Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
02. september 2010

Indholdsområde

 
Storstilet befrielsesaktion i Ålbæk bugt 
Frømandskorpset demonstrerer boarding vha. fast-roping.
Frømandskorpset demonstrerer boarding vha. fast-roping.
Øvelse DANEX 08 sluttede af med omfattende aktion for at rede gidslerne ombord på det skib der blev kapret for over en uge siden.
16-09-2008 kl. 05:20
Tekst: Nikolaj Grøn. Foto: Morten Kromann

En større multinational flådestyrke og søværnets Frømandskorps blev sat ind for at befri gidslerne ombord på tankskibet AMMENSEE. I løbet af ugen havde pirater flyttet rundt på gidslerne i land og nu var de flyttet tilbage på skibet.

Fra støtteskibet ESBERN SNARE blev den omfattende aktion koordineret fra skibets operationsrum. Hurtiggående motorbåde sejlede frømændene i stilling til at borde gidselskibet, mens en specialskytte sikrede fra en helikopter. Frømændene klatrede ombord og tog kampen op med gidseltagerne, der enten blev nedkæmpet eller overgav sig.

I højt tempo gennemsøgte specialstyrkerne skibet for at finde gidslerne. Undervejs lagde øvelsesledelsen et utal af forhindringer i vejen. Blandt andet bombesprængninger, ildebrand og udslip af giftige væsker. Fra de forskellige flådefartøjer strømmede hjælpen til i form af brandslukningshold, bomberydere og redningshold.

I land var patruljer fra hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) blevet indsat tidligere for at sikre at den nærliggende Ålbæk havn. Nu blev havnen angrebet fra alle sider og samtidigt forsøgte hurtiggående både fra land at angribe den multinationale styrke. Søværnets fartøjer nedkæmpede de angribende både og gav samtidigt artilleristøtte til soldater på kysten, så de kunne trække sig ud til de ventende helikoptere.

Ombord på det kaperede skib blev gidslerne fundet en efter en og sejlet i sikkerhed på støtteskibet sammen med frømændene. Derefter overtog et boarding-hold fra ESBERN SNARE sikringen af det befriede skib og sejlede det mod en sikker havn.

 

Tilbage på støtteskibet ESBERN SNARE kunne sømænd, frømænd og tidligere gidsler endeligt ånde lettet op: befrielsesaktionen var lykkedes og en lang og lærerig øvelse DANEX 08 var slut.