Søværnets Frømandskorps (FKP) deltager i årets øvelse DANEX som en Special Operations Task Group, Maritim (SOTG (M)), der vil have fremskudt operativ base være ombord i det fleksible støtteskib ESBERN SNARE (ESSN) under hele øvelsen.
Det betyder, at 60-80 personer vil være ombord i ESSN, hvor de fra faciliteter på flexdækket vil planlægge, forberede, lede, koordinere, indsætte og støtte et antal specialoperationer, der skal gennemføres både til søs og i land. FKP magtanvendelse udgår med andre ord fra havet helt i tråd med Søværnets Mission.
På det internationale plan er der sket en stor udvikling af specialoperationsstyrker i de sidste ti år. Hvor specialoperationsstyrker tidligere i hovedsagen bestod specielt udvalgte og uddannede operatører, hvor det i FKP tilfælde var frømænd, samt et relativt lille antal støttefolk uden frømandsuddannelse, så er det billede helt anderledes i dag.
Det handler om at kunne skabe strategisk effekt med en specialoperationsstyrke.
Det vil sige at kunne levere resultater mod mål, der er af afgørende betydning for den overordnede militære kampagne i nutidens relevante indsatsområder. Til det skal man bruge en specialoperationsstyrkekapacitet, der er sammensat til opgaven, og som også skal kunne komme frem til det geografiske område, hvor opgaven skal kunne løses på relativt kort tid. Evnen til at kunne deployere over både lange (strategiske) og korte (taktiske) afstande er af afgørende betydning for kapaciteten.
En moderne internationalt anvendelig specialoperationsstyrkekapacitet skal derfor kunne lede sine operationer i fuld koordination med de øvrige styrker i området, den skal kunne levere egen indsats (combat), indsatsstøtte (combat support) og administrativ og logistisk støtte (combat service support).
I det nuværende forsvarsforlig er der derfor blevet arbejdet på at transformere FKP fra det gamle relativt lille korps af frømænd til en moderne specialoperationsstyrke, der både kan indeholde de relevante dele af nævnte elementer enten til dagligt, eller som kan tilføres og integrere de elementer, der måtte mangle, for at de enkelte operationer kan gennemføres med succes. Task organisationen vil derfor næsten aldrig være helt ens fra gang til gang.
Specialoperationer opdeles i informationsindhentning, direkte indsats og militær støtte, hvor det som oftest er den direkte indsats der er blevet synonym med den almindelige opfattelse specialoperationsstyrke. Direkte indsats er da også den mest komplekse og krævende opgave, og den er derfor også den opgave, der kræver mest træning. Derfor er direkte indsats meget ofte en centralt punkt i FKP øvelsesdeltagelse, men det er ikke det eneste.
Placering af en FKP ledet SOTG (M) ombord i et fleksibelt støtteskib betyder i virkeligheden, at der tilføjes indsatsstøtte i form af missiler, kanon, helikopter m.v., samtidigt med at der tilføjes administrativ og logistisk støtte i form af forplejning, indkvartering, reparationsfaciliteter, skibshospital. Sidst men ikke mindst så tilføres evnen til strategisk deployering, da den samlede SOTG kan flyttes og indsættes fra havet næsten hvor som helst på kloden. Det vil være en unik og meget moderne kapacitet, som de færreste lande, som vi normalt sammenligner os med vil kunne stille tilsvarende.
Det er derfor vigtigt for SOK og FKP, at bruge DANEX 08 som en operativ afprøvning af SOTG (M) ombord i ESSN, således at de indhøstede erfaringer kan anvendes til at færdiggøre kapaciteten inden for det nuværende forsvarsforlig, der udløber næste år.
Grafisk oversigt over en mulig SOTG (M): Kommando, kontrol over egne enheder samt koordination med andre udføres fra det fleksible støtteskib, der er sejlende fremskudt base. Informationsindhentning foregår fra observationsposter (OP) i land, fra fartøjer til søs og fra fjernstyret fly. Et direkte indsatshold er klar til aktion, når det vurderes mest optimalt.
