EPAF - European Expeditionary Air Wing
Den 9. juli 2004 blev der indgået en historisk aftale mellem Norge, Holland,
Belgien, Portugal og Danmark. Aftalen indebærer, at de fem landes flyvevåbner
fremover planlægger på at deltage som en samlet enhed i forbindelse med
kommende internationale operationer. Samarbejdet har udmøntet sig i oprettelsen
af European Expeditionary Air Wing i daglig tale kaldet EEAW.
Enheden vil bestå af små og store bidrag fra de fem lande; men samlet set vil
enheden være af en betragtelig størrelse. Fælles for landene er, at de alle har
små flyvevåbner, og at de har, eller snart får F-16 fly.
Et af principperne bag samarbejdet er, at hvert land bidrager med det, man har
mulighed for. I modsætning til hvad de fem lande hver for sig kan bidrage med,
er de samlet i stand til at bidrage med en enhed, der kan måle sig med de store
NATO-lande.
Enheden kan f.eks. bemande og drive en hel flyvestation med 30-40 top moderne
F-16 fly, der er udstyret med de mest moderne våben og alt hvad der skal til
for, at flyene kan operere herunder bl.a. brand og redning,
flyvekontroltjeneste, bevogtning m.m.
Det danske Flyvevåben har tidligere både i forbindelse med deltagelsen i
konflikten i Kosovo og i Afghanistan haft et nært samarbejde med enkelte af de
nævnte lande. Der har også været et teknisk samarbejde med de fleste af
landene, siden Danmark i midten af firserne købte F-16.
Aftalen er historisk - det er første gang, så mange, små NATO-lande har indgået
en aftale om samlet at stille et betydeligt bidrag til kommende fredsbevarende
og fredsskabende operationer.
Danske kampfly har været anvendt i en række internationale operationer i de
seneste år: Første gang var i forbindelse med Operation Allied Force i Kosovo.
Anden gang var Operation Enduring Freedom mod terrorister i Afghanistan. Tredje
gang var i forbindelse med overvågning og beskyttelse af luftrummet i de
Baltiske lande.
Afghanistan - ”Operation Enduring
Freedom”
1. oktober 2002 – 1. oktober 2003
Den amerikansk ledede koalition indledte 7. oktober 2001 Operation Enduring
Freedom mod Al Qaida terrornetværket og Taliban-regimet i Afghanistan. Danmark
har konsekvent udtrykt solidaritet med kampen mod terrorisme, og har siden 1.
oktober 2002 støttet med seks F-16 kampfly.
Det danske F-16 bidrag foregik i tæt samarbejde med Holland og Norge i det
såkaldte EPAF-samarbejde. EPAF står for European Participating Air Forces og
har sin oprindelse helt tilbage fra anskaffelsen af F-16. Samarbejde har bl.a.
betydet, at landene kan dele forskellige opgaver og funktioner imellem sig og
derved spare væsentlige ressourcer. Norge trak sit bidrag hjem 1. april 2003,
mens Holland og Danmark fortsatte samarbejdet til 1. oktober 2003.
Det fælles F-16 bidrag var stationeret på den amerikansk ledet flybase, der
ligger i forlængelse af den civile Manas Lufthavn ved hovedstaden Bishkek i det
nordlige Kirgisistan. Bidraget afløste tolv amerikanske F-18 kampfly og seks
franske Mirage-jagere, der var udstationeret på basen indtil 1. oktober 2002. Foruden
EPAF-bidraget var basen bemandet af ca. 1500 mand fra Spanien, Sydkorea og USA,
hvoraf de 147 var danske.
Styrkebidraget var som nævnt stationeret på Manas i Kirgisistan mere end 1000
km nordøst for missionsområdet i Afghanistan. Det betød, at missionerne ofte
var op til syv timers varighed. Det var derfor også nødvendigt for de danske
fly at lufttanke flere gange under hver mission.
Opgaven for Danmark og Holland lød på at flyve væbnede patruljer over
Afghanistan og om nødvendigt yde luftstøtte til allierede tropper på
landjorden. Den politiske beslutning gav danske F-16 mandat til at bekæmpe al
Qaida og Taliban-styrker. Derudover har danske styrker altid ret til at handle
i selvforsvar, hvis de selv eller andre soldater fra alliancen skulle blive angrebet.
Danske fly gennemførte våbenaflevering flere gange mod fjendtlige styrker og
hulekomplekser for at tilintetgøre de mål, som de blev indsat imod. Til støtte
for operation Enduring Freedom gennemførte de danske F-16 fly i alt 743
missioner i luftrummet over Afghanistan, hvilket svarer til ca. 4.350
flyvetimer.
Udover F-16 bidrog Flyvevåbnet til operationerne i og omkring Afghanistan med:
• 1 x C-130 Hercules transportfly
Med tilhørende støttefunktioner
indtil 1. oktober 2002.
• 1 x Laste- og losse-hold (Air Movement
Control Element)
Der behandlede flyfragt indtil 10.
oktober 2002.
• 1 x Sikkerhedsstyrker
Der bevogtede hegnet omkring basen
indtil 1. oktober 2003.
Baltikum – ”Baltic Air Policing”
1. juli 2004 – 14. oktober 2004
5. januar 2009 - 1. maj 2009
1. september 2011 – 4. januar 2012
Estland, Letland og Litauen indtrådte NATO-alliancen den 2. april 2004, men
havde ikke selv jagerfly til at hævde deres territoriale suverænitet. Derfor
bidrog en række af de nuværende NATO-lande med en hjælpende hånd til
patruljering og opbygning af luftforsvaret i de baltiske lande.
Den 28. marts 2004 sendte Flyvevåbnet 24 soldater til Baltikum, der i
samarbejde med flyvevåbenenheder fra Belgien, Norge og Storbritannien skulle
hjælpe de tre nye NATO-lande med at overvåge og beskytte eget luftrum. De
danske styrker var udsendt til Siauliai Air Base i Litauen, hvor de hjalp med
en række støttefunktioner som bl.a. brand- og redningskøretøjer,
nødlandingsanlæg, en flytankvogn og en fejemaskine. Det var belgiske F-16, der
udførte selve patruljeringsopgaven.
I forbindelse med en rotation tilbød Danmark at stille et F-16 bidrag, der
skulle afløse Belgiens til patruljeringsopgaven. Der blev i den forbindelse
stillet et forslag i folketinget om deltagelse. Den 2. juni 2004 gav
folketinget sit samtykke til at danske militære styrker kunne stilles til
rådighed for NATOs håndhævelse af suveræniteten i luftrummet over Estland,
Letland og Litauen som led i NATOs integrerede luftforsvar.
Den 29. juni 2004 blev det afgjort, at Danmark skulle fortsætte med sit
støttebidrag på 15 personer og udføre Air Policing med F-16 fly. Derfor
udvidede Flyvevåbnet sin styrke på Siauliai Air Base fra 1. juli 2004 til 14.
oktober 2004 til fem F-16 fly, seks piloter og omkring 60 specialister fra
flyvevåbenet til varetagelse af diverse støtte- og vedligeholdelsesopgaver og
ikke mindst varetagelse overvågningsopgaven.
I 2007 fortsætter Danmark sin støtte til denne mission bl.a. ved rådgivning og
træning i forbindelse med flyoperationer, uddannelse af Fighter Controller og
samarbejde inden for flysikkerhed, brandbekæmpelse og håndtering af brændstof.
Derefter har Danmark støttet de Baltiske lande med fly og personel til
opretholdelse af deres afvisningsberedskab og territorieovervågning i 2009 og
senest fra September 2011 til 4. Januar 2012.
Island
Samme type mission som
ovenfor beskrevet har vi udført på Island. Baggrunden for det var lukningen af
den amerikanske base på Keflavik, som indtil da havde udført territorialovervågning
for Island.
Fighter Wing Skrydstrup var på Island i marts 2009 og igen i marts 2010. Så
i marts 2009 overvågede F-16 fly og personel fra Fighter Wing Skrydstrup
territorier i ikke mindre end 5 NATO-lande på samme tid. De tre Baltiske lande,
Island og, som altid, hjemme i Danmark.
Kosovo
29. marts 1999 – Juni 2000
I oktober 1998 besluttede Folketinget efter anmodning fra NATO at stille seks
F-16 fra Eskadrille 730 med piloter og støttepersonel til rådighed for en
international flystyrke på Balkan som en del af Operation Allied Force. Den 24.
marts 1999 indledte NATO sine luftoperationer mod serbiske stillinger i Kosovo.
Den 13. oktober klokken 21.00 fløj de seks kampfly og 115 mand fra Flyvestation
Skrydstrup med kurs mod den italienske flybase Grazzanise, som under hele
operationen var hjemsted for danske og norske fly. Operation Allied Force var
første gang, hvor danske piloter deltog i krigshandlinger. Under størstedelen
af operationen blev de danske fly benyttet til luftforsvar og eskorte. I sidste
fase af operationen deltog den danske eskadrille i et antal offensive
operationer, der gik ud på at ødelægge blandt andet radarinstallationer,
brændstofdepoter og jugoslaviske kommandocentre i Kosovo.
I april 1999 vedtog Folketinget efter fornyet anmodning fra NATO, at sende
yderligere tre F-16 til Grazzanise. Flyene fløj fra Flyvestation Skrydstrup den
22. april. Danmark bidrog i alt med 9 F-16 indtil den 10. juni 1999, hvor
serberne accepterede NATO's fredsbetingelser og luftangrebene ophørte. Siden
har NATO opretholdt en flystyrke på Grazzanise som sikkerhed, for at
fredsaftalen bliver realiseret. I den forbindelse har tre danske F-16 med
piloter og støttepersonel været stationeret på den italienske base indtil
Folketinget i juni 2000 besluttede at kalde de danske fly og dele af styrken
tilbage.
Flyvevåbnet havde personel på basen indtil de sidste blev kaldt hjem i ugerne
38/39 i 2002.
OMLT - Operational Mentor and Liaison Team
I 2008 besluttede Danmark, på anmodning fra FN, at sende OMLT hold til
Afghanistan. Et hold skulle bestå af ca. 12 personer, som skulle undervise den
afghanske hær i kasernedrift. Eller i, hvordan det kunne gøres. Det første hold
startede i februar 2009. Fighter Wing Skrydstrup har siden stillet personel til
rådighed for disse OMLT hold, og især hold 2 var bemandet med en række af vores
nøglepersoner. Udover udsendelser i hold, har vi næsten konstant personel ude i
såkaldte enkeltmandsudsendelser. Det er udsendelser, hvor enkeltpersoner
støtter udsendelser, hvor andre myndigheder er ”parent unit”.
LIBYEN – ”OPERATION UNIFIED
PROTECTOR”
Da den Danske regering i april 2011 besluttede at sende 6 operative F-16
fly fra Fighter Wing Skrydstrup til Middelhavsområdet, for, på FN’s opfordring,
at hjælpe med at beskytte civilbefolkningen i Libyen i en borgerkrig, blev det
indledningen til vel nok den mest operative og intense indsættelse af det
Danske flyvevåben nogensinde.
I løbet af 24 timer var fly og personel på plads på den Italienske
Sigonella-base på Sicilien. Og meget kort tid efter var de også klar til at
operere derfra.
Det blev til en meget travl og intens periode, ikke blot for de udsendte,
men også for resten af Flyvevåbnet. På basen var der lange arbejdsdage for
personellet og hjemme havde de travlt med genforsyning og med hele tiden at
have personel klar til udskiftningsholdene.
Konflikten stoppede den 20. oktober 2011, hvor Gadaffi blev fanget og døde
umiddelbart derefter af de kvæstelser han havde fået. Det Danske bidrag vendte tilbage til Danmark
i begyndelsen af november, efter at være blevet kaldt operationens ”rockstars”
af den NATO-ledede operation.