Officersuddannelsen
Søofficersuddannelsen er en målrettet lederuddannelse, som giver dig den teoretiske og praktiske baggrund for at fungere effektivt som leder om bord på søværnets skibe og ved de forskellige tjenestesteder i land.
Officersuddannelsen kræver en stor studiemæssig indsats ud over den daglige arbejdstid. Selve jobbet vil også stille dig over for store menneskelige og faglige udfordringer. Til gengæld kan vi love dig et enestående job med nogle fordele, som du næppe finder andre steder:
Løn under hele uddannelsenen
tidssvarende og fremtidssikret lederuddannelse
løbende efter- og videreuddannelse
personlige udviklingsmuligheder og
gode karrieremuligheder.
Søofficersuddannelsen er åben for alle kvinder og mænd, der opfylder adgangskravene. Lønforhold, ansættelsesvilkår og karrieremuligheder er ens for alle.
I løbet af din karriere som søofficer vil du gennemgå en løbende videreuddannelse. Det er en fast del af Forsvarets lederudvikling, og en forudsætning for, at du kan avancere. Du får altså ikke automatisk højere rang, men du skal selv kvalificere dig efter dine evner og interesser.
Du skal blandt andet igennem en ansættelsesprøve, og du vil blive vurderet regelmæssigt i hele aspirantperioden. I Forsvaret er vi meget omhyggelige ved udvælgelsen af vore kommende ledere, og ingen får lov til at gennemføre officersuddannelsen, hvis vi ikke er overbevist om, at han eller hun er egnet til jobbet.
Du skal også være klar over, at du som søofficer har pligt til at forrette tjeneste fjernt fra dansk område, herunder tjeneste i forbindelse med opgaver, der udføres på mandat fra internationale organisationer under FN og OSCE (Den Europæiske Sikkerhedsorganisation) samt NATO.
Søofficerens arbejdsområder
De nationale og internationale opgaver, søværnet skal løse i de kommende år, stiller store krav til vores ledere på alle niveauer.
Officersuddannelsen udvikler dine lederegenskaber. dvs. ansvarlighed. samarbejdsevne, målrettethed, kreativ tænkning, naturlig myndighed, selvstændighed og faglig ekspertise.
Du bliver ikke blot faglig kompetent, men udvikler også egenskaber som selvstændighed, initiativ og handlekraft. Samtidig lægges der stor vægt på kammeratskab og sammenhold i officerskorpset.
Jobbet vil fra starten give dig masser af udfordringer. Som søofficer af linien uddannes du til stillinger til søs og på land inden for operative, tekniske eller administrative opgaver.