Se også længerevarende mærkeperioder
1. december 1967
Søværnets Materielkommando (SMK) oprettes som søværnets centrale myndighed for de tekniske og forsyningsmæssige områder. I SMK indgår: Søværnets Skibs- og Maskininspektion, Søartilleriet, Søminevæsenet, Søværnets Televæsen, Søværnets Navigationsvæsen og Søværnets Intendantur.
2. december 1977
Det første missil af typen HARPOON affyres fra fregatten HERLUF TROLLE.
4. december 1676
Slaget ved Lund. Flåden afgiver 3 matrosbatailloner inddelt i 24 "hobe", i alt 1500 mand, der bevæbnede med pistoler, huggerter og morgenstjerner under søofficerer deltager i slaget, men nedkæmpes.
7. december 1967
Undervandsbåden DELFINEN kolliderer under uddykning med en ukendt fiskekutter nordvest for Skagen. Der skete en del materiel skade på ubåden, herunder et bøjet periskop. Den svenske fiskekutter MÄLARÖ bliver senere meldt savnet og dens besætning på 4 mand bliver dagen efter fundet frosset ihjel i deres redningsflåde.
8. december 1719
General admiral Ulrich Christian Gyldenløve dør, kendt som flådefører fra Store Nordiske Krig samt som præsident i Admiralitetet. Stifter af Søkadetakademiet.
10. december 1692
Holmens første "Fabrikmester", viceekvipagemester, senere admiral og Holmens chef, Olaus Judichær, ansættes; herefter bygges skibene efter videnskabelige metoder, ikke som tidligere efter praktiske erfaringer.
12. december 1952
Depotskibet ÆGIR indgår i Flådens tal.
12. december 1991
Kystradarstation Gedser fuldautomatiseres og ophører som selvstændigt tjenestested.
14. december 1755
Kgl. konfirmation på fundatsen for "Liig og Begravelses Cassa for Under Officiererne ved Søe Artilleriet". Ophævet 29 AUG 1941.
14. december 1911
Marinens Flyvevæsen oprettes med premierløjtnant Ullidtz som leder af den første Marineflyveskole.
14. december 1918
Torpedobåden SVÆRDFISKEN, chef premierløjtnant Quaade, minesprænges i Store Bælts sydlige del under minerydning af tysk minefelt, 8 mand omkommer.
15. december 1958
Søværnets Eksercerskole nedlægges i Arresødallejren. I stedet hejses kommandoen på den nye eksercerskole i Auderød. ”Øvelsesskibet LAPPEDYKKEREN” tages i brug 19 NOV 1959.
15. december 1959
Første kommandohejsning i MOBA, Torpedobådenes mobile base. Virksomheden havde dog været i gang siden 1952.
16. december 1704
Forordning hvorefter søfolk indføres i søruller med henblik på tjeneste i Flåden.
18. december 1556
"Grønnegaards Havn", Flådens leje syd for den nuværende Knippelsbro på Amagersiden, overdrages af Kong Christian III til København, efter at Flåden er flyttet til "Krabbeløkken" på det senere Bremerholm, som anlagdes omkring 1536. Før "Grønnegaards Havn" lå Flåden fra ca. 1428 i "Rævehalegattet" bag Slotsholmen.
19. december 1989
Patruljefartøjet FLYVEFISKEN indgår i flådens tal. Skibet er det første i en serie på 14 enheder, der er bygget efter Standard Flex konceptet, hvor en grundenhed ved hjælp af et modulariseret containersystem kan udrustes til at løse forskellige opgaver.
21. december 1815
Orlogsbriggen BORNHOLM, chef kaptajn Schönheyder, på togt til Middelhavet og Vestindien i 1815 – 17, slutter fred med Tripolis, hvorved bl.a. adskillige fangne skibsbesætninger, der har været holdt som slaver, frigives.
21. december 1939
Kommandørkaptajn Kjølsen udsendes som den første marineattache ved det kgl. Gesandtskab i Berlin.
23. december 1799
Fregatten HAVFRUEN, chef kaptajn Jost van Dockum, tvinger tre engelske fregatter PHOENIX, EMERALD og FLORA til at afstå fra visitation af konvoj i nærheden af Gibraltar.
24. december 1811
Linieskibene SCT. GEORG og DEFENSE fra den engelske flådestyrke i danske farvande, under viceadmiral Sir James Saumarez, strander udfor Ringkøbing, ca. 1400 mand drukner.
27. december 1787
Fabrikmester, kommandørkaptajn Henrik Gerner dør, kendt som skibsbygger og konstruktør af Flådens orlogsskibe og fregatter (Medalje slået).
28. december 1722
Der indføres en ”egal mundering”, en slags uniformering for Søetatens officerer. Den anbefalede uniform er rød med metalknapper, og skal anskaffes for egen bekostning.
28. december 1908
Krydseren HEJMDAL, chef kaptajn J.H. Schultz, bringer under Middelhavstogt hjælp til de nødlidende efter jordskælvet på Messina.
29. december 1799
Fregatten HVIDE ØRN, interims chef kaptajnløjtnant van der Osten, forsvinder i orkan med hele sin besætning udfor Korsika under konvojtjeneste i Middelhavet.
30. december 1718
Kommandør Tordenskiold udnævnes til schoutbynacht efter at have overbragt kong Frederik IV den første melding om, at kong Karl. XII er skudt 11 DEC 1718 ved belejringen af Frederikshald.
30. december 1726
Planen til Bradbænken på Nyholm approberes ved kgl. resolution og anlægges over det senere i 1728 sænkede udrangerede orlogsskib ELEPHANTEN. (Bradbænk, d.v.s. kølhalingsplads, af oldnordisk: Brad - bestryge med beg).
31. december 1917
Undervandsbåds- og flyvebådsdelingen oprettes. Chef er kommandør Th. Topsøe Jensen.
31. december 1969
Søværnskommandoen nedlægges og videreføres i Marinestaben.