Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
25. maj 2012

Indholdsområde

 
"Handelsskib" for en stund - rejsebrev nr. 8 fra Viben. 
Uvejr
Uvejr.
VIBEN forlod Cypern om morgenen søndag 4. februar. Under forlægningen mod operationsområdet skulle vi foregive at være et handelsskib.
10-02-2007 - kl. 23:06

Denne uges rejsebrev er skrevet af skibets to vagtchefer (navigatører), hhv. navigationsofficeren og kommunikationsofficeren.

Dette var en del af en øvelse, som kun få personer i resten af operationen var vidende om.

Formålet med øvelsen var, at VIBEN skulle anråbes som et hvert andet handelsskib i området bliver det. Vi måtte på intet tidspunkt afsløre, at vi var VIBEN, og havde således tilpasset sejladsmønster og udsendelser med radar m.m. så vi uden for synsvidde ikke kunne genkendes som andet end et handelsskib.

For at gøre det endnu mere realistisk havde vi overtaget identiteten fra et rigtigt handelsskib, der havde anmeldt sin ankomst til Libanon. Bropersonellet var sågar blevet instrueret i at tale med falsk accent for ikke at afsløre, at vi er danskere.

Med denne form for øvelse afprøves muligheden for, at et skib kan lyve om sin identitet og snige sig ind til Libanons kyst uden, at flådestyrken fatter mistanke.

Øvelsen sluttede dog ret hurtigt, idet vi allerede inden ankomst til operationsområdet blev identificeret af først en helikopter og derefter af et tysk missilfartøj. Det er selvfølgelig ærgerligt at blive afsløret så tidligt, men det beviser blot, at den overvågning af farvandet, som styrken foretager, rent faktisk er pokkers effektiv.

Samtidig slap vagtchefen også for at skulle ”fake” en indisk accent, hvilket havde givet en del nervøse trækninger. Som en krølle på historien anråbte vi faktisk selv vores nye ”søsterskib” nogle dage senere. De havde dog, i modsætning til os, intet at skjule.

 Hårdt vejr set fra broen
 Hårdt vejr set fra broen..
På den forgangne patrulje var vejret fra første dag imod os (bogstaveligt talt), og vi oplevede således søndag, mandag og tirsdag både vindstyrker op til 25 m/s med svær sø, kraftige regnbyger, torden, hagl og sågar en række små tornadoer.

Den slags vejr tærer hårdt på besætningens kræfter, men vi fandt det dog på intet tidspunkt nødvendigt at søge ly – man er vel en fregat! (se sidste uges rejsebrev).

Det hårde vejr er efterhånden noget, som vi har vænnet os til hernede. Afvekslingen skulle i denne omgang i stedet findes i form af et for os nyt patruljeområde.

Vi plejer at patruljere i farvandet ud for den sydlige del af Libanon evt. med enkelte afstikkere til bl.a. ”de andre” fregatters områder længere fra land.

Hele den netop overståede patrulje har vi dog tilbragt helt oppe mod nord ud for byen Tripoli, hvorfra vi har udsigt til Syriens kyst og til de over 2 km høje bjerge, som ligger forholdsvis tæt på kysten.

 og det blev endnu værre
 og det blev endnu værre
Når man som os betragter Libanon fra søsiden, kan det være svært at forstå at så smukt et land er præget af så mange konflikter.
Vejret klarede op onsdag den 7. februar, så resten af patruljen forløb i noget mere roligt vejr.

Fredag den 9. februar, ankom vi igen til Limassol på Cypern efter 5 døgn til søs. Vores ophold bliver dog denne gang relativt kort og hektisk, idet vi sejler igen allerede inden 48 timer, og da vi bl.a. grundet vejrliget har en del dagligt arbejde, som vi ikke har kunnet få fra hånden til søs.

Samtidig er der officielt besøg hjemme fra Flådestation Korsør af Chefen for 2. Eskadre, som VIBEN jo tilhører, hvilket også giver lidt ekstra travlhed. Så selvom rytmen med fem døgn til søs og to i havn leder tankerne hen på en almindelig arbejdsuge, bliver der ikke holdt weekend.

Slut på VIBENs rejsebrev nr. 8, og de bedste hilsner til alle derhjemme.
Vagtcheferne