Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
19. juni 2013

Indholdsområde

 
Nr. 1-2012 
Klik for at se billedet i stor udgave
Tre poster skal bestrides mens vi sejler: rorgænger, udkig og vagtchef, som også varetager navigationen. Alle tre poster bestrides af en kadet.
Vi mødte om bord på SVANEN den 22. maj. Vejret var fantastisk, hvilket det var hele den første uge.
Alle havde forestillet sig et gammelt, slidt skib men i stedet mødte os et smukt velholdt sejlskib.
27-06-2012 - kl. 08:24

Først satte vi kursen mod Limfjorden. Vi havde forventet at Vesterhavet var et vidt farevand med store bølger og meget blæst fra Sydvest. Dette var dog ikke tilfældet, vi havde svag vind og meget sol. Det bevirkede at vi alle blev solbrændte, men så lærte vi at tage solcreme på efter det. Turen gennem Limfjorden gik roligt og vi havde også baderulle. Da vi kom til Aalborg var der karneval og det var vi oppe at kigge på.

Da vi var kommet videre fra festlighederne blev det hverdag igen. En hverdag på SVANEN starter med udpurring kl. 0645, efterfulgt af sejladstilrigning. Kl. 0720 er der morgenmad og så er der tid til egne gøremål og særlige vaner frem til kl. 0800 hvor Dannebrog går til tops og vi begynder rengøring. Kl. 0830 er der sejladsplanlægningsmøde hos navigationsofficeren (NAO) og når han har talt færdig er det de sidste små gøremål inden vi går fra havn kl. 0900.

Klik for at se billedet i stor udgave 
Skafning på kajen
En sejlads varierer fra alt mellem 3-12 timer. Tre poster skal bestrides mens vi sejler: rorgænger, udkig og vagtchef, som også varetager navigationen. Alle tre poster bestrides af en kadet.

Hvis vejret taler for det, bliver der sat diverse sejl. Storsejlet og mesanen kommer som oftest op og samt også gerne genuaen. Det er på vandet, det virkelig sjove sker. Her finder indlæringen sted, når vagtchefsposten bestrides. Man har så at sige ansvaret for at sejle skibet sikkert ud fra den sejladsplanlægning, der er blevet lavet.

Det er i disse timer vores teori bliver overført til praktisk brug, og hvor vi har mulighed for at prøve tingene af.

Når man ikke bestrider vagtchef-rollen er der også tid til at få ro i kroppen, nyde udsigten over vandet, eller få trimmet sejlene så vi skyder den rigtige fart. Når de sidste sømil på dagens sejlads er ved at rende ud, er det tid til at komme i havn.  For at fremstå som én af søværnets stolte spydspidser, skal skibene selvfølgelig stå helt skarpe, når de ligger ved kajen i diverse havne. Derfor er den første procedure, når skibet har klappet kajen: Opklaring, afferskning og MESSINGPUDS.
 
Efter én til to timers messingpuds, må man også indrømme at en vis stolthed indtræffer, ved synet af disse to sejlkuttere, og det er kun rosende kommentarer kajvagten modtager fra de mange mennesker, der kommer strømmende til for at se flådens stolthed (én af dem!!).

 Klik for at se billedet i stor udgave
 Skibsjournaler, kommunikation og
 reflektion kan varetages på mere
 eller mindre eksotiske måder
 Klik for at se billedet i stor udgave
Efter skibene er klargjort til at ligge i havn, har man enten vagt, spadsertilladelse eller sejladsplanlægning. Man er så tre mand, der tørner på vagten hele natten; altid én der står på kajen og to, der står standby.

Man skaffer som regel sammen kl. 18.30, også i havn, hvorefter dem, der har spadsertilladelse tager ud i byen og ser seværdigheder frem til kl. kl. 02.00, hvor man skal på køjen.

Der er en del administrative opgaver, der skal varetages, så som skibsjournaler, kommunikation og ikke mindst refleksion (personlig evaluering af sin brovagt som vagtchef). Disse opgaver kan varetages på mere eller mindre eksotiske måder.

Fra Aalborg tog vi mod det Syd Fynske, over Ebeltoft, Århus, Fredericia, for at ende i det sydfynske, hvor Svendborg Sund blev besejlet op til flere gange.

Et smukt sted at sejle, både rent visuel, men ikke mindst rent navigatorisk. Her kan en hver vagtchef få sved på panden, når man pludselig misser en drejepejling eller ikke kan finde de to båke, der skal stå over et!

Under sejlads sker der selvfølgelig mange andre ting end blot det at føre sejlskibet og navigere. Der skal til tider både skures dæk, pudses messing, skaffes, slappes af, gå i riggen, køres MOB rulle, havarirulle osv. 

At skaffe til søs er en fantastisk ting – frisk luft, en god kok og mad er den helt perfekte kombination og her skal det bemærkes, at det at sejle sejlskib faktisk ofte gør, at man ikke bliver havgal, da skibet som ofte følger søen og vinden i en flot harmoni.

Klik for at se billedet i stor udgave 
Der skal til tider både skures dæk,
pudses messing, skaffes, slappes af,
gå i riggen, køres MOB rulle,
havarirulle osv.
 
I slutningen af dette togt havde vi æren af at deltage i en kapsejlads i Kiel (Tyskland) ved det berømte Kieler Woche arrangement, hvor også bl.a. ABSALON og THETIS var på besøg. Sejladsen var for gamle flotte klassiske sejlskibe, hvor der bl.a. optrådte nogle smukke klassiske ”12 meter”.

Det var en kæmpe oplevelse at krydse ude gennem Kieler fjorden omgivet af flere 100 sejlskibe, handelsskibe og færger og med fuld fokus på at komme først rundt om div. bøjer. Hvordan kapsejladsen endte erindres ikke, men det var rigtig sjovt at deltage.

Efter et par dage i Kiel, hvor diverse seværdigheder flittigt blev besøgt, gik turen nord på til Danmark, hvor første stop var Korsør, herefter Grenå, så Læsø for at afslutte togtet i Frederikshavn. Nogle lange sejladser, med meget motorsejlads, men hvor vi afslutter med en frisk nordøsten vind, som førte os fra Læsø med 6,5 kn. direkte ind i Frederikshavn havn, hvor sejlene først blev bjærget i yderhavnen – en fantastisk afslutning på et fantastisk togt.