Søværnets Specialskole (SPS) blev oprettet den 1. januar 2006 ved en sammenlægning af daværende Søværnets Taktik- og Våbenskole og Søværnets Teknikskole.
SPS har ansvaret for at uddanne militære specialister til søværnets skibe.
I SPS organisation er vi samlet ca. 230 medarbejdere, fordelt på en stab og 5 tilknyttede uddannelsesinstitutioner (kurser).
Chefen for Søværnets Specialskole (CH SPS) assisteres af en stab på 10 medarbejdere, fordelt i en Uddannelses–, Studie/Udviklings- og Administrationssektion.
Stabens opgaver er drift, koordination og kontrol af Søværnets specialuddannelser. Staben sikrer, at Søværnets Operative Kommando (SOK) behov for specialuddannelser dækkes så optimalt som muligt. Staben besidder ekspertise indenfor uddannelsesteknologi, pædagogik, faglige specialer såsom militære operation, våben, teknik samt drift, herunder ressourcestyring, økonomi og forvaltning. Staben yder desuden råd og vejledning til kurserne.
Den egentlige uddannelsesvirksomhed foregår ved de følgende 5 underlagte kurser: Søværnets Havarikursus (SHK), Søværnets Dykkerkursus (SDK), Søværnets Taktikkursus (TAK), Søværnets Teknikkursus (TEK) og Søværnets Våbenkursus (VBK).