De to kvinder cykler og løber omkring 450 kilometer for at sætte fokus på Flyvevåbnets mange karrieremuligheder.

De to unge kvinder, Ninna Toxvig Hansen (tv) og Cassandra Sabra løber og cykler omkring 450 kilometer for at sætte fokus på Flyvevåbnets mange karrieremuligheder. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste

Af Thorbjørn Forsberg, Forsvarskommandoen

 

Sidste år gik turen fra Grænsen til Skagen henholdsvis i løbesko og på ladcykel for to unge flyvere, sergent Ninna Toxvig Hansen og flyveroverkonstabel Cassandra Sabra. I alt cirka 420 kilometer. Men det var tilsyneladende ikke langt nok, for nu begiver de sig atter ud på landevejene for at gentage konceptet ”En løbende fortælling” - og denne gang er ruten på hele 450 kilometer.

 

For 24-årige Cassandra Sabra på ladcyklen og den 25-årige ultraløber Ninna Toxvig Hansen bliver juni måned altså alt andet end stillesiddende. De lægger ud i Skagen, hvor de besøger Radarhoved Skagen søndag den 20. juni, og så går det ellers derudad.

 

Tre radarhoveder, tre flyvestationer - og det løse

 

Først ned igennem Jylland med stop ved flyvevåbensenheder på de tre flyvestationer, derpå med træningsflyet T-17 til Bornholm og besøg på Radarhoved Bornholm. Så går turen via Flyvevåbnets Eskadrille 515 i Københavns Lufthavn til Flyvevåbnets Officersskole og Skalstrup, inden den slutter igen den 30. juni med et lift med redningshelikopteren fra Roskilde til Flyvestation Karup, når den alligevel skal byttes ud med et nyt stel og vagthold.

 

”Vi gentager succesen, fordi vi tror og håber på, at vi endnu engang kommer hjem med store oplevelser og en mindeværdig tur i bagagen. Samtidig gør vi noget godt for Flyvevåbnet, som er en fantastisk arbejdsplads,” siger de to unge kvinder samstemmende.

 

Til daglig arbejder Cassandra som flymekaniker hos Fighter Wing i Skrydstrup, mens Ninna sidder med rekruttering hos Air Control Wing i Karup - i hvert fald lidt endnu. Hun begynder nemlig på Flyvevåbnets Officersskole i 2022.

 

Løbende markedsføring og rekruttering

 

”En løbende fortælling” er en anderledes måde at formidle info om de mange karrieremuligheder i Flyvevåbnet på. De mange besøg hos værnets enheder bliver omtalt på fortællingens egen Facebook-side, som alle kan følge, samt på andre interne og eksterne platforme. Et af hovedbudskaberne er, at Flyvevåbnet er en rummelig arbejdsplads med plads til mange forskellige mennesker og et væld af karrieremuligheder.

 

Det bakker også ledelsen i Flyvevåbnet op om:

 

”Det er imponerende, at Ninna og Cassandra nu for andet år i træk tager ud på en så lang tur for at skabe positiv opmærksomhed på vores arbejdsplads. Jeg vil gerne ønske dem en rigtig god tur, og jeg glæder mig til at følge dem undervejs,” siger chefen for Flyverkommandoen, generalmajor Jan Dam.

 

DU kan løbe med

 

Er du interesseret i at følge med i turen, kan du klikke ind på den tilhørende Facebook-profil, som de to selv står for at opdatere. Her vil der løbende være info om, hvor og hvordan man kan slutte sig til dem og løbe eller cykle en del af turen sammen med dem. 

 

Ruterne kan man se på Google Maps (med forbehold for ændringer):

 

 

Du kan følge deres tur på En Løbende Fortællings Facebookside.

 

En Løbende Fortælling

”En løbende fortælling” er Cassandra Sabra på cykel og Ninna Toxvig Hansen, som løber. Denne dynamiske duo blev forenet på flymekanikerskolen i 2016 og har hængt sammen som veninder lige siden. Folk tæt på de to kan endda finde på at kalde dem for et gammelt ægtepar, beretter de to flyvere.

 

Den første udgave af En Løbende Fortælling i 2020 bragte de to veninder endnu tættere på hinanden og var en oplevelse for livet. Det aspekt spiller en stor rolle i beslutningen om at arrangere det igen. Som de siger samstemmende:

”Vi gentager succesen, fordi vi tror og håber på, at vi endnu engang kommer hjem med store oplevelser og en mindeværdig tur i bagagen.” 

Også kaldet ”Hende, der altid løber.”

 

Ninna (25 – bliver 26 undervejs) har for det meste benene plantet solidt på jorden – bogstaveligt talt men også i sit sind. Den ro bruger hun blandt andet på at bevare overblikket over turen, som hun er hovedplanlæggeren bag.

 

Hun har sin daglige gang i Flyvevåbnets Air Control Wing på Flyvestation Karup. Her har hun rang af sergent og arbejder med rekruttering.

 

Det er dog ikke Ninnas største force at sidde stille, så når hun er løbet hjem fra arbejde, kan hun godt finde på at hoppe på cyklen eller tage en svømmetur. Hendes to største laster er løb og indkøb at løbesko, men bland-selv-slik og serien Greys ligger også højt på listen. 

 

Ninna Toxvig har indtil videre løbet to 100 km løb, og i 2020 vandt hun et 50 km løb i Viborg blot en måned efter den første tur med En Løbende Fortælling.

 

Til januar 2022 begynder Ninna næste skridt i sin uddannelse i Flyvevåbnet, da hun har fået en plads på uddannelsen til teknikofficer på Flyvevåbnets Officersskole.

 

”Det bliver et meget spændende og nyt kapitel i min karriere,” siger hun. 

Også kaldet ”Cykelmyggen Sabra.”

 

Cassandra (24) er tourmanager og cykler turen på en ladcykel, som rummer oppakning, forsyninger og fornødenheder. Hun synger efter eget udsagn dårligt men højt undervejs, og hun er således med til at holde humøret højt.

 

Til daglig er Cassandra Sabra interesseret i mekanik og arbejder meget passende som flyveroverkonstabel som flymekaniker på F-16 Fighting Falcon, en af de ganske få kvindelige af slagsen. Samme interesse kastes også på et par motorcykler og en bil i privaten.

 

Cassandra kan lide god øl samt mælk med ostehapsere.

 

”Jeg trives bedst i sociale lag, og derfor kan jeg nok blive lidt træls over for Ninna. Måske løber hun egentlig ikke for at komme i mål men bare for at komme væk fra mig?” siger hun med et glimt i øjet.