Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør. Se hele den elektroniske udgave af magasinet her.

Af Rune Dyrholm. Fotos: Steen DJ

To danske transporthelikoptere i Mali spillede fra december 2019 til december 2020 en afgørende rolle i at holde operationerne mod terrorisme i den uvejsomme Sahel-region i gang. Helikopterbidraget flyttede gods og soldater i Operation Barkhane, som er ledet af franskmændene. At holde to helikoptere klar til indsættelse fra et isoleret område i Nordvestafrika, planlægning af missioner og eksekvering af dem er en kompleks opgave, som tilsammen kræver omkring 70 personer med vidt forskellige funktioner. Her fortæller tre danske udsendte om deres opgaver og oplevelser fra brændpunktet i Mali.

Sammenhold  i bagende hede

Max, flymekaniker

Jeg var første gang hernede på Hold 1 i december, da lejren skulle bygges op. Der var kun en betonplatform, og så gik vi ellers bare i gang. Lejren skulle bygges op med to store 40 meter lange hangartelte, og så skulle vi samle helikopterne, der kom herned med C-17-fly. Noget af det første, vi skulle hernede, var også at deltage i en Ramp Ceremony for 13 franskmænd, der var døde i en kollision mellem to franske helikoptere om natten. Så det var lidt af en kedelig start på turen. Det gjorde dybt indtryk.

Som flymekaniker hernede i Mali har vi tit nogle lange dage. Vi har selvfølgelig det daglige vedligehold og tjek, og når helikopterne er på beredskab, skal vi være omkring dem hele tiden, så vi kan få dem i luften hurtigt. Og så er der varmen - igår var der 48 grader i hangarteltet, hvor vi arbejder, selv om der kører seks airconditionanlæg. Men jeg elsker alligevel at være på de her ture, hvor man er meget tættere på gutterne, der flyver. Vi er meget mere sammen alle sammen end derhjemme, hvor vi går i hangaren og laver 50-timers eftersyn og den slags. Hernede giver vi den også en skalle på en anden måde end derhjemme for at få flyene klar. De skal jo af sted - det er vigtigt. Vi fortsætter, så længe vi er friske til at lave arbejdet sikkert.

Helikopterne går faktisk ikke mere i stykker, end de gør derhjemme i Danmark. Selv om det fine sand hernede godt nok slider på rotorbladene, så klarer maskinerne det faktisk rigtig godt. Sådan nogle helikoptere har vist bare godt af at blive brugt på daglig basis og holdt i gang.

Det franske link

Frederik, forbindelsesofficer

Jeg er forbindelsesled mellem det danske bidrag og det franske hovedkvarter i lejren. Det er mig, franskmændene først tager fat i, når de vil bruge vores helikoptere til en given opgave. Jeg laver det første tjek på¥, om vi kan løse opgaven rent praktisk med helikopterne, og i samarbejde med detachementchefen finder vi ud af,  om det ligger inden for vores mandat. Det er få opgaver, vi melder fra til - jeg kan kun huske en enkelt eller to igennem de seneste måneder. Vores planlægning af missionerne handler om virkelig at få udnyttet troppetrans-portkapaciteten til fulde. Hvis vi med den rigtige planlægning kan klare os med 100 kilo fuel mindre, kan vi for eksempel i stedet løfte en mand mere eller presse et ekstra dæk ind.

En aften blev jeg kaldt op på radioen og bedt om at komme til hovedkvarteret. Franskmændene havde fået efterretninger ind og planlagde derfor en mission næste morgen. De havde to franske helikoptere klar, men skulle bruge en dansk EH101, for at missionen kunne lade sig gøre. Jeg får kaldt besætningerne op, og vi får talt elementerne i opgaven igennem; hvor mange mænd kan vi løfte klokken 0700 om morgenen? Er der andre helikoptere og eskorte med? Skal vi ind til en fremskudt base undervejs? Al den her koordination foregår de næste timer, og det ender med, at vi som ønsket står klar til at rykke tidligt om morgenen med en stor gruppe franske soldater. Opgaven ændrede sig så igen, så efter et par timer i kort beredskab på flightlinen blev vi bedt om at om-konfigurere helikopteren og løse en anden transportopgave til en fransk fremskudt lejr i stedet. Det gjorde vi, og så går det ikke værre eller bedre, end at helikopteren strander derude på grund af meget dårligt vejr, der ruller ind, imens de er derude. Det var et ret langt døgn med mange ”mission changes”, men det er vilkårene, og vi fik det til at fungere alligevel.  

Støvstorm og overnatning hos Fremmedlegionen

Jesper, loadmaster

Jeg er på min anden tur hernede i Mali, og modsat første gang er vi nu kommet ind i sommer-perioden, hvor vejret spiller en kæmpe rolle for operationerne. Det er de her kæmpe støvstorme, der hedder haboobs, som ruller ind over landet. De er vanvittige.

Vi havde for eksempel en tur til en fransk fremskudt base cirka 300 kilometer fra Gao. Solen var ved at gå ned, og lyset var ved at forsvinde. Vi skulle aflevere nogle folk og samle andre op, inden solen gik ned. 

Da vi flyver derud, kan vi se en vanvittig stor tordenbyge på vores vejrradar. Den flyver vi uden om, for sådan en skal vi ikke ind under. Da vi er cirka 20 kilometer fra lejren, hvor vi skal lande, begynder sigten at blive ringere på grund af støv i luften. Nu ligger vi og flyver rundt over ørkenen i lav højde med nedsat sigt, for vi er blevet indhentet af forkanten af en støvstorm. Vi har godt nok udstyr med til at klare os, hvis vi må sætte helikopteren ned i terrænet, men vi lister ind til den franske base og får sat folkene sikkert af. Mens vi venter på at få de folk om bord, som skal med retur, kan vi mærke, at det begynder at blæse meget op – og så kommer den her støvstorm ellers rullende ind over os for fuld styrke, og vi kan hurtigt se, at vi ikke kommer retur samme aften. Vi får lukket helikopteren af og bliver indkvarteret hos Fremmedlegionen, der havde et par tomme senge fra en deling, der var på patrulje. Så vi fik en nat under feltmæssige forhold, og det var sgu sjovt at få med. Næste dag støvede vi helikopteren af og fløj retur. Helikopteren er heldigvis bygget til at kunne holde til den slags. På den tur fik vi for alvor respekt for vejret hernede, for det skifter lynhurtigt og er helt uforudsigeligt.

Se også video om træningen til missionen i Mali: