Spring til indholdSpring til søgning på Forsvaret.dkSpring til højrebar
Hærens Operative Kommando
Forsvaret
19. marts 2010

Indholdsområde

 
Om KFOR 

DANCON/KFOR Hold 22, Kosovo - Den Danske Bataljon i Kosovo

Om KFOR

Februar 2010

Det danske kontingent, der udsendes til Kosovo i et halvt år fra februar 2010, består af i alt 180 soldater.
Det danske kontingent består i hovedtræk af et let infanterikompagni, et militærpolitidetachement, to stk. Liaison Monitoring Teams (LMT), et nationalt støtteelement samt et mindre stabselement.

Kontingentets chef er oberstløjtnant Palle Bo Svendsen fra Jydske Dragonregiment.

I Kosovo indgår DANCON i den franske Multinational Battle Group North (MNBG-N).
Opgaverne løses blandt andet gennem patruljering, overvågning, eftersøgning samt ikke mindst dialog med alle de involverede parter.

Hovedparten af det danske kontingent bor i den franske lejr NOVO SELO. Lejren ligger midt imellem de to store byer Mitrovica og Pristina, og den indeholder særdeles gode forhold for soldaternes ophold og tjeneste.


Historie
Den serbiske hær forlod Kosovo i juni 1999, efter at NATO havde gennemført en 77 dage lang luftkrig imod Serbien. Derefter blev den internationale NATO-styrke KFOR med dansk troppekontingent og opbakning i FN's Sikkerhedsråd indsat. Styrken har medvirket til at lægge en dæmper på områdets nationalistiske stridigheder.

Broen over floden Ibar, der forbinder Mitrovicas overvejende albanske bydel i syd med den overvejende serbiske i nord, er blevet symbol på konflikten. Danske soldater har flere gange blokeret broen for at forhindre ophidsede folkemængder i at genantænde konflikten på den modsatte bred.

I marts 2004 opstod der uroligheder, som meget hurtigt bredte sig til hele Kosovo. I Mitrovica kom
det til sammenstød mellem kosovo-albanere og kosovo-serbere, og fra Danmark vurderedes det nødvendigt at udsende et forstærkningsbidrag på ca. 100 mand til den danske bataljon i Mitrovica. De opholdt sig to uger i området for at støtte bataljonen, inden situationen var så meget under kontrol, at de kunne vende hjem igen.

Kosovo erklærede sig selvstændigt den 17. februar 2008, og indtil videre har omkring 65 lande godkendt uafhængigheden, heriblandt Danmark.

NATO besluttede i juni 2009, at situationen i Kosovo var stabil nok til at lade NATO’s styrke i Kosovo (KFOR) overgå til en mere tilbagetrukken rolle, som benævnes ”Deterrent Presence” (afskrækkende tilstedeværelse).

NATO’s reduktioner forventes gennemført i tre trin. Første trin blev gennemført i januar 2010, da NATO’s styrke blev reduceret fra ca. 15.000 til ca. 10.000 personer.        

I den forbindelse blev den danske bataljon reduceret fra ca. 300 mand til et kontingent på 180 personer, og den danske lejr Camp Olaf Rye blev nedlagt.

Den franske brigade, som den danske styrke er underlagt, er tilsvarende blevet reduceret til en kampgruppe, der benævnes Multinational Battle Group North (MNBG-N).


Enhederne ved Det Danske kontingent
Stabselementet er på 8 officerer og befalingsmænd.

Personellet i stabselementet har forskellige opgaver; næstkommanderende i MNBG-N, chef for det Regionale LMT, sagsbehandler i det Regionale LMT, efterretningsofficer, operationsofficer, stabsbefalingsmand ved både MNBG-N samt HQ KFOR i Pristina.


Nationalt Støtteelement (NSE)
Til støtte for alle de danske enheder i Novo Selo indgår et nationalt støtteelement, der opstilles af Det Danske Internationale Logistik Center i Vordingborg. Elementet består af 52 mand. De varetager alle støttefunktioner såsom mekaniker, læger, depotet, post, transport, regnskabstjeneste og lokale indkøb, og de indgår i et helt nødvendigt samarbejde med tilsvarende elementer i Novo Selo.


Let infanterikompagni
Det lette infanterikompagni består af 102 mand, og de er udrustet med den pansrede mandskabsvogn M 113 - G3 til brug ved håndtering af evt. uroligheder. Kompagniet råder endvidere over Mercedes Geländewagen, der bruges ved patruljering, eskorteopgaver mv.

Kompagniets opgaver er hovedsageligt at køre patruljer, bemande check points og patruljere over alt i MNBG-N område. Der udføres også eskorteopgaver, og enheden er uddannet og klar til at imødegå demonstrationer eller mindre opstande. Kompagniet er opstillet af Jydske Dragonregiment.


Militærpoliti
Et militærpolitidetachement på 6 danske MP-soldater har blandt andet til opgave at varetage de politimæssige opgaver og herunder at agere færdselspoliti. Derudover varetager MP sikkerhedsmæssige opgaver og støtte til infanteristerne under eventuel imødegåelse af uroligheder. Detachementet er en integreret del af både DANCON og MNBG-N og gennemfører især en forebyggende indsats.


LMT
Danmark opstiller to Liaison & Monitoring Teams (LMT) under ledelse af Det Regionale LMT, der indgår i MNBG- N. Et LMT består af to officerer, to forbindelsesbefalingsmænd og to kørere. Udover dette militære personel har hvert LMT lokalt ansatte tolke. Opgaven for LMT er at skabe tætte relationer til lokalbefolkningen og sikre, at informationsniveauet begge veje er meget højt.

LMT-4 har den kosovo-serbiske dominerede Zubin Potok kommune som sit ansvarsområde.

LMT-5 har den kosovo-albanske dominerede Skenderai kommune som sit ansvarsområde.


Afslutning
DANCON prioriterer at fremtræde som en troværdig og fleksibel enhed, der løser pålagte opgaver professionelt – og samtidig er klar til at håndtere forandringer.

Hold 22 overtog formelt kommandoen fra Hold 21 den 11. februar 2010, og Hold 22 forventes at blive i Kosovo indtil august 2010.