Afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FNs fredsbevarende operationer”, udgivet i december 2013.

Kurt Mosgaard er den danske officer med størst erfaring i FN-operationer. I 2005-2007 var han militær chef i MINURSO – FNs mission i Vestsahara. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at løse områdets fastlåste konflikt, men han ville til gengæld hæve det faglige niveau ved FN-missionen, hvor mandskabet ikke fulgte FNs regler og heller ikke virkede neutrale og upartiske.

58-årige Kurt Mosgaard er Forsvarets ”Mr. FN”. I store dele af sin karriere har han beskæftiget sig med fredsbevarende FN-operationer. Hans første erfaring med FN var dog ikke positiv. Han var næstkommanderende og fungerende chef for det sidste danske hold soldater i Kroatien, der kom under beskydning i lejrene i Dvor og Kostajnica og havde to dræbte og 13 sårede soldater.

"Mens vi var under beskydning, manglede vi muligheden for at kunne kalde på hjælp. Vi hørte nogle NATO-fly, som fløj over os i stor højde, men vi havde oplevelsen af, at FN ikke ville anmode om luftstøtte til os, fordi det kunne skabe politiske problemer", husker Kurt Mosgaard.

"Jeg var kritisk over for FN, da jeg forlod Kroatien, uden at være decideret negativ. Det, der var sket i Kroatien og Bosnien, var forståeligt nok. The bad guys var ikke FN, men parterne. FN var bare ikke forberedt på, at det blev sådan en modbydelig krig", forsætter han.

Kurt Mosgaard nåede både at deltage i FN-missionen i Kroatien og den efterfølgende NATO-mission i Bosnien. Erfaringen med både FN og NATO gjorde, at han som chefrådgiver i DANIDA fik til opgave at bidrage til opbygningen af et internationalt træningscenter i Zimbabwe, hvor han kom i berøring med mange FN-udsendte. Bagefter var han selvskreven til at blive militærrådgiver ved den danske FN-ambassade i New York i 2001-2003.

Tre kandidater til stilling

Med to år hos FN i New York var Kurt Mosgaard godt rustet, da FN valgte Danmark, Kroatien og Østrig til at stille kandidater til posten som militær chef i missionen MINURSO i Vestsahara. Det danske Forsvar indstillede ham til jobbet, og Kurt Mosgaard gennemførte FNs udvælgelsesproces med ansøgning og interview, hvorefter FN-organisationen valgte ham til stillingen.

Generalsekretær Kofi Annan oplyste om beslutningen efter en kort proceduremæssig inddragelse af de 15 medlemmer i FNs Sikkerhedsråd. Kurt Mosgaard var på tidspunkt den hidtil eneste dansker, der har fået en militær chefpost gennem FNs ansøgningsproces.

"Det gælder om, at man skriver en fornuftig ansøgning, så skal man være sund og rask, være god til at formulere sig på engelsk, have både generel viden om FN og have specifik viden om den FN-mission, man søger stillingen til", råder Kurt Mosgaard andre ansøgere til.

Han foreslår, at eventuelle ansøgere afsætter fjorten dage til at studere konflikten og den region FN-missionen opererer i. I forhold til at forberede sig til jobinterviewet kan man få de bedste råd hos den danske FN-repræsentation i New York, oplyser Kurt Mosgaard.

Så snart Kurt Mosgaard var udpeget, ville FN have ham til Vestsahara, hvor stillingen allerede var ledig. Rejsen blev derfor gennemført blot et par uger efter udpegningen og der var mange praktiske ting, der skulle ordnes først.

"Som udsendt med FN, står man for alt selv. Danmark fik afsluttet min løn hurtigt, fordi jeg skulle lønnes af FN, men det tog seks måneder, inden jeg fik min første FN-løn. Hvis man skal af sted til sådan en stilling, skal man have en god aftale med sin bank", påpeger Kurt Mosgaard.

Rejsen til Vestsahara foregik via New York, hvor der traditionelt indgår en uges briefinger og møder med ledende personer i Department of Peacekeeping Operations (DPKO), Department of Political Affairs (DPA) samt en række desk-officers og sagsbehandlere.

"Ugens aktiviteter gav et godt indblik i både MINURSO og situationen i Vestsahara generelt. Ofte var holdninger og råd modstridende, hvilket understregede, at der ikke var en egentlig FN-strategi for den videre håndtering af konflikten, idet andre og større fredsbevarende missioner i blandt andet Sudan og Congo var i fokus. Det peger på, at udsendte FN-chefer selv må gøre sig de nødvendige overvejelser og i dialog med FN-hovedkvarteret og andre partnere lægge en strategi for den kommende indsats – især i de mindre og upåagtede missioner".

En mission i dårlig forfatning

MINURSO, som Kurt Mosgaard i 2005 rejste ned til, har eksisteret siden 1991. Formålet med missionen er at assistere konfliktens parter med at få afholdt en folkeafstemning, der skal afgøre Vestsaharas fremtid. Indtil folkeafstemningen finder sted, overvåger FN våbenhvilen mellem marokkanske styrker og selvstændighedsorganisationen Frente POLISARIO.

Forhandlingerne om at få gennemført en folkeafstemning har ligget i dødvande i årevis. Imens har MINURSO levet sit stille liv, men fra hvad Kurt Mosgaard kunne læse om missionen og se med sine egne øjne, fungerede den dårligt.

 

Det kneb for de udsendte officerer at fremstå som neutrale i konflikten. Der var eksempler på, at de spillede golf med marokkanske kolleger og tog på ferier i marokkanske officersmesser.Det betød, at den anden part i konflikten, Frente POLISARIO, i nogen grad havde mistet tilliden til FNs upartiskhed.

De rapporter FN-observatørerne lavede om overtrædelser af våbenhvilebestemmelserne var også af en tvivlsom kvalitet. Det skyldtes blandt andet, at nogle af officererne talte meget dårligt engelsk, så kommunikationen kunne gå meget langsomt, hvis FN-observatørerne skulle undersøge en hændelse. Samtidig var nogle af dem også dårlige til at køre bil og var hvert år skyld i alvorlige færdselsuheld.

FNs rapporter blev ikke taget seriøst af parterne. I det hele taget var FN ofte lidt til grin i området, fordi missionen ikke kørte særligt professionelt.

"Mit bidrag til at få konflikten løst kunne være, at de to parter oplevede FN som upartisk, så dårlig tillid til FN ikke kom til at blokere for forhandlingerne. Jeg ville have stoltheden tilbage i FN-missionen", siger Kurt Mosgaard.

Grunden til, at MINURSO har fået lov at sygne hen og er blevet en søvnig og fagligt utilfredsstillende mission, er, at Vestsahara er en af verdens glemte konflikter.

 

"Når FN har 16-20 missioner, er der tre-fire missioner, der fylder rigtigt meget for FN’s afdeling for fredsbevarende operationer. De er de samme missioner, vi hører om i medierne. I øjeblikket er Sikkerhedsrådets opmærksomhed rettet mod Syrien og Sydsudan. Så kan en mission som den i Vestsahara hurtigt blive glemt", vurderer Kurt Mosgaard.

I praksis betyder det, at en deskofficer langt nede i FNs hierarki er ansvarlig for en mission som MINURSO. Så afhænger det af deskofficerens evner, hvordan missionen bliver håndteret i FN-hovedkvarteret i New York.

Fyrede observatører

Inden Kurt Mosgaard kom til Vestsahara, havde han fået opbakning fra FN til at rette op på MINURSO, så missionen genvandt parternes respekt. En af de første nye ting, han indførte var en test for de officerer, der kom til missionen. Han afprøvede nyankomne officerers evner i engelsk, deres køreegenskaber og deres helbred. Hvis de dumpede, sendte han dem tilbage til hjemlandet og bad nationerne om at sende nogle bedre kvalificerede folk.

 

"I New York gav det meget forstyrrelse, fordi nationerne var vrede over, at jeg havde returneret deres officerer. Jeg havde grædende officerer på mit kontor, som nu gik glip af indtægten fra FN. De var dybt ulykkelige, men jeg måtte være ond og kontant, hvis MINURSO skulle komme til at fungere", beretter Kurt Mosgaard.

Omkring 20 officerer klarede testen så dårligt, at Kurt Mosgaard måtte beordre dem til at rejse hjem.Allerede efter tre måneder var det faglige miljø i missionen højnet markant. For eksempel begyndte han at få præcise rapporter om illegale immigranter, som ulovligt befandt sig i den demilitariserede zone mellem marokkanske styrker og POLSARIO-soldater i Vestsahara.

Et andet godt tegn var den vellykkede gennemførsel af Paris-Dakar Rallyet.I 2004 var nogle af deltagerne i løbet kommet til skade, fordi de var kørt på en mine i Vestsahara. Da løbet kom tilbage i 2005, havde FN fået mere styr på, hvor minefelterne lå, og køretøjerne passerede igennem området uden uheld.Kurt Mosgaard lavede også en række andre reformer. FN-observatørerne fik dyre fartbøder, hvis de kørte for stærkt. FNs køretøjer havde fartmålere, så det var let at kontrollere, om der var overtrædelser af fartgrænserne.

Han nedlagde to sektorhovedkvarterer, så han kunne få flere observatører ud til de ti lejre, som lå langs våbenhvilelinjen. Når han skulle have nye folk ind i missionens hovedkvarter, blev de vurderet på deres faglige kvalifikationer.

Samtidig skrev Kurt Mosgaard en operationsbefaling for MINURSO. Det vil sige retningslinjer for, hvordan FN-observatørerne skulle operere. Den var blevet påbegyndt i 1991, men var aldrig blevet færdig. I de første tre måneder arbejdede han hver aften på operationsbefalingen. Der var ikke andre, som kunne påtage sig det arbejde.

Mere neutralitet

I forholdet til parterne gjaldt det om at få missionen ind på en meget neutral kurs. For at få genoprettet balancen måtte Kurt Mosgaard gribe ind over for de alt for tætte relationer med Marokko, der var opstået i de foregående år. Hver anden eller tredje måned mødtes han med Marokkos forsvarschef, som i begyndelsen var misfornøjet med forandringerne.

"Generalen forsøgte at køre hårdt på mig, og vi havde nogle heftige debatter, men i og med, at jeg kørte det fuldstændigt efter bogen og ikke lod mig presse, blev samarbejdet med marokkanerne ganske udmærket. Tidligere chefer havde veget på nogle punkter, og resultatet var, at de blev jaget rundt i manegen", siger Kurt Mosgaard.

Møderne med Frente POLISARIOs forsvarsminister var mere udramatiske, da han var tilfreds med, at FN nu optrådte mere upartisk og ikke mere fraterniserede så meget med Marokkanerne.

Ned med Marokkos flag

Et af de mest risikable skridt, Kurt Mosgaard foretog, var at fjerne det marokkanske flag fra FN-hovedkvarteret i Laayoune. Flaget sendte et forkert signal, nemlig at FN-missionen stod tættere på Marokko end konfliktens anden part, og gav indtryk af, at FN og MINURSO ikke var upartiske. Flaget havde hængt over FN-hovedkvarteret siden 1991 imod FNs egne regelsæt og principper. Kurt Mosgaard fjernede det, imens han en kort periode var fungerende chef for hele missionen.

"Jeg lod flaget hale ned, efter at jeg havde meddelt de to parter, at FN-missionen fjernede alle nationale symboler rundt omkring i FNs lejre. I et par uger var det som at stå i en orkan. Jeg havde forberedt min familie og udenrigsministeriet på, at nu blev jeg nok sendt hjem. Marokkanerne klagede gentagne gange til FN i New York over mig, men jeg fik lov at blive, og flaget er ikke blevet hængt op igen", fortæller Kurt Mosgaard.

Gang i minerydningen

I det hele taget var Kurt Mosgaard meget optaget af, at han fik lavet et varigt aftryk i Vestsahara. Hans opmærksomhed rettede sig mod de 6,5 millioner miner, der hvert år dræber omkring 20 mennesker i Vestsahara og gør store arealer ubeboelige.

"På et eller andet tidspunkt, når konflikten bliver løst, skal minerne helst være væk. Jeg ville gerne kunne sige, at når jeg vendte hjem til Danmark, så havde jeg gjort noget, der forbedrede forholdene i området permanent. Derfor tog jeg initiativ til at få sat minerydning i gang", siger Kurt Mosgaard.

I begyndelsen var mange imod. Internt i MINURSO og FN var der betænkeligheder på grund af den yderst følsomme politiske situation. Det lykkedes at få POLISARIO til at underskrive en FN-konvention mod anvendelsen af personelminer. Kurt Mosgaard fik etableret et samarbejde med FN’s minerydningscenter i New York (UN Mine Action Service, UNMAS), som hjalp både med ekspertise og fonde.

Pengene kom indledningsvis fra Princess of Wales Memorial Fund, som støtter minerydningsprojekter, så Kurt Mosgaard kunne hyre en hjælpeorganisation til at fjerne miner og uddanne POLISARIO i minerydning. Mens der var fremskridt for minerydning på POLISARIO-siden, bestred den marokkanske forsvarschef, at der var miner i det marokkansk kontrollerede område.

Imidlertid hændte der to alvorlige mineulykker kort efter, hvor to marokkanske parlamentsmedlemmer blev dræbt. Herefter gik 10.000 marokkanske soldater i gang med at søge efter miner indledningsvis med bajonetter.Kurt Mosgaard fik desuden nogle af nationerne, der bidrager til MINURSO, til at sende ingeniørofficerer med forstand på minerydning, så MINURSO kunne bistå de lokale mineryddere med råd og vejledning.

Nu er det blevet en af MINURSOs permanente opgaver at støtte minerydningen, og begge parter er nu i fuld gang med opgaven.

"Når man kommer ud i en FN-mission, kan det godt virke totalt uoverskueligt. Der er så mange forskellige facetter. Men ligesom i et lokalsamfund i Danmark kan man vælge en mærkesag, man vil koncentrere sig om. Så kan det lykkes, hvis man gør en lang, vedholdende og stædig indsats", foreslår Kurt Mosgaard andre danske FN-udsendte.

FN bedst til fredsbevarelse

For Kurt Mosgaard er de to år i Vestsahara et af højdepunkterne i hans militære karriere. Siden har han på afstand fulgt med i MINURSOs udvikling og glæder sig over, at missionen ikke er faldet tilbage i den dårlige tilstand, den var i, da han kom til i 2005.

Selv om Kurt Mosgaard har oplevet mange fejltagelser begået af FN, synes han, at organisationen er bedst til at løse opgaver, hvor der er tale om ren fredsbevarelse. Det vil sige konflikter, hvor den militære tilstedeværelse er helt neutral og ikke drejer sig om at bekæmpe en af parterne i konflikten.

"Mit synspunkt er, at FN har langt større ekspertise end NATO og EU i de missioner, hvor de militære styrker ikke skal ud og slås. I en hård mission som eksempelvis Libyen er det bedre, at nogle andre gør det med et FN-mandat i ryggen. Til gengæld nyder FN en større respekt i Afrika. Hvis NATO prøvede at begynde en mission her, ville soldaterne ikke blive opfattet som neutrale men som USAs, Frankrigs eller Storbritanniens forlængede arm. Derfor mener jeg, at FN har en stor rolle at spille fremover", siger Kurt Mosgaard.

"Hertil kommer, at FN er den mest veludviklede organisation til at varetage en civil genopbygning efter en krig, det vil sige opbygningen af statslige og kommunale strukturer, koordination af udviklingshjælp inklusiv skoleuddannelse med videre".

Kurt Mosgaard nævner Timor Leste og Liberia som eksempler på, hvor FN har skabt de sikkerhedsmæssige rammer gennem FNs militære enheder og politi.

Mens dette foregik, bistod andre i FN-organisationen med opbygningen af statslige og kommunale strukturer og gennemførelsen af demokratiske valg parallelt med uddannelse af lokale civile, politi og militær til gradvist at overtage opgaverne fra FN.

"Der er stadigvæk brug for, at vi rydder op, og at vi i fællesskab gør FN stærkere. Overordnet set er FNs regler og policies gode nok, faktisk kunne de være vedtaget eller fundet på i Danmark. Der er bare mange FN-ansatte eller udsendte, der ikke følger regelsættet, fordi de vil komme nemt om ved tingene eller som opgiver i forhold til FNs bureaukrati. Den danske og vestlige tilgang er derimod oftest, at vi tager fat om og løser problemerne efterhånden, som de opstår".

"En af måderne, hvormed FN kan komme til at fungere bedre på, er, at vi vestlige lande involverer os mere praktisk. Det kunne være bidrag med dygtige militære officerer til FN-hovedkvarteret i New York samt gennem danske bidrag til den direkte udførelse af FNs fredsbevarende missioner. I øjeblikket er Danmark og øvrige vestlige lande primært engagerede, når regler og policies fastlægges på talerstolene, og i de politiske komiteer og udvalg i New York. Det kan vi gøre bedre", konkluderer han.