Forvaret arbejder med bemanding ud fra det såkaldte totalstyrkekoncept, som skal gøre det lettere for Forsvaret at få fat på personel, der har de kompetencer, man har brug for til at løse Forsvarets forskellige opgaver.

Totalstyrkekonceptet har også som formål at styrke Forsvarets tilknytning til og sammenhæng med samfundet. Dette bidrager også til en større forståelse for Forsvarets opgaveløsning blandt borgerne.

Målet med totalstyrkekonceptet er, at Forsvaret til enhver tid har den mest hensigtsmæssige balance i sammensætningen af fastansatte, personel af reserven og frivillige i Hjemmeværnet.

Det aktuelle forsvarsforlig 2018-2023 tilsiger en øget og en bredere anvendelse af Reservestyrken. Denne beslutning har blandt andet sin oprindelse i arbejdet med ”Forsvarets fremtidige anvendelse af personel af reserven og Hjemmeværnets frivillige” under det forrige forlig – også kendt som HR-delstrategi 9.

Den overordnede forligsimplementeringsplan omfatter en lang række forligsinitiativer, hvoraf særligt to er interessante i relation til reserven.

Det primære initiativ i den forbindelse drejer sig om ’Udvikling af reserven’ og det andet omhandler ’Totalforsvarsstyrken’. Sidstnævnte er relevant for reserven, da det er reserven, der skal bemande funktionerne som førere for den kommende, større totalforsvarsstyrke

Den overordnede policy for reservens anvendelse er, at den skal være en integreret del af Forsvaret, og at den direkte eller indirekte skal bidrage til den samlede styrkelse af Forsvarets operative kapaciteter.

Forsvaret tilføres i forliget flere opgaver, hvorfor der også kommer flere opgaver til reserven, der skal indgå i og støtte Forsvarets og Hjemmeværnets enheder. Reserven skal medvirke til at skabe redundans og robusthed samt tilføre yderligere kompetencer. Det betyder, at der fremadrettet vil være flere reservister og flere ressourcer til deres aktiviteter.

I det aktuelle forsvarsforlig er Center for Reservestyrken ”initiativejer” på et af forligsprojekterne kaldet F23.a, "Reservestyrkens udvikling". Der er i den forbindelse nedsat en implementeringsgruppe, der har afleveret et notat til Forsvarets øverste ledelse med anbefalinger om tiltag vedrørende Reservestyrkens fremtid omhandlende bl.a. anvendelse, volumen, struktur, uddannelseskoncept, rekruttering, Employer Support mv. Dette notat afventer p.t. godkendelse ved Forsvarets øverste ledelse, hvor det indgår i sammenhæng med andre forligsprojekter. 

Den samlede reservestruktur øges på baggrund af Forsvarsforliget med minimum ca. 600 soldater, som skal skabe en større robusthed i værnenes operative enheder, deltage i internationale og nationale operationer samt supplere føringsstrukturen i Totalforsvarsstyrken.

Anvendelse og organisering af Reservestyrken vil være styret af de fremtidige operative behov i værn og kommandoer med en integrering af reservisterne i de operative enheder og stabe eller deres støttefunktioner. Myndighederne vil derfor her have mulighed for at ændre den hidtidige anvendelse af reserven, hvor det er relevant – fx på baggrund af den øgede vægtning af løsningen af nationale opgaver eller opgaver i nærområdet.

Kvantitativt er den overordnede målsætning at komme op på en samlet størrelse, der svarer til den aktuelle størrelse, som er ca. 2.800 reservister, plus tilvæksten på de 600; altså i alt ca. 3.400 reservister. Fordelingen af disse vil være styret af de operative behov. Det samlede antal reservister (inkl. tilvæksten) vil netop blive fordelt mellem Forsvarets og Hjemmeværnets myndigheder på baggrund af de operative behov.

Selve implementeringen er i 2019 påbegyndt med etablering af de tilpassede strukturer for reservisterne, hvorefter stillingerne skal bemandes – indledningsvis med de eksisterende reservister. Tilvæksten af reservister skal herefter skabes ved en løbende og stigende rekruttering i årene 2020 til 2023. Tilsvarende forventes relevante uddannelser etableret med de første i 2019 og herefter en udbygning i takt med behovet for disse uddannelser.

Den justerede anvendelse af reserven giver behov for kompetenceudvikling for nogle reservister, så den ’nye’ reserve også bliver rustet til at løse disse kendte og/eller nye opgaver. Der er derfor lavet en overordnet plan for mulige karriereveje samt et uddannelseskoncept for reserven. Uddannelseskonceptet vil i maksimalt omfang være integreret i Forsvarets og Hjemmeværnets fremtidige samlede uddannelseskoncept for det faste personel.

Det vil samtidig sætte fokus på at tilgodese reservisternes ofte begrænsede muligheder for at deltage i længerevarende uddannelsesforløb med tilstedeværelsesbehov samt give mulighed for, at de også kan udnytte deres civile kompetencer, hvor det er relevant.

Der skal også skabes eller udvikles optimale rammer og vilkår for reservisterne. Det er organisationen InterForce, der i forsvarsforliget har fået ansvaret for at videreudvikle området Employer Support i dansk sammenhæng.

Her kan bl.a. nævnes, at InterForce på Employer Support-området allerede er styrket og blandt andet er godt i gang med etablering af en ambassadørordning, der har til formål at styrke relationerne til reservestyrkemedlemmers civile arbejdsgivere. 

InterForce har også påbegyndt en stor opgave med at få udarbejdet en ’kompetencehåndbog’, der kan hjælpe til at forklare – på almindeligt dansk – hvor mange gode og relevante faglige og personlige kompetencer uddannelse og tjeneste i Forsvaret giver/har givet den enkelte soldat på de forskellige niveauer.

Der arbejdes endvidere på en forenkling af de administrative processer i forbindelse med arbejdstid, tjenesterejser mv. i forbindelse med indkommanderinger.

Reservens historie strækker sig tilbage til 1600-tallet, hvor Søværnets ”månedsløjtnanter”, såvel som landmilitsen (Bondehæren) lejlighedsvis kunne indkaldes til militær tjeneste, for at dække det behov som kunne opstå.

Med 1800-tallets voksende hære, grundet almindelig værnepligt, voksede ligeledes behovet for flere officerer og befalingsmænd betydeligt. I Hærloven 1842, ses derfor den første reserveofficersordning ”Officerer af krigsreserven”, som skulle imødekomme det voksende behov, og allerede i 1848 får reserveofficererne deres ilddåb ved krigsudbruddet i 1. Slesvigske krig.

I 1909 vedtog Rigsdagen en ny forsvarslov, som omgjorde det danske forsvar til et ”eksistensforsvar”, hvormed en sikringsstyrke blev opstillet, som et alternativ til mobilisering.  I 1914 udgjorde sikringsstyrken 58.000 mand og var hovedsageligt stationeret ved Københavns befæstning.

I sammenhæng med erfaringer fra 1. og 2. verdenskrig, samt Danmarks indtræden i NATO, blev sikringsstyrken omgjort til et mobiliseringsforsvar, som havde sit virke hele vejen op igennem den kolde krig.

I forbindelse med murens fald, var der en dansk politisk stemning for at gøre besparelser på forsvaret. Som resultat af dette udsprang Den Danske Internationale Brigade (forkortet DIB), der var en fredsbevarende styrke i det danske forsvar. De skulle med kort varsel kunne rykke ud til fredsbevarende eller humanitære opgaver i hele verden og bestod – udover fast personel – et anseeligt antal reservister. I alt udgjorde DIB ca. 4800 mand.

Pr. 15. februar 2005 blev DIB nedlagt igen, som led i Forsvarsforliget 2005-2009, hvor forsvaret omstruktureredes radikalt.

I 2014 blev Forsvarets HR-delstrategi 9 “Strategi for hjemmeværnets frivillige og personel af reserven” vedtaget og blev grundlaget for den nuværende voksende reservestyrke.