17-07-2009 - kl. 15:29
Svar
Newspaq har ved skrivelse af 27. april 2009 anmodet om aktindsigt i senest ajourførte regnskaber fra ABSALON togt til Adenbugten, herunder opgørelse over udgifter til drift, udgifter til vedligeholdelse og servicering til havs under togtet, udgifter til vedligeholdelse og servicering i forbindelse med værftsbesøg og besøg på land under togtet, udgifter til planlagt eller ikke planlagt kontrol eller vedligeholdelse på ud- og hjemrejse til Afrikas Horn samt udgifter til drift af det nationale logistiske støttecenter i Djibouti.
Søværnets Operative Kommando (SOK) kvitterede ved skrivelse af 30 april 2009 for modtagelsen af henvendelsen.
Generelt vedr. forsvarets økonomistyringssystem (DeMars/SAP)
Et af formålene med DeMars/SAP er at angive totalomkostningerne ved en udført opgave. Dette medfører, at eksempelvis søværnets deltagelse med et skib i en international mission opgøres som en kombination af omkostninger direkte relateret til skibet, samt en række indirekte omkostninger fra forsvarets samlede støttestruktur. Ved støttestruktur forstås værksteder, skoler, logistikstøtte, etablissementer mv.
I relation til søværnets skibe er omkostningsbilledet sammensat af:
• En aktivitetsopgørelse i form af direkte omkostninger for det enkelte skib.
• En vedligeholdelsesopgørelse udregnet som gennemsnittet for hele skibsklassen gange antallet af sejldøgn.
Det er således ikke muligt entydigt at udskille totalomkostninger til drift og vedligeholdelse af det enkelte skib.
Med udgangspunkt i ovennævnte generelle bemærkninger kan følgende omkostninger opgøres for ABSALON deltagelse i Task Force 150/151:
• Spørgsmål: ”Opgørelse over udgifter til drift”
Besvarelse: Søværnets omkostninger ved ABSALON deltagelse i TF 150/151 udgør 79,8 mio. kr. I dette beløb er inkluderet omkostningerne til drift af det nationale støtteelement i Djibouti samt til variable ydelser, men der er ikke inkluderet omkostninger relateret til støttestrukturen og fast løn.
• Spørgsmål: ”Udgifter til drift af det nationale logistiske støttecenter i Djibouti”.
Besvarelse: Omkostninger til drift af det nationale støtteelement i Djibouti udgør 20,1 mio. kr.
Besvarelse af de øvrige spørgsmål kan ikke entydigt identificeres i DeMars/SAP.
Afgørelser indeholdt i denne skrivelse kan påklages til Forsvarskommandoen, Danneskiold-Samsøes Allé 1, 1434 København K.