Afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FN’s fredsbevarende operationer”, udgivet i december 2013.

Alt i alt lyder det jo vældigt spændende, men lad os se, når hverdagen rammer. Min erfaring fra FN er, at der kan være stor forskel på det, der står i opgaver, og det, som rent faktisk bliver gjort. (Uddrag fra rejsebrev).

Kaptajn Jacob Palmer Bjerborg var forberedt på det uventede, da han i slutningen af 2011 landede i Juba i Sydsudan for at tage fat på seks måneder som Military Liaison Officer i det dengang blot fire måneder gamle land. Forventningen skyldtes både Jacobs erfaringer fra en tidligere udsendelse som FN-observator i Liberia i 2004-05, og at det ikke var helt klart, hvad der lå i jobbet som Military Liaison Officer, forbindelsesofficer eller blot MLO.

Flere værktøjer

Forbindelsesofficerer i stedet for observatører FN havde været til stede med militære FN-observatorer i Sudan, mens nord og syd stadig var et land, og FN prøvede at afslutte borgerkrigen mellem de to dele af Sudan. Men efter selvstændigheden i 2011 ønskede den nye regering i Sydsudan ikke FN-observatorer, der frit kunne bevæge sig rundt og rapportere til Sikkerhedsrådet. I stedet blev Sydsudan og FN enige om, at FN-missionen i landet kunne have forbindelsesofficerer til Sydsudans hær, SPLA. Forbindelsesofficererne fik også opgaven med at holde forbindelse mellem FN-missionen og de mange civile organisationer, der også var repræsenteret i Sydsudan, og at arbejde sammen med den egentlige FN-styrke, der også var i Sydsudan.

Det var ambitionen, at FN i rammen af UNMISS (UN Mission in South Sudan) skulle være med til at træne Sydsudans hær SPLA, der i realiteten var den militære del af Sydsudans oprørsbevægelse, og derfor skulle transformeres fra en oprørshær til en nationshær. Men da Sydsudan lå i mere eller mindre åben konflikt med Sudan, ville FN's upartiskhed komme i klemme, hvis FN direkte trænede Sydsudans hær. Samtidig var det på grund af konflikten med nord og forskellige former for intern uro i syd også begrænset, hvor meget hæren trænede og tog på feltøvelser. Den var i højere grad indsat i operationer. Derfor skulle Jacob Palmer Bjerborg og de andre forbindelsesofficerer fungere som militærrådgivere, der skulle støtte og rådgive SPLA.

Behov for øjne i marken

Men helt som Jacob Palmer Bjerborg havde forudset, kom han til at lave meget andet end der stod i hans opgavebeskrivelse. - Jeg oplevede, at der var mange i både den militære og civile del af missionen, der var vant til at have og bruge FN-observatorer og afledt deraf tænkte FN-observatorer om os og anvendte os som sådan. Det udfordrede jeg lidt, da jeg kom derned, men det blev understreget, at det var vigtigt for missionens virke, at vi som MLO'er også løste observatørrollen. Kort sagt, så var man i missionen klar over, at MLO'erne var de bedst egnede til at skabe den situational awareness, som der var brug for, og som observatører normalt ville få til opgave at levere.

"Jacob, du er jo officer og soldat som mig, så du ved jo, at man må gore det, der skal til for at løse opgaven" Ordene hænger i luften, mens smilet fortsat driller på hans ansigt. Jeg kan næste ikke tro mine egne ører! Han har stort set netop indrømmet, at de gør alt det, jeg har berettet, at de civile har fortalt mig om. Blandt andet brug af waterboarding. Hvad nu? Kort efter får jeg dog styr på koncentrationen igen, og vi glider ind i en længere ordveksling, der bygges op til en god diskussion om, hvor grænsen for rimelige metoder ligger. Han erkender til sidst, at vandtortur er over grænsen, og det er noget, han vil efterforske og satte en stopper for. Men igen lader han det sagt bare under forstået, at tæsk er helt i orden. (Uddrag af rejsebrev).

Foto fra Jongleiprovinsen i Sydsudan. Foto: Jacob Palmer Bjergborg/Forsvaret.

Jacob Palmer Bjerborg inspicerer våben, der er indsamlet af Sydsudans hær -SPLA - blandt civile. Foto: Jacob Palmer Bjerborg/Forsvaret.

På opgave i Jonglei

Som militærrådgiver blev Jacob Palmer Bjerborg tilknyttet en division af SPLA i Jonglei. En af delstaterne i Sydsudan. Her skulle han være med til at støtte hæren i dens omstilling fra en oprørshær til en nationshær. Det team, som Jacob Palmer Bjerborg var en del af, skulle for eksempel prøve at få de militære chefer til at forstå, at en nationshær efter FN's opfattelse er til for at forsvare, ikke angribe. At en hær skal bruges mindst muligt over for egne borgere, og at de grundlæggende menneskerettigheder skal respekteres. Men Jacob Palmer Bjerborg var også med på egentlige operationer, når hæren var sat ind mod oprørsgrupper

Når vi hørte, de havde gang i en operation for eksempel mod oprørere fra Etiopien, der kørte over grænsen og stjal kvæg, tog vi ud og mødtes med chefer helt ned til delingsforer. Hørte hvad deres opgave var, hvad de havde til rådighed, og hvordan de ville løse opgaven. Og så kom vi med forslag til losninger for eksempel på baggrund af mine erfaringer fra Afghanistan.

Afghanistantur gav respekt

Som rådgiver kom Jacob Palmer Bjerborgs tid som eskadronchef i Afghanistan ham til gode. Det gav ham autoritet, at han havde kæmpet selv og kunne dele ud af sine egne erfaringer med kamp mod oprørsstyrker. Og samtidig opnåede han ekstra respekt, fordi soldaterne i Sydsudans hær opfattede Taleban i Afghanistan som en form for allieret med den islamiske regeringen i Sudan, og derfor respekterede de en officer, der havde kæmpet mod deres fjende. Det åbnede døre og betød, at officererne fra SPLA lyttede til ham, også når han talte om menneskerettigheder og andre ting, som ikke havde noget med Afghanistan at gøre.

Jacobs tid i Afghanistan og hans missionserfaringer i det hele taget betød også, at han - modsat mange andre forbindelsesofficerer - ikke havde noget problem med at leve under de meget primitive forhold i felten eller var bange for at tage med ud, når soldaterne fra SPLA var indsat i skarpe operationer. Derfor kunne han være til stede og levere observationer på en måde, som FN ikke var vant til.

Ikke kun for pengenes skyld

Det bliver bemærket, at danske officerer via vores opvækst, skolegang og militære uddannelse og erfaring har forudsætningerne og ikke mindst viljen til at levere varen. Der er mange andre, og det er ikke bare dem, der kommer fra fattige lande og bliver FN-observatorer for pengenes skyld, der bare freerider. De resignerer og giver op over for kaos. Der siger danske officerer, at netop fordi det ikke virker, er det vigtigt, at vi gør en indsats og får det til at virke.

Stanken af død er gennemtrængende. Vi er landet i Likuangole for at samle vicepræsidentens delegation op, og mens den er på vej fra SPLAs lokale lejr, har jeg en opgave med at dokumentere ødelæggelserne i byen. For et par dage siden hang jeg over byen og så ødelæggelserne, mens de foregik, men nu står jeg her med resultatet lige foran øjnene. Da vi landede med helikopteren, lettede en sand sværm af gribbe og marabustorke fra området, men fluerne er her stadig Jeg står 25 meter fra det skyttehul, som den kenyanske sergent sprang op af, og synet og stanken fra liget af den lille drengs mor fylder alle mine sanser. Jeg ved ikke, hvordan hun så ud i levende live, men jeg føler mig overbevist om, at de sidste fire dage i den brændende sol med selskab af fuglene og fluerne ikke har gjort hende kønnere. (Uddrag af rejsebrev).

Voldsomme stammekrige

Hen over julen 2011 var Jacob Palmer Bjerborg i sin uformelle rolle som observator førstehåndsvidne til en voldsom væbnet konflikt mellem flere stammer i Sydsudan. Gennem samtaler med lokale ledere, repræsentanter fra internationale organisationer og officerer fra SPLA kunne FN-observatørerne følge med i og rapportere om, hvordan konflikten mellem stammerne blev trappet op. Og via patruljer først og fremmeste med helikopter kunne observatørerne også følge med i, hvordan stammekrigere samlede sig til en større hær på op imod 8000 mand, satte sig i bevægelse og endeligt angreb andre stammers landsbyer, hvor mænd, men primært kvinder og børn brutalt blev slagtet. Alt sammen uden at FN rigtigt kunne gøre noget, fordi den lille bevæbnede FN-styrke, der var tilknyttet missionen, ikke var dimensioneret til andet end at beskytte FN's personel og installationer i Sydsudan.

- Afmagt. Det er noget af det, der er sværest ved at arbejde for FN. Det er en af de stærkeste følelser, man skal kunne håndtere som soldat. Afmagten rammer, når man føler, man ved, hvad der kræves, og man står i situationen og oplever, at verdenssamfundet tilsyneladende ikke vil gøre det, der er nødvendigt. Og det ender med, at kvinder og børn bliver slået ihjel, og man så bliver sendt ud for at dokumentere det bagefter. Man bliver ansigtet på FN's manglende vilje til at gore noget ved det. Jeg har haft nogle alvorlige oplevelser, som jeg bagefter også har grædt over, og jeg har tænkt, om det er spøgelser, der skal forfølge mig resten af livet. Men jeg tænker også, at nogen skal gøre det, og så er det bedre, at det er mig, fordi jeg har troen på, at jeg har robustheden til at håndtere det følelsesmæssige pres.

Kort efter bryder de første indere ud af bushen, og mens James, Rana og de sidste gutter med piger på en improviseret bare dukker op bag ved dem, fyldes jeg med stolthed. Det er som taget ud af "Platoon", og det går op for mig, hvor vild en præstation, de har leveret i dag. For tre uger siden havde vi aldrig mødt hinanden, og nu har vi imod alle odds ved fælles vilje, teamwork og tillid til hinandens evner og kompetencer løst en opgave, som de fleste ville have givet op på, da de opdagede, at de var blevet placeret det forkerte sted. Og ved at få den lille pige med, har de vist de lokale, at UN mener det, når vi siger, at de prøver at hjælpe. (Uddrag af rejsebrev).

Midt i myrderierne og FNs generelle passivitet oplevede Jacob Palmer Bjerborg dog også, at situationen gav det enkelte individ mulighed for at træde i karakter. Han oplevede hvordan en kenyansk sergent fra FN-styrken imod alle ordrer og med fare for sit eget liv reddede en 3-årig dreng, som var ved at blive skudt af stammekrigere. Og han var selv med til at redde sårede ofre fra den visse død. Derfor sidder Jacob Palmer Bjerborg også tilbage med en stor tilfredshed over, hvad han var med til som FN officer i Sydsudan.

Et tydeligt aftryk

Når jeg reflekterer over mine missioner i Bosnien og Afghanistan, så når jeg frem til, at det ikke gjorde en forskel, om lige præcis jeg var der. Der kunne have været en anden delingsfører eller eskadronchef, der havde gjort det samme. Hvorimod både i Sydsudan og i Liberia, har jeg, fordi jeg havde viljen, modet og energien til at være de rette steder har bidraget til den situational awareness, som jeg ved, er blevet brugt til at ændre nogle strategiske beslutninger. Og jeg har den klare opfattelse, at jeg som individ har sat et fodaftryk på, hvordan nogle liberianere og sydsudanesere tænker om det at være officerer på. Jeg har gennem diskussioner medvirket til at flytte nogle menneskers opfattelse. Det er noget varigt.

Klokken er 19.18, og der er knap to kilometer til basen. Jeg sætter farten op og nyder den umiddelbare reaktion i musklerne. Aftenluften er stadig midt i 30'erne, men føles svalende oven på de 46 grader tidligere i dag. Ca. 350 km mod nord er der en mini-krig i gang mellem Sudan og Sydsudan. Et par hundrede kilometer mod øst gør løverne sig klar til deres natlige jagt på antiloper og gazeller. Jeg er 7000 km hjemmefra og foler mig som en sand eventyrer - levende, vild og i fuld kontrol T-I-A..... This is Africa. (Uddrag af rejsebrev).

Test af link til samme domæne/hjemmeside:

Test 1

Test 2

Test 3