne faldt, og et par af kollegaerne blev ramt. MEDIC blev hurtigt kaldt frem for at yde førstehjælp. Første angreb gik planmæssigt, og vi skulle videre og begynde at rydde husene. Dette viste sig straks mere krævende, et øjebliks uopmærksomhed, og vi blev presset baglæns ud af bygningen. Flere fra de forskellige grupper blev skudt og stod ikke til at redde. Vi måtte søge i dækning og omgruppere, for at kunne angribe igen. Der blev lagt en ny, mere aggressiv taktik. Vi stormede ind, og med fuldstændig ildoverlegenhed fik vi nedkæmpet de sidste fjender. Kugler og granater føg om ørene på os, men vi vidste, at det var nu eller aldrig. Alle gav sig 100%, vi fik reddet vores døde og sårede ud, og tilkaldt sanitetsfolk. Compoundet var finkæmmet for fjendtlige styrker, og vi kunne ånde lettet op.

Fra Brikby

Efter evaluering af vores indsats, drog vi tilbage til vores BSO og pakkede taskerne, så alt var klart til fredag morgen.

Fredagen gik med oprydning, pakning og vedligehold af våben alle var trætte og fyldt til randen med nye indtryk efter en begivenhedsrig uge.
Der hersker ingen tvivl, det var en fantastisk, lærerig uge, og vi glæder os alle til vores næste besøg i byernes by - Brikby.