14-09-2008 kl. 18:21
ESBERN SNARE’s besætning tæller knapt 100 personer, men under DANEX 08 er det store grå skib hjem for omkring 240 mennesker. De mange gæster er bl.a. de stabe, der kører øvelsen, helikopterbesætninger og mandskab fra Frømandskorpset. Det er en udfordring for skibet og dets besætning at håndtere og servicere de mange gæster samtidig med at både daglige rutiner og øvelsesprogrammet under DANEX skal køre.
Også i skibets kabys er der tryk på. Der skal laves tre måltider om dagen til besætning og gæster. Det kræver en ekstra indsats af de tre kokke, bageren, slagteren, skylleren og de to messegaster, der arbejder i kabyssen. Heldigvis får de under DANEX god hjælp af to gaster fra Frømandskorpset og to medarbejdere fra Lokalt Støtteelement i Kongsøre. Også en gast fra en inspektionskutter og to gaster fra inspektionsskibene har været med til at holde kabyssen oven vande, men de tog af sted i fredags.
– Vi har før haft travlt, men ikke i så lang tid. Det har været hårdt, men det er gået godt, fortæller marineoverkonstabel Jan Lausten, der er kok, mens han er i sving med at gøre klar til aftenskafning. Helt fri for uheld har kabyssen dog ikke været. På den samme dag brød både affaldskværnen og en af ovnene sammen. Heldigvis kunne begge dele repareres.
– Der var mest knald på, mens vi var i Aalborg. Ud over at lave tre måltider om dagen til besætningen og gæsterne, skulle vi også lave mad til et cocktailparty for 130 mennesker og til en officiel middag afholdt af chefen for Søværnets Operative Kommando. Det var en mærkelig fornemmelse at glæde sig til ”kun” at lave mad til 240 mennesker igen, slutter Jan Lausten.