Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
16. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
LOVE FOR SLAGELSE GARNISONERS IDRÆTSFORENING 

LOVE FOR SLAGELSE GARNISONERS IDRÆTSFORENING
 

§ 1 NAVN.

Foreningens navn: Slagelse Garnisoners Idrætsforening.

Forkortet:  SLGI.

Hjemsted og adresse: Gardehusarregimentet,
Antvorskov Kaserne,
Charlottedals Allé 4
4200 Slagelse.

Foreningen er stiftet på generalforsamlingen afholdt 21. marts 2001, ved sammenlægning af Slagelse Garnisons Idrætsforening (stiftet 12. april 1932) og Næstved Garnisons Idrætsforening (stiftet 1. maj 1933) i forbindelse med regimentssammenlægningen af Danske Livregiment, Sjællandske Livregiment og Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne under navnet Gardehusarregimentet 1. januar 2001.

§ 2 FORMÅL.

Foreningens formål er:
- At fremme og vedligeholde medlemmernes interesse for idræt.
- At lette medlemmernes adgang til at dyrke idræt.
- At afholde idrætskonkurrencer.
- At give medlemmerne mulighed for at deltage i konkurrencer, herunder formidle dette i samarbejde med opstillende myndigheder.
- Efter anmodning at støtte Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) afholdelse af idrætskonkurrencer.

§ 3 MEDLEMMER.

Som medlemmer kan optages:
a. Ordinære medlemmer.
- Personel med fast ansættelse i forsvaret, herunder hjemmeværnet.
- Værnepligtigt personel.
- Personel i forsvaret med rådighedskontrakt.
- Personel med kontraktophør som 35 årige eller senere, som viderefører et tidligere etableret ordinært medlemskab.

b. Ekstraordinære medlemmer.
- Ordinære medlemmers nærmeste pårørende.
- Frivilligt hjemmeværnspersonel.
- Øvrigt afskediget personel.
- Personel tilknyttet lokalt KFUM.

c. Passive medlemmer.
- Personer der ønsker at støtte idrætsforeningen. Passive medlemmer optages efter bestyrelsens bestemmelse.

d. Æresmedlemmer.
- Personer, som er eller har været medlemmer af idrætsforeningen, og som har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for idrætsforeningen.

§ 4 KONTINGENT.

Kontingentets størrelse fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling, og er gældende fra 1 MAJ samme år.
Kontingentet indeholdes månedligt i lønnen (kun for tjenstgørende personel), eller indbetales forud for et år ad gangen direkte til kassereren ultimo april på idrætsforeningens girokontonummer.
Ved udmeldelse eller eksklusion kan indbetalt kontingent ikke begæres udbetalt.
Passive og æresmedlemmer betaler ikke kontingent.

§ 5 UDMELDELSE OG EKSKLUSION.

Udmeldelse kan kun finde sted fra månedens udgang og skal være kassereren i hænde senest den femte i samme måned.
Bestyrelsen kan med mindst 2/3 flertal ekskludere et medlem med over 6 måneders kontingentrestance. Genoptagelse i foreningen kan kun finde sted, når restancen er betalt.
Bestyrelsen kan med mindst 2/3 flertal ekskludere et medlem, evt. tidsbestemt, når særlige forhold taler herfor.

§ 6 PLIGTER OG RETTIGHEDER.

Foreningen skal være medlem af Dansk Militær Idrætsforbund.
Foreningen skal være medlem af De Danske Skytteforeninger.
De af bestyrelsen nedsatte udvalg, kan efter bestyrelsens godkendelse, tilslutte sig andre idrætsforbund/ foreninger.
Foreningens medlemmer, herunder bestyrelsen hæfter ikke personligt for indgåede forpligtigelser fra foreningens side. Foreningen hæfter alene med rådige midler. (nyt)

Foreningens medlemmer:
- Har pligt til at overholde foreningens og DMI love, reglementer og be¬stemmelser, som fastsat af forbundsorganerne.
- Har pligt til at yde foreningen samt DMI enhver rimelig bistand, der forlanges til varetagelse af opgaverne.
- Har pligt til at modtage førstegangsvalg til bestyrelsesposter, bestyrelsessuppleantposter, revisor- og revisorsuppleantposter i op til 2 år. Genvalg kan kun finde sted med vedkommendes samtykke.
- Har ikke krav på nogen del af foreningens midler eller udbytte af nogen art.
- Har ret til at anvende foreningens faciliteter.

Foreningens bestyrelse:
- Har pligt til forlods at underrette DMI om internationale og større nationale arrangementer, som foreningen agter at afholde eller deltage i - dog undtagen konkurrencer optaget på DMI og forsvarets stævnekalender.
- Har pligt til imod forevisning af legitimation at give medlemmer af DMI bestyrelse, DMI amatør og ordensudvalg, DIF forretningsudvalg og DIF dopingkontroludvalg adgang til at overvære og kontrollere alle stævner og konkurrencer.
- At lade henvendelser til DIF og departementale myndigheder passere gennem DMI.

§ 7 GENERALFORSAMLINGER.
 
Generalforsamlingen, som kan være ordinær eller ekstraordinær, er foreningens højeste myndighed.
Indkaldelsen til generalforsamling sker skriftligt ved opslag i regimentsbefaling senest 2 uger forud for afholdelse med angivelse af dagsorden.
Kun ordinære medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal.
Dirigenten afgør alle tvivlsspørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåde, idet der skal foretages skriftlig afstemning, såfremt en eller flere medlemmer ønsker dette.
Beslutninger afgøres ved simpelt flertal, bortset fra de i § 10 og § 11 anførte.
Ordinær generalforsamling afholdes årligt i 1 kvartal. Indkomne forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab.
4. Behandling af indkomne forslag. Vedtagelse af forslag træder umiddelbart i kraft.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af formand (ulige år).
7. Valg af kasserer (lige år).
8. Valg af to bestyrelsesmedlemmer i lige år.
9. Valg af to bestyrelsesmedlemmer i ulige år.
10. Valg af en 1. bestyrelsessuppleant (ulige år).
11. Valg af en 2. bestyrelsessuppleant (lige år).
12. Valg af 1. revisor (ulige år).
13. Valg af 2. revisor (lige år).
14. Valg af 1. revisorsuppleant (ulige år).
15. Valg af 2. revisorsuppleant (lige år).
16. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder behov herfor, eller når mindst ¼ af de ordinære medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom med angivelse af dagsorden.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker skriftligt ved opslag i regimentsbefaling senest 2 uger forud for afholdelse af generalforsamlingen med angivelse af dagsorden, med indkomne forslag i sin fulde ordlyd.
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 4 uger efter fremsættelse af begæring herom.
En ekstraordinær generalforsamling kan afholdes umiddelbart i forlængelse af en ordinær generalforsamling, såfremt indkaldelsesvarslet er overholdt.

§ 8 BESTYRELSEN.

Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af:
- Formand.
- Næstformand.
- Kasserer.
- Sekretær.
- 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer
Desuden vælges på den ordinære generalforsamling:
- 2 bestyrelsessuppleanter.
- 2 revisorer.
- 2 revisorsuppleanter.

Bestyrelsen konstituerer sig selv på nær formand og kasserer som vælges ved navn på ordinær generalforsamling.
Bestyrelsen er forpligtet overfor DMI, som anført i DMI love § 7, der er uddybet i.h.t. nærværende love § 6.
Bestyrelsen fremsender foreningens årsberetning og regnskab til DMI, som anført i DMI love § 8.
Bestyrelsen repræsenterer foreningen i alle anliggender.
Bestyrelsen bemyndiges til at udpege repræsentanter til repræsentantskabsmødet som anført i DMI love § 12.
Bestyrelsen gennemfører generalforsamlingens beslutninger, foranstalter afholdelse af idrætsstævner samt forvalter foreningens økonomi og arkiv.
Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom.
Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden, idet bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsessuppleanter deltager i bestyrelsesmøder uden stemmeret, med mindre de indtræder i bestyrelsesmedlemmets fravær.
Bestyrelsen udfærdiger beslutningsreferat fra bestyrelsesmøder, der føres til arkiv.
Bestyrelsen kan udpege et antal udvalgsformænd blandt medlemmerne, som leder de af bestyrelsen nedsatte udvalg med ansvar over for bestyrelsen.
Idrætsofficeren/idrætsbefalingsmanden/idrætshjælperen bør som regimentets repræsentant inviteres til bestyrelsesmøderne som bisidder og rådgiver. Vedkommende har ingen stemme¬ret.
En af bestyrelsen udpeget, som af den stedlige politimester er godkendt efter våbenbekendtgørelsen til at give våbenpåtegninger, er forpligtet til at underrette politiet, om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen fra et medlem, der efter vedkommendes skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en våbentilladelse.
Bestyrelsen bemyndiges til at udnævne æresmedlemmer, der offentliggøres i formandens beretning.

§ 9 REGNSKAB.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet føres af kassereren, og årsregnskabet afleveres til revisorerne senest med udgangen af 2. uge i januar.
Revisorerne reviderer regnskabet og tilbagesender det med evt. bemærkninger senest 10 arbejdsdage senere.
Det reviderede regnskab udleveres til medlemmerne ved starten af generalforsamlingen.
Foreningens udgiftsbilag underskrives af formanden og/eller næstformanden efter formandens bestemmelse.
Foreningens økonomiske midler anbringes på bank- eller girokonto, idet en mindre del kan opbevares som aktie/obligationsbeholdning eller kassebeholdning ved kasserer eller udlagt som forskud ved udvalgsformand efter bestyrelsens bestemmelse.
Foreningen yder tilskud til medlemmerne efter regler i den af bestyrelsen vedtagne regnskabsinstruks.
Foreningen yder tilskud til indkøb af materiel/rekvisitter i henhold til vedtagne budget..
Ekstraordinære medlemstilskud og materiel/rekvisitindkøb ydes kun efter godkendelse af bestyrelsen.

§ 10 LOVÆNDRINGER.

Ændringer af foreningens love kan kun ændres på en generalforsamling, idet ændringsforslaget skal anføres i sin fulde ordlyd i dagsordenen.
Ændringer af foreningens love kan kun vedtages, såfremt 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede (ordinære medlemmer) medlemmer stemmer for forslaget.

§ 11 FORENINGENS OPLØSNING.

Foreningens opløsning kan vedtages på samme måde som anført i § 10 for lovændringer.
Ved idrætsforeningens opløsning tilfalder foreningens økonomiske midler DMI eller en videreførende DMI idrætsforening, med hvilke den hidtidige idrætsforening måtte blive sammenlagt. Arkiv fordeles efter generalforsamlingens beslutning.

§ 12 LOVENES GODKENDELSE.

Idrætsforeningens love skal godkendes af DMI (forretningsudvalget).
Nærværende love er ændret og godkendt på ordinær generalforsamling afholdt 28. januar 2003.

K. HAUDER       Formand

Dirigent
E.B. SØRENSEN