Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
DANEX 2010
Forsvarets mærke
22. maj 2013

Indholdsområde

 
Flåden blev presset 
Journalist Sune Wadskjer interviewer
Journalist Sune Wadskjer interviewer
Chefer på fem flådefartøjer blev trænet i at modtage pressen og bevare fatningen, når spørgsmålene regnede ned over dem og når kameraet kørte.
29-08-2010 - kl. 10:27
Af kaptajn Niels Brandt, presseofficer
Medietræningen var en del af øvelse DANEX 10, som flåden afholder hvert år med deltagelse af bidrag fra 12 nationer.

I perioden fra den 23. til den 25. august udgjorde tre medarbejdere fra Forsvarets Mediecenter samt presseofficeren fra Det Danske Internationale Logistik Center den simulerede presse (SIMPRESS), som skulle træne beslutningstagerne i at modtage og servicere pressen. Syv danske og udenlandske skibe havde taget imod tilbuddet om at blive medietrænet, mens de deltog i DANEX 10.

Vejret var usandsynligt godt, da flyet landede på Bornholm Lufthavn mandag morgen og inspektionsskibet P 357 THETIS lå flot og majestætisk ved kajen i Rønne Havn med den blå LYNX helikopter på bagdækket. THETIS skulle være SIMPRESS’ base under medietræningen. Herfra blev de overført til de skibe, der skulle trænes. Når den enkelte skibschef havde været en tur gennem mediemøllen fortsatte SIMPRESS enten videre til næste skib eller returnerede til THETIS  for at ”skaffe” og ”gå på buffen”.

Selve medietræningen foregik efter en særlig tidsplan og begyndte for det enkelte skibs vedkommende allerede, når det modtog ”gummibåden” med SIMPRESS. Alle journalisterne skulle helskindet og tørskoet ombord. Herefter blev SIMPRESS orienteret om sikkerheden ombord og ført til et briefingrum for at få orientering om skibet, dets opgaver og resultater under ”missionen”. Allerede under briefingen, som blev gennemført af en lavere rangerende officer, begyndte journalisterne at røre på sig og gjorde hvad de kunne for at få det som de ville have det og få besvaret deres spørgsmål.

Når briefingen var overstået fik journalisterne oftest en rundvisning gennem det enkelte skib, inden de skulle interviewe kaptajnen. Det er altid er særlig udfordring at bevare overblikket, når man badet i lyset fra kameraet bliver bombarderet af spørgelystne journalister, når kameraet ruller. Alle interview foregik på engelsk, da øvelsen fingerede en FN operation. Det betød at alle var på sproglig fremmed grund, og gav et yderligere pres under interviewet.

Pressen gik naturligvis efter de sædvanlige irriterende spørgsmål. Er jeres uddannelse god nok? Er I 100 % sikre på, at I skyder de rigtige? Kommer I nogen gange til at skyde civile? Hvad gør I med de fanger, I tager? Alle cheferne fik hver dag både presseklip samt budskaber til de enkelte emner. Så de havde de redskaber de skulle bruge, når pressen stiller ubehagelige spørgsmål. Men et er at have læst et budskab, et andet er at bruge det aktivt til at blokere et uønsket spørgsmål og bygge bro til det budskab, man gerne vil aflevere.

Efter at den enkelte chef havde været i ilden fik han en personlig tilbagemelding på sin præstation foran kameraet og den skrevne presse. Det der fokuseres på er, hvordan han agerer, hvordan han følger sin egen plan for besøget og hvordan han anvender de budskaber, der er udstukket fra flådechefen.

Når SIMPRESS igen stod tilbage på THETIS begyndte journalisterne arbejdet med at omskrive noterne til egentlige nyheder og artikler, som indgik i det samlede pressebillede under øvelsen. Her kunne cheferne se resultatet af pressebesøget. Der hvor de ikke havde været skarpe eller ærlige, der blev den journalistiske kniv drejet rundt og det sarkastiske salt hældt i såret.

Den direkte tilbagemelding til trods var der stor tilfredshed med SIMPRESS og muligheden for at få øvet mediehåndtering under det pres, der er under en øvelse. Selvom virkeligheden er værre en man nogensinde kan genskabe under øvelse giver det et godt fingerpeg om, hvordan det bliver. SIMPRESS var hårde. Når man har prøvet dem, er man godt rustet til virkeligheden.