Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
25. maj 2012

Indholdsområde

 
Nr. 6-2007 - Forsvarschefen besøger VIBEN - Nyhedsbrev 4 (og sidste) fra VIBN 2. besætning (Team Yukon). 
Forsvarschefens flag
Perioden for TEAM YUKON’s udsendelse er ved at være slut og alle i besætningen glæder sig til at komme hjem til familie, venner, kærester, hunde, fugle, katte og fisk.
27-04-2007 - kl. 13:40

På grund af tekniske problemer kan billederne ikke indsættes i rejsebrevet, men er samlet i et fotogalleri. Se billederne her
Webmaster

Et stort Halløj til alle derhjemme.

De sidste to måneder har budt på mange udfordringer og opgaver, som er blevet løst med stor iver og en veludviklet fantasi, for hvilken vi har modtaget megen anerkendelse fra vores samarbejdspartnere. Der hersker ingen tvivl om, at vi kan tage hjem med visheden om, at vi har fået et kryds i styrkechefens store karakterbog i meget tilfredsstillende.   

Ingen ombord er kommet til skade under de til tider voldsomme omstændigheder, under hvilke vi arbejder til søs. Ingen er taget hjem pga. den lange udsendelse, hvilket tyder på at alle har haft baglandet i orden. Det bagland som betyder alt, når man er afsted. Det bagland der gør, at vi kan yde 100% når vi er på operation. Det bagland, der er jer derhjemme og uden hvis opbakning 2 måneder i en operation, som denne ville virke nærmest uoverskuelig.

De sidste 2 uger siden vores nyhedsbrev 3 er blevet brugt på patrulje i operationsområdet samt et besøg af vores forsvarschef. Den i gangværende afrigning af skibet så Skadens besætning kan overtage det om få dage. Og selvfølgelig overrækkelse af FN medaljen til den del af besætningen, der har nået de magiske 90 dage i operationsområdet.

Men det første først.

Patruljerne i vores ”normale” del af operationsområdet, nemlig den sydlige, er forløbet uden nævneværdige hændelser. Vi kender efterhånden området godt og vi kender sejladsmønstre for fiskere og andre lokale skibe i området. Vores samarbejde med den Libanesiske flåde er også blevet bedre og bedre henover perioden, hvilket hjælper os med at holde et godt billede af skibstrafikken i området.

Vi brugte også en formiddag på at få taget billeder med de andre patruljefartøjer i området. Det var ikke helt nemt at holde kursen i det lidt hårde vejr men det gik.

Efter vores sidste patrulje gik turen ikke mod Limassol, som vi plejer, men mod Larnaka, en havn på sydøst kysten af Cypern. Her skulle vi hente forsvarschefen. Larnaka er dog ikke en af de havne vi i FN regi må gå ind i, så vi skulle dække vores FN mærker til. Det var rimelig nemt med de små, som sidder på vores skorsten, det kunne klares med en sort plasticpose, men de store på skibssiden var lidt af en opgave. Med den før nævnte fantasi blev der af grøn presenning, 4x4 tømmer og adskillige meter tovværk fremstillet et dække til mærkerne.

Det var ikke særlig pænt, men det virkede efter hensigten.
Forsvarschefen (FC) med følge ankom midt på eftermiddagen den 23 APR med biler fra OPLOG der havde hentet FC i lufthavnen. Efter afgivelse af faldreb (ceremoniel handling for højtstående officer der går til og fra borde) overtog FC kommandoen med skibet (skift af kommandotegn) og vi sejlede mod Limassol.

Under besøget fik FC et indblik i vores operationsmønster og skibets daglige rutiner. FC var specielt interesseret i vores Boarding kapacitet, både med hensyn til uddannelse, udstyr og procedure.

Som afslutning på sejladsen holdt FC møde med besætningen og fortalte kort om planerne i fremtiden for forsvaret generelt og søværnet i særdeleshed. Herefter kunne besætningen komme med spørgsmål til FC og forskellige spørgsmål, deriblandt varighed for dansk deltagelse i operation UNIFIL, samt personel problemet i forsvaret blev besvaret åbent og ærligt.

Kl. 1830 ankom vi til Limassol og FC gik fra borde for at få et kik på OPLOG TEAM ALFA’s lejr.
Efter afrigning af skibet og den obligatoriske oprydning ombord gik hele besætningen til grill komsammen i OPLOG lejeren. Her var der stillet an til det helt store taffel og alle gik ivrigt i krig med måltidet. FC med følge spiste naturligvis med og her blev der igen talt om fremtiden for det danske søværn, både de hjemlige opgaver, men også de opgaver som ligger og lurer i nær fremtid. 
Efter måltidet takkede FC for en dejlig dag og listede af.

Den 24. Apr. fik vi vores længe ventede medajler.
Det hele startede med at FC spiste frokost ombord i VIBN. Samtidig stillede besætningen op til parade i OPLOG lejeren.
Efter endt frokost kom FC og styrkechefen over i lejeren. Efter en kort tale hvor styrkechefen takkede for vores foreløbige indsats i operation UNIFIL, overrakte styrkechefen en medalje til vores chef.

Derefter kom turen til os.
Vores chef holdt en kort tale, hvorefter vi, et geled af gangen, trådte frem for at modtage medaljen samt medfølgende diplom. Chefen påsatte medaljen og FC overrakte diplomet.

Det var en stor ære for mange at være blandt de første danske besætningsmedlemmer i operation UNIFIL, der fik overrakt denne medalje.
Efter medajleoverrækkelsen skulle der naturligvis tages gruppebilleder med henholdsvis FC og vores egen chef i midten.

Efter billederne blev alle inviteret til kaffe og kage i OPLOG lejeren.

I skrivende stund, den 26. april, er skibet som en myretue. Alle har en opgave eller et stykke arbejde at udføre, så vi kan blive klar til at overdrage skibet til SKADEN’s besætning. Kontrol af udstyr, skift af vores ene motor, rengøring samt en ny gang maling til dækket, er blot nogle af de opgaver der står tilbage at løse.

Som afslutning vil vi gerne sige tak til alle derhjemme og specielt vores familier, uden hvis opbakning, det er umuligt at gennemføre en sådan operation på tilfredsstillende vis. 
Vi ses snart.

De bedste hilsner fra O-div og besætningen, med det stolte navn team YUKON.