Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
25. maj 2012

Indholdsområde

 
Nr. 6-2006 - RAVNEN i UNIFIL - Den sidste patrulje  
Orlogspræst Henning Nielsen afholder gudtjeneste om bord på RAVNEN
Orlogspræst Henning Nielsen afholder gudtjeneste om bord på RAVNEN
I skrivende stund, befinder RAVNEN sig ud for Libanons kyst, på den sidste patrulje på det azurblå hav.
07-12-2006 - kl. 09:35

Besætningen er ved at kunne se enden på deres udmønstring. De sidste breve og pakker fra de pårørende til besætningen har været præget af julestemning. Nogle har endda været så heldig at kunne smage årets første hjemmebagte brunkager under fremmede himmelstrøg.

Det gør længslen efter at komme hjem endnu større, men med en lille uge tilbage, må vi finde den sidste energi frem, så vi får afsluttet vores togt på ordentlig maner.    

Vi havde den fornøjelse, at have Orlogspræsten Henning med på forrige patrulje. Det er altid rart at se andre mennesker end dem man vanligt omgås.

Før ankomsten til Limassol den 30. november kl. 0900, blev der ringet ind til gudstjeneste på RAVNENS agterdæk. Sangstemmerne blev øvet, så de kan være klar til sangene og salmerne juleaften.

Vi havde under sidste havneophold den glæde at deltage i et dansk julearrangement på restaurant Kolossi. Restauranten er ejet af Erlind, der er tidligere FN-soldat udstationeret på Cypern, og hans cypriotiske kone Nina.

Alle fast boende danskere på øen var inviteret og ca. 70 personer var mødt op, hvor af de 37 kom fra OPLOG TEAM ALFA og RAVNEN.

Værterne bød på gløgg og småkager ved ankomsten til restauranten. Derefter var der julesang og dans rundt om det fint pyntede juletræ.

Julemanden dukkede også op til stor glæde for de børn, der var med. Så var der julemiddagen, der bød på flæskesteg, brunede kartofler og rødkål, og som prikken over i’et risalamande med varm kirsebærsovs.

Vi er bestemt ikke kommet bagud med juleriet selvom vi ikke er hjemme i vante omgivelser. Dog virker det lidt underligt, at der er pyntet op til jul, når temperaturen til tider sniger sig op over de 20 grader.

Den sidste tid ombord er gået med optælling, mønstring af udstyr og nedpakning, så alle er klar til at forlade RAVNEN og tage hjem på en velfortjent ferie.

RAVNEN fotograferet fra helikopterRAVNEN bliver sejlet hjem ombord på CONDOCK I, et ”FLO FLO” skib, dvs. et skib der er i stand til at transportere store konstruktioner og skibe. Her vil RAVNEN blive sejlet til Flådestation Korsør.

Dette gøres for at kunne blive længere tid i operationsområdet, og fordi vejret i det vestlige middelhav, den spanske vestkyst og Biscayen i vinter månederne ikke er det bedste for et skib som vores.

Det bliver missilfartøjet VIBEN, der skal overtage jobbet efter RAVNEN og GLENTEN.

RAVNENS besætning
ønsker pårørende, familie og læsere
en rigtig god jul og et godt nytår.
Af: Det navigatoriske departement.