Dansk instruktør undeviser på det afghanske officersakademi.

Danske soldater underviser elever på officersskole i Afghanistan. Foto: Presseofficeren, Resolute Support / Forsvaret.

Forsvaret har siden 2015 bidraget med soldater til den NATO-ledede mission Resolute Support. Før 2015 bidrog Danmark fra 2002 til 2014 med soldater til missionerne Operation Enduring Freedom og International Security and Assistance Force (ISAF).

 

Resolute Support missionen er aktuelt under nedlukning, og der arbejdes på at hjemtage de danske bidrag til missionen. Dele af det danske bidrag er dog fortsat operative. Se den ugentlige Mission Update under nyheder for den nyeste status. 

 

Formålet med Resolute Support Mission er at styrke afghanernes evne til at varetage deres egen sikkerhed. Missionen er ikke en kampmission, men den fokuserer på træning, rådgivning og støtte til afghanske sikkerhedsstyrker og andre nationale institutioner.

 

Danmark bidrager til Resolute Support med officerer ved missionens hovedkvarter, et sikrings- og eskortebidrag, en styrke fra militærpolitiet, der udgør politimyndigheden i Kabuls internationale lufthavn - Hamid Karzai International Airport og to hunde med førere fra Flyvevåbnet. Det danske bidrag omfatter desuden nationale støtteenheder. 

 

I perioder har Danmark også kommunikationsspecialister  - et såkaldt Deployable Communication Module - udsendt til Resolute Support missionen. Det er dog udsendt direkte under NATO og er derfor ikke en del af det danske bidrag til Resolute Support missionen. 



Dansk deltagelse i tidligere operationer

Danmark har bidraget til forskellige internationale militære missioner i Afghanistan siden 2002.

 

Soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset var med som en del af Operation Enduring Freedom, da USA efter terrorangrebene den 11. september 2001 væltede det afghanske talebanstyre. Danmark støttede også den amerikansk ledede krig med kamp- og transportfly.

 

Fra 2002 – 2014 var Danmark som en del af den NATO-ledede International Security and Assistance Force (ISAF) med til at bekæmpe oprørsstyrker og støtte den afghanske regering. Indsatsen omfattede blandt andet rydning af miner og andre sprængstoffer i Kabul, støtte til opbygning af afghanske sikkerhedsstyrker og støtte til den internationale stabiliseringsindsat i forskellige provinser i Afghanistan.

 

Fra 2006 til 2014 deltog danske soldater i meget hårde kampoperationer i den sydlige Helmand-provins for at bekæmpe oprørsstyrker. 

 

Fra 2012 overgik de danske soldater gradvis til en mere tilbagetrukket rolle, hvor vægten efterhånden blev lagt på at uddanne afghanske sikkerhedsstyrker. Ved udgangen af 2014 overtog afghanerne selv ansvaret for sikkerheden i Afghanistan, og ISAF blev fra begyndelsen af 2015 erstattet af Resolute Support Mission.

 

Læs mere om den tidligere danske indsat i Afghanistan under relateret indhold længere nede på siden.

  • Områder

    Afghanistan
  • Ramme

    NATO
  • Tidsinterval

    Fra 2015
  • Aktuel

    Ja

Grundlag

Grundlaget for den danske militære indsat i Afghanistan er: B25 - Folketingsbeslutning om militært bidrag til NATOs mission i Afghanistan.

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google