eller missilhaven, som vi ynder at kalde agterdækket, for at nyde den absolutte sidste solnedgang på vores patrulje. Vores sidste patrulje i denne omgang. Jeg sidder på mit lukaf og tænker på nogle bevingede ord, som jeg vil sige til besætningen i denne anledning – og en anledning er det.

Vi har været udsendt i snart tre måneder, tre måneder med afsavn fra familie og venner, tre måneder med gode og knap så oplevelser – heldigvis flest gode. Det har i hvert tilfælde været tre ekstraordinære måneder, hvor vi har været med til at skrive historie.

For første gang i FN historie, har FN sanktioneret en maritim operation – og vi har været dér. Nu, står vi praktisk talt med det ene ben på falderebet, lysene slukkes, timeglasset er ved at være tomt, solen er ved at gå ned, og når vi ankommer Limassol, står den på afrigning, nedpakning, sige farvel og hjemrejse – det er vel noget, der skal fejres med en skål.

Der står i vores politik på området, at Chefen i ganske særlige tilfælde kan dispensere fra vores generelle nul-alkohol politik. Det er netop denne mulighed, jeg i denne helt specielle situation vil udnytte. Vi vil bidrage til at holde en gammel og smuk tradition i Søværnet ved lige, nemlig at høj som lav mødes og siger; ”tillykke”, ”god vind”, ”tak for denne gang” eller, hvad man nu lige for fremstammet.

Det er også nu, jeg sidder og gør status over turen. Hvor mange sømil har vi mon sejlet, kan jeg huske, de steder vi besøgte (Wilhelmshafen, TY, Cherbourg, FR, La Coruna, SP, Rota, SP, Valletta, MA, Souda Bay, Kreta og Limassol, CY),  hvor meget krudt har vi brugt (vi har heldigvis kun brugt det til at øve), hvor meget brændolie er forbrugt, hvor mange signaler har vi modtaget og sendt, hvor mange e-mails er skrevet og læst osv. osv.

Jeg overvejer også – her i skumringstimen, om vores tilstedeværelse hernede, vores deltagelse i denne første FN sanktionerede maritime mission – har det hjulpet overhovedet? Det er ganske naturligt og berettiget at gøre sig disse overvejelser – og jeg er ikke den eneste om bord, der gør sig disse overvejelser.

Hvor ville det dog være dejligt befriende, hvis resultatet ville vise sig bøjet neon og larmende som et rungende ”JA”. Men (for der er altid et men) så let og simpelt kan vi ikke forvente, det er. Man kommer desværre temmelig ofte i tvivl, når man læser om situationen i Libanon, hvor massedemonstrationer, mord på politikere, bilbomber, trusler, blokader og politisk kaos hører til dagens orden eller i hvert tilfælde mediernes orden.

Derfor ønsker jeg at understrege endnu engang, at hvis vores tilstedeværelse hernede, vores deltagelse, Danmarks bidrag til FNs mission kan bidrage til, at Libanon får lov at udvikle sig fredeligt, have en fremtid med sikkerhed, fremgang og lykke for alle, da bør vi deltage – da bør vi lide afsavn fra familie og venner.

Nu er tiden ved at rinde ud, klokken slår snart til mønstring, men jeg kan godt nå lige at løfte sløret for nogle af de tanker, der skal formidles videre til min besætning om lidt.

Først og fremmest – jeg er stolt over at være deres Chef. Missilfartøjerne VIBEN og GLENTEN fik deres besætninger lagt sammen i august måned – faktisk næsten umiddelbart inden vores udsendelse – et mareridt for en Skibsledelse.

Men det er gået forbløffende godt. Besætningen har professionelt, rettidigt og effektivt taget hånd om de opgaver, der ligger i at sammenlægge to besætninger, to kulturer og to af hvad som helst.

GLENTENs besætning fremstår nu, som en homogen sammensætning af individer. Planlægningen og udførelsen af opgaven (eller på søværnsk ”den operative opkøring og missionsdeltagelse”) er udført til min absolutte tilfredshed.

På trods af afsavn, kærestesorger og søsyge har besætningen til enhver tid været soldater i dette ord bedste betydning. Vi kan med rette være stolte af deres indsats – i hvor høj grad vores deltagelse har medvirket til at forbedre situationen hernede – må tiden vise.

Dette bliver det sidste rejsebrev, som vi sender hernede fra. Vi håber, at Jer, der har læst vores rejsebreve, har følt Jer godt informeret. I det nye år vil GLENTEN igen begynde at skrive om vores bedrifter, dagligdag mv.

På besætningens og egne vegne
Glædelig Jul og Godt Nytår

Lasse Hirsch
Skibschef