Spring til indholdSpring til søgning på Forsvaret.dkSpring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
19. marts 2010

Indholdsområde

 
Lov om beskyttelse af havmiljøet 

Den 31. maj 2006 trådte en skærpet havmiljølov i kraft. Det betyder blandt andet, at miljøsyndere får højere bøde- og hæftestraffe, og at det ikke længere kan "betale" sig at svine i danske farvande. Bødeniveauet i Danmark ligger nu på niveau med vore nabolandes (Tyskland, Sverige, Norge og Finland). Strafferammen er hævet fra fire til seks års fængsel.

Den praktiske håndhævelse af loven, som til daglig foretages i SOK Operationsrum og Overvågnings- og Beredskabsafdelingen, Havmiljø, indebærer, at forsvaret overvåger skibstrafikken. SOK kan gennemføre indgreb over for skibe med henblik på at forebygge og standse mulig eller igangværende forurening. Desuden vil forurenende skibe kunne tilbageholdes for at sikre beviser til domstolene. Det sker blandt andet i forbindelse med grundstødninger og kollisioner.

Forsvarets beføjelser indebærer udøvelse af tilsyn, fremsættelse af krav om sikkerhedsstillelse, udstedelse af forbud og påbud samt gennemførelse af indgreb.

Ved hjælp af diverse overvågningssystemer og en beregningsmodel for hvordan olie bevæger sig på havoverfladen er det muligt at registrere, hvilke skibe der har været i et område under en olieforurening. Dette begreb kaldes ”backtracking”. Backtracking er med succes anvendt i foråret 2005, hvor danske og svenske myndigheder arbejdede sammen i forbindelse med en kollision ved Skagen. For at backtracking skal være effektivt, så kræves det dog at informationer om olieforurening kommer til SOK så hurtigt som muligt.

SOK kan så, populært sagt ”spole tiden tilbage” og se, hvilke skibe, der var i området på netop det tidspunkt, hvor det forventes at et olieudslip er sket. SOK har så myndighed til at gå ombord for at kontrollere skibspapirer og afhøre besætningen samt udtage prøver fra mistænkte skibe når de befinder sig i dansk territorialfarvand. Er skibet allerede ude af dansk farvand anmoder SOK om et kontrolbesøg i næste havn skibet besøger.

En særlig “fingeraftryks-metode“ anvendes af Danmarks Miljøundersøgelser. Den kan vise om en olieprøve fra et mistænkt skib har den samme individuelle kemiske sammensætning som en prøve taget ved forureningen. Metoden anvendes som bevismateriale i en eventuel retsforfølgelse af den mistænkte forurener – rederi eller skibsfører – hvor der typisk vil være bødekrav og krav om betaling af det omkostningskrævende oprydningsarbejde.