[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

af Knud Grænge Mortensen

Ensom men stærk er Station Nords motto. Men helt så ensom er man nu alligevel ikke. Hovedopgaven for de 5 mand på Station Nord er at sørge for, at landingsbanen hele tiden er klar til brug. Men de øvrige opgaver på forsvarets nordligste arbejdsplads, giver en hel del gæster.

Gæsterne
Så får de besøg af flyverne fra luftgruppe Vest og hjælper dem i deres opgaver. Et slædehold fra siriuspatruljen dumper ind i ny og næ. De skal have lidt proviant. En slæde, der måske skal repareres lidt på, eller en hund skal have lidt ekstra hjælp. Også varme og vand til et bad kan folkene hjælpe siriusmændene med. Meldingen om, at der er en videnskabelig ekspedition, som tager udgangspunkt i Station Nord, er heller ikke usædvanligt. Og i perioder er der fly som flyver forsyninger, primært brændstof, ind til Station Nord. Der kan dog også være mindre heldige besøg, hvis der kommer en isbjørn forbi.

Beboerne
De mænd, der befinder sig på Station Nord, er selvstændige mennesker, som samtidig skal kunne fungere i en lille gruppe i lang tid. Der er trods alt et stykke vej til nærmeste nabo, Danmarkshavn, 450 km væk. Derfor er det normalt modne unge mænd omkring de 30, som varetager opgaverne på Station Nord. Og de er normalt også ugifte. Det er ikke nemt at have familie og så være væk fra den i to år. De skal også have hænderne skruet rigtigt på. Det er ikke muligt lige at ringe efter blikkenslageren, hvis der ryger et vandrør – det vil sige – det kan man godt, men det hjælper ikke noget. I hvert fald ikke hvis det skal gå stærkt. 

Efterlysning
Personalet på Station Nord findes normalt blandt konstabler/ overkonstabler/sergenter i forsvaret, og det er et forholdsvis godt betalt job. Lige nu mangler de folk til Station Nord. Er din nysgerrighed vakt og hvis du vil med, kan du få yderligere oplysninger ved telefonisk henvendelse til CSG J. L. Hansen tlf. 24 27 33 34.