Konstabel Anders Bjørn Storgaard

Konstabel Anders Bjørn Storgaard blev dødeligt såret under ildkamp i Helmand-provinsen, Afghanistan den 26. marts 2008.

Mindeord af Kenneth Juul Strøm, kompagnichef for ODIN kompagniet og for de underlagte enheder i Armadillo


Det var med stor sorg at jeg i aftes, efter at være kommet hjem fra patrulje med 2 deling og manøvrestøttesektionen, måtte samle alle enheder i lejren Armadillo for at meddele at vi i ODIN familien har lidt et smerteligt tab – vi har mistet en kammerat og jeg har mistet en af mine svende.



Konstabel Anders Bjørn Storgaard omkom den 26. marts 2008 under kampe med Taliban og en konstabel kom lettere til skade. Anders deltog i patruljen som næstkommanderende i en af grupperne. Anders har fulgt kompagniet gennem hele uddannelsen og viste fra starten helt særlige egenskaber.
Ikke blot var hans personlige færdigheder helt i top, han var også vellidt som menneske i kraft af hans evne til at tale med og lytte til alle andre.
Som led i sin funktion som næstkommanderende i hans gruppe, viste Anders under føreruddannelsen hjemme i Danmark, at han ikke alene havde en rigtig god taktisk forståelse, men også at han havde egenskaberne til at samle gruppen om de opgaver som han fik ansvaret for.


Alle opgaver som Anders blev stillet blev løst med største professionalisme og med en tilgangsvinkel til, at kun de bedste løsninger var gode nok.


Tillige havde Anders sine meningers mod, hvilket jeg som kompagnichef i særdeleshed værdsatte. Han var aldrig bange for at komme med nye forslag, hvilket samlet set kun gjorde os endnu stærkere som familie.

Efter hjemkomsten fra patruljen samledes hele ODIN familien og vi holdt et minuts stilhed for Anders og tænkte på vores kammerat som lægerne i Bastion tager sig af.


Til afslutning på mindehøjtideligheden citerede jeg et personligt brev, som jeg modtog for ganske få dage siden fra en pårørende til en soldat i kompagniet: "Ved at tro på livet - erfares det. Ved at elske livet - forklares det. Ved at vove livet – forsvares det".


Anders troede på, elskede og vovede livet. Derfor var han i Afghanistan, derfor var han en af de bedste soldater og derfor var han en af de bedste kammerater. Anders forsvarede livet!


Vi har valgt en gerning, hvor vi er villige til at satse vores eget liv i fast overbevisning om at andre kan få et bedre. Vi har valgt den bevidst, men vi har også forberedt os således, at risikoen minimeres mest muligt.

Der er ingen tvivl om at vores hjerter smerter lige nu, men vi ved også at det er intet imod den sorg som har ramt Anders’ forældre, lillesøster og kæreste i Danmark.


I skal vide at vi alle tænker på og føler med jer! Vores tanker går samtidig også til den sårede konstabels pårørende.


På søndag tager vi i Armadillo afsked med Anders når han flyves fra Bastion – god rejse Anders!

Æret være Anders Bjørn Storgaards minde.



Tjenesteforløb

  1. april 2006: Indkaldt til 3 HBUKMP/II UDDBTN LG
  1. december 2006: Ansat i 5 HRUKMP/II UDDBTN LG
  1. april 2007: Ansat i 4 HRUKMP/II UDDBTN LG
  1. januar 2008: Udsendt til ISAF

 

Bisat:

Ny Tåstrup Kirke, Birkedalsvej 2, 2630 Tåstrup