24-08-2010 - kl. 12:19
Under Søværnets 500 år jubilæum var TEAM ALFA opstillet ved maskingraven på Nyholm. I løbet af ugen fik vi 46 opgaver omfattende alt fra transporter, forsyninger, kendte reparationer på skibe til uforudsete opgaver for kommandocenteret på Kvæsthusbroen. Alle danske skibe bidrog til, at ugen ikke blev kedelig. Vi priste os lykkelige over den gummibåd vi havde med, den sparede os for mange timer i den københavnske trafik.
Mandag den 16. forlagde vi til Køge. Køge ligger centralt i forhold til de to primære øvelses områder. Assistance er sket i følgende havne; Helsingør, København, Sjællands Odde, Kalundborg, Korsør, Rødby Havn og Rønne.
TEAM ALFA plads i Køge havn gav mulighed for at etablere en midlertidig helikopter platform i baghaven, sådan en er altid rar af have. Allerede tirsdag landede den første LYNX fra UK SQ 815. En del passager og pakker er det blevet til siden. En beboelsescontainer står klar, såfremt passagerer skal overnatte før de kan sendes videre.

Opdatering af førstehjælp |
Første uge i Køge bød på 21 opgaver, hvilket var over det forventede set i lyset af alle danske skibe var blevet assisteret i første uge. TEAM ALFA havde taget kontakt til Combat Support Wing i Karup, der over to dage fik vores førstehjælp opdateret og piskede os gennem handlebaner.
Søværnets indtog i Køge tiltrak sig lokal opmærksomhed både fra aviser og tv. Derfor besluttedes det at holde et åbent hus arrangement søndag.
Hvad vejrguderne har imod Søværnets åbne arrangementer vides ikke, men i de 2 timer vores åbent hus varede var vejret ikke mildt stemt. Dette til trods fik vi op mod 100 besøgende. Når regnen var heftigst søgte gæsterne til messeteltet, hvor kokkens kringle og kaffe blev værdsat.
I denne uge gennemføres der vedligeholdelse skydning med karabin M/96 sideløbende med, at der opretholdes reparationsberedskab.