Prins Aages store ordensspænde med danske og franske ordener

Prins Aages ordensspænde i Historisk Samlings montre på Livgardens Kaserne.

”Erhvervelsen af prins Aages store ordensspænde – Fremmedlegionen har ”det lille” – er et kæmpe scoop for Livgardens Historiske Samling!” udtaler Eric Lerdrup Bourgois, Historisk leder ved Den Kongelige Livgarde.

Leder af Historisk Samling foran montren med Prins Aages ordensspænde

En særdeles glad og begejstret historisk leder ved Den Kongelige Livgarde foran Prins Aages ordensspænde, som nu findes udstillet i Livgardens Museum.

 

”Prins Aage var først og fremmest en særdeles afholdt officer ved Den Kongelige Livgarde og hans kongelige ophav og den videre tjeneste ved Den Franske Fremmedlegion gør ham til en helt særlig historisk personlighed for os. Jeg er derfor særdeles glad for, at vi nu har den genstand, som bedst lader folde hele prinsens historie ud – nemlig hans STORE ordensspænde, der er et vidnesbyrd om såvel hans kongelige ophav som hans mange militære meritter” fortsætter Livgardens historiske leder.

”Jeg ser frem til, at vi kan genåbne museet på den anden side af de nuværende COVID-foranstaltninger, så offentligheden også kan få adgang til at se ordensspændet” afslutter Eric Lerdrup Bourgois.

Prins Aage med ordensspændet ved hans fars, Prins Valdemar, bisættelse i januar 1939.
Prins Aage mødte ved Den Kongelige Livgarde den 10. maj 1907, hvor han med enkelte længere ophold bl.a. i udlandet forblev i nummer indtil 1922.
Fra 1923 og frem til hans død i 1940 gjorde prins Aage tjeneste ved Den Franske Fremmedlegion, hvor han udmærkede sig ved adskillelige lejligheder. På fotoet ses prins Aage til højre – bærende ordensspændet på Livgardens røde officersgalla. Anledningen var hans fars, prins Valdemar, bisættelse i januar 1939. Det var prins Aages sidste besøg i Danmark.