11-09-2008 - kl. 21:30
Når en flådestyrke opererer, er det vigtigt, at den civile skibstrafik er informeret og har fået den nødvendige vejledning. Ellers risikerer de civile skibe at komme i en situation, der er uheldig eller måske ligefrem farlig. Der kan også være tale om, at krigsskibe skal hjælpe og beskytte civile skibe i områder, hvor der er en trussel mod skibsfarten som fx i Aden-bugten og området ud for Somalias kyst.
I NATO-regi håndteres disse vigtige opgaver under etiketten NCAGS, der er en forkortelse for Naval Co-ordination And Guidance for Shipping. Under DANEX 08 er NCAGS også på banen i form af orlogskaptajn Finn Strøbæk. Sammen med en britisk kollega tilrettelægger og styrer han samarbejde og vejledning med den civile skibsfart under øvelsen.
– I Danmark ser vi NCAGS som søværnets kontaktflade til den civile skibsfart. Det handler om, at skabe sikre rammer for alle der har havet som arbejdsplads. Med NCAGS har vi et fleksibelt værktøj, der gør det muligt at hjælpe og rådgive de civile skibe samtidig med, at vi skaber et tillidsforhold mellem søværnet og den civile skibstrafik, forklarer Finn Strøbæk.
Under DANEX 08 er der etableret en NCAGS-stab i Frederikshavn, der foruden seks danskere består af en polak, en brite og fire hollændere. Staben indsamler informationer om civile skibe og orienterer dem om øvelsen og om hvilke områder skibene skal undgå på bestemte tidspunkter.
– Som noget nyt har vi på denne øvelse et samarbejde med havne: Århus, Aalborg, Frederikshavn og Grenaa – et samarbejde, der kører rigtig godt. Vi tager ud til havnene og orienterer skibene. Til gengæld spørger vi skibene om de eventuelt vil være villige til at være med i øvelsen ved at stille sig til rådighed for krigsskibenes besætninger, der skal træne i at gå om bord og undersøge et civilt skib. Ca. 95 % af de skibe, vi har spurgt, har sagt ja, fortæller Finn Strøbæk.
Også ude i den store verden har Danmark sat et markant fingeraftryk på NCAGS:
– I samarbejde med Danmarks Rederiforening har vi stillet et forslag om en korridor gennem Aden-bugten, hvor NCAGS kan støtte den civile skibsfart. Forslaget er blevet godt modtaget og det er jo skønt, at vi på denne måde kan være med til at klare de udfordringer, der findes i dette område, slutter Finn Strøbæk.