[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando


Enhanced Forward Presence (eFP) - NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland.
Panserinfanterisoldaterne har i sidste uge gennemført uddannelse i grupper – med skarpe skud i magasinerne. Grupperne skulle rykke frem gennem et stykke tæt skov og nedkæmpe de fjender, der fortsat var i skoven. Derefter skulle grupperne rydde et fjendtligt besat område, gå i stilling og nedkæmpe et fjendtligt modangreb. Skydeperioden blev gennemført i det store øvelses- og skydeområde ved Tapa.

Soldaterne skulle vise, at de kunne ramme og nedkæmpe målene, og der var særligt fokus på deres evne til at koordinere og kommunikere indbyrdes, samt gruppeførerens evne til at styre indsættelsen af gruppens forskellige våben.

For at skabe ekstra udfordringer for soldaterne var skiverne anderledes udformet og noget mindre end dem soldaterne er vant til at se hjemme i Danmark.

Skydninger som denne er et skridt på vejen for soldaterne mod en større skarpskydning og øvelse i Letland senere på efteråret.


Soldaterne sidder af køretøjerne og rykker frem gennem skoven til fods.


FAKTA om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 danske soldater udstationeret i Tapa i Estland cirka 100 kilometer fra grænsen til Rusland. Soldaterne indgår i en britisk ledet kampgruppe

Operation Inherent Resolve - Træningsbidraget – Irak
Det danske træningsbidrag har i denne uge gennemført træning indenfor grundlæggende infanterifærdigheder, krigens love, taktisk førstehjælp, våbenbetjening, skydetræning og forhold overfor improviserede sprængladninger.

Herudover er mortertræningen afsluttet med en skarpskydning.


Foto: Public Affairs Officer kaptajn Rasmus

Træningsbidraget har pr. den 12. august 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 12.504 irakiske soldater og politifolk.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag på op til 180 soldater, der træner irakiske soldater, et radarbidrag, logistikbidrag og flere mindre stabsbidrag.

Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) - Østersøen
Kommandoskibet Esbern Snare gennemfører stadigvæk Maritime Security Awareness operationer i Østersøen sammen med NATO’s stående flådestyrke. Flåden følger skibstrafikken og opbygger sig et overblik over normalbilledet i Østersøen.

I sidste uge blev flådestyrken endnu en gang styrket, nu med den norske fregat Helge Ingstad, og styrken består nu af tre store skibe. Fokus for kommandoskibet Esbern Snare er at integrere den norske fregat i styrken via et internt træningsprogram. Denne interne træning i styrken bliver løbende mere kompleks i takt med, at yderligere enheder kommer til.

Esbern Snare træner i øjeblikket med skibe og enheder fra Letland og Litauen og tidligere på ugen fik Esbern Snare mulighed for at træne luftforsvar, da NATO’s Baltic Air Policing lavede overflyvninger med to tyske Eurofighter Typhoon jagerfly.


To tyske Eurofighter Typhoon jagerfly trænede tidligere på ugen sammen med flådestyrken.

FAKTA om det danske bidrag til SNMG1
Danmark har i hele 2018 kommandoen over den ene af NATO’s stående flådestyrker kaldet SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), der patruljerer og afvikler øvelser i Østersøen og den nordligste del af Atlanterhavet. Esbern Snare er tillige flagskib for flådestyrken.

Resolute Support Mission – Afghanistan
Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført 41 sikrings- og eskorteopgaver.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 4.903 aktioner – primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol af våben og ammunition, herunder 873 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 78 patruljer samt 13 udkald.

Det danske hundebidrag har undersøgt 10 biler for sprængstof samt gennemført patruljer og afsøgt bygninger og områder. 

 
De danske soldater modtog denne uge 30 ton forsyninger og nye køretøjer. Køretøjerne skal bruges til intern transport i lufthavnsområdet. 

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker, militærpoliti-opgaver, samt sygeplejersker til det internationale militærhospital i Hamid Karzai International Airport.

Kosovo Force (KFOR) – Kosovo
Bevogtningssoldaterne har i ugens løb udført deres faste vagttjeneste i Camp Marechal de Lattre de Tassigny.


Som en del af deres tjeneste har soldaterne været på skydebane for at vedligeholde deres færdigheder.

FAKTA om det danske bidrag til NATO’s KFOR-styrke
Forsvaret har siden 1999 bidraget til NATO’s fredsbevarende styrke i Kosovo på Balkan.

Bidraget består af cirka 35 soldater, der holder vagt i lejren Camp Marechal De lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver i Pristina.