Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoens heraldiske mærke. Link til forsiden.
26. maj 2012

Indholdsområde

 
Forsvarets kommunikationspolitik 

Forsvaret har fået en fælles kommunikationspolitik. Politikken er en fælles taktstok, der sætter retningen for Forsvarets kommunikation, og den skal være et nyttigt værktøj til at styrke og udvikle kommunikationen, både internt og eksternt. Det er nødvendigt i en stor organisation som Forsvaret, der er præget af stor forskellighed og har mange decentrale kommunikatører. ”Vi har i de senere år arbejdet ihærdigt på at styrke vores kommunikation på alle fronter. Kommunikation er blevet et fast punkt på Forsvarets dagsorden. Vi er også blevet markant bedre. Jeg ser en fælles kommunikationspolitik som et nyttigt værktøj til at blive endnu bedre til at kommunikere både internt og eksternt. Den er et fælles grundlag for al kommunikation i Forsvaret”, siger forsvarschef, general Jesper Helsø og understreger, at en kommunikationspolitik kun gør en forskel, når ord følges op af handling. 

Vision
Forsvaret skal i løbet af de næste to år udvikle sig til at være en åben og effektivt kommunikerende organisation. Såvel medarbejdere som omverdenen kan forvente åben, klar og hurtig kommunikation inden for Forsvarets virkefelt.

Vi er åbne og i dialog med både medarbejdere og omverdenen. Vores kommunikation skaber kendskab og forståelse for Forsvarets mål og resultater, både internt og eksternt.

Mere end gode hensigter
Politikker har det med at lande som en hengemt hyldesucces, hvis ikke de gode hensigter følges op af handlinger. Det gælder også kommunikationspolitikker. Den største udfordring er ikke at udarbejde politikken, men at gennemføre den. Derfor følges Forsvarets nye kommunikationspolitik op af en handlingsplan dækkende de næste to år. Desuden bliver der som hjælpeværktøjer til politikken løbende udarbejdet en række vejledninger med ´best practices´ for kommunikation. På samme måde er måling og opfølgning afgørende for politikkens reelle gennemførelse og videre udvikling. Det er grunden til, at et af de nye hjælperedskaber bliver gode råd til mindre målinger og evalueringer af kommunikation. Det er bedre at måle i det små end slet ikke at måle. De mindre målinger suppleres af større målinger, både centralt og lokalt.

De syv principper for god kommunikation
1. Vi fremmer dialog
2. Vi er tilgængelige
3. Vi er offensive
4. Vi er troværdige
5. Vi er til at forstå
6. Vi tænker kommunikation ind i vores opgaver
7. Vi har et fælles design
Syv principper for god og effektiv kommunikation rummer Forsvarets overordnede holdning og retningslinjer for, hvordan vi ønsker at kommunikere såvel med hinanden internt som med omverdenen

Fokus på intern kommunikation
Ét af de fem indsatsområder får særligt fokus i 2006: Intern kommunikation eller medarbejderkommunikation. ”Midt i en tid med store forandringer i Forsvaret er der naturligvis et særligt stort behov for god intern kommunikation. Vi har alle behov for at vide: Hvad betyder det her for os og vores arbejde? Det stiller krav til chefernes evne til at oversætte forandringernes betydning for medarbejderne. Hvis en virksomhed har en effektiv intern kommunikation med velinformerede medarbejdere, så har medarbejderne generelt også viden til at løse deres opgaver effektivt. Med andre ord så tror jeg på, at vi skaber bedre resultater og styrker trivsel, samarbejde og ledelse med god intern kommunikation”, siger forsvarschef, general Jesper Helsø.

Den interne kommunikation har samtidig en afgørende betydning på kommunikationen med omverdenen. Forsvarets medarbejdere bidrager alle gennem kontakt med omverdenen til at skabe forståelse for, hvad Forsvaret er og hvordan medarbejderne løser opgaverne. Det er nødvendigt i en tid, hvor Forsvaret løser flere og flere af opgaverne langt fra den danske befolknings hverdag herhjemme. ”Vi har selv pligt til at fortælle danskerne om, hvad vi står for, og hvordan vi løser opgaverne i vores arbejde for fred og sikkerhed både hjemme og ude. Vi skylder de danske skatteborgere at fortælle, hvad de får for deres skattepenge”, siger Forsvarschefen.

Politikkens strategiske indsatsområder er:
• Intern kommunikation
• Intranet
• Uddannelse
• Samarbejde med eksterne medier
• Internet
Det er de områder, som Forsvaret vil sætte særligt fokus på i løbet af de næste to år.

Kommunikation er alles ansvar
”Det duer ikke at være en kongeørn i strategi, hvis man ikke kan kommunikere”, sagde Forsvarsminister Søren Gade sidste år på Forsvarets Kommunikationskonference. Det er meget rammende for kravene til dagens chefer og medarbejdere i Forsvaret. Kommunikation er nemlig en integreret del af næsten alle opgaveløsninger. Kommunikationskørekortet er et af en række initiativer, der skal gøre Forsvarets chefer og medarbejdere bedre til at kommunikere. Konceptet for kommunikationskørekortet bliver udviklet i løbet af 2006 og 2007 og vil omfatte både obligatoriske og valgfrie moduler til militære og civile medarbejdere på alle niveauer. Allerede nu er det klart, at chefer skal have særlige kompetencer inden for kommunikation. Det vil i fremtiden betyde, at udvælgelse og bedømmelse af Forsvarets chefer fremover også vil forholde sig til deres kommunikationsevner. Det bliver Forsvarets nye mediecenter, der skal udvikle et koncept for kommunikationskørekortet.

Kommunikationspolitikken er udarbejdet af Arbejdsgruppe Kommunikationspolitik med repræsentanter fra Forsvarskommandoen og underlagte niveau 2 myndigheder.

Du kan bestille et trykt eksemplar af politikken i Kommunikationssekretariatet, Forsvarskommandoen på telefon 4567 3030.

Læs kommunikationspolitikken med bogmærker

Læs kommunikationspolitikken uden bogmærker