12-09-2008 kl. 22:05
Tekst: PL-R Michael Linden-Vørnle. Foto: MOKS Jesper Nielsen
Den grå helikopter svæver over helikopterdækket på ESBERN SNARE. Et tykt, mørkt reb kastes ned og et øjeblik efter glider fire soldater en efter en hurtigt ned ad rebet og ned på skibet. Teknikken, der kaldes for fast-roping, er en hurtig metode til at lave boarding – altså at gå om bord på et andet skib. I dag er det soldater fra Frømandskorpset, der træner fast-roping fra en af de britiske Lynx-helikoptere, som deltager i DANEX 08.
Det er vigtigt at beherske forskellige teknikker til boarding, da omstændighederne kan være meget varierende. Normalt vil et boarding-hold, der skal om bord på et skib for at lede efter ulovlige våben, smuglergods etc., gå om bord på et andet skib ved at sejle over til skibet i en gummibåd og klatre om bord. Men under mere kritiske forhold – fx i en gidselsituation – kan fast-roping være en bedre metode.
Frømandskorpset deltager i DANEX 08 for at øve konceptet med at bruge søværnets støtteskibe som platform for den stab, der styrer korpsets operationer. Det er en udfordring for både skibet, ESBERN SNARE, og for Frømandskorpset, men det giver masser af god træning for begge parter. Frømandskorpset betragtes som en del af skibets besætning, der giver en bredere vifte af muligheder for at løse opgaver. Med Frømandskorpset om bord har chefen for en flådestyrke med andre ord en mere alsidig værktøjskasse til at gøre sit arbejde.