22-01-2010 kl. 11:45
Torsdag den 14. januar præsenterede forlaget Nautilus den nye bog om Søværnets Patruljetjeneste i Nordatlanten.
Forfatteren, KL Per Herholdt Jensen, som nu er pensioneret, har tilbragt mange år på togter i Nordatlanten, og netop inspektionskutterne har udgjort en stor del af hans liv og tjeneste i søværnet. I bogen kan man tydeligt mærke hans store interesse for livet og tjenesten i de 3 inspektionskuttere AGDLEQ, AGPA og TULUAQ. Per Herholdt har tidligere udgivet flere bøger om søværnets skibe og deres tjeneste i Nordatlanten, og også tidligere en om kutterne. I den nye bog, "Grønlandssejlerne - Flådens inspektionskuttere og inspektionsfartøjer", har hans systematisk behandlet de mindre skibe ved Grønland, lige fra etableringen af en inspektionstjeneste ved Grønland og helt op til indfasningen af de nye inspektionsfartøjer, KNUD RASMUSSEN og EJNAR MIKKELSEN.
Det var en flot bog, med masser af flotte billeder, Per Herholdt kunne præsentere ved en reception, og på meget passende vis i Orlogsmuseets kanonhal med stemningsfuld grønlandsk korsang.
Ved receptionen deltog en masse nuværende og tidligere kutter- og inspektionsfartøjssejlere, hvoraf mange har bidraget med informationer og foto til bogen.
Både CH SOK, KA Nils Wang, som selv har sejlet på inspektionskutterne i sine unge dage, og CH 1. ESK, KD Per Frank Hansen talte ved receptionen
Det er, ligesom Per Herholdts tidligere bøger, en meget flot bog, og mange ansatte i søværnet og ikke mindst Grønlandssejlere vil læse den med stor fornøjelse. Bogen vil nok også blive anvendt som gave i repræsentative sammenhænge, ikke mindst i 1. Eskadre.
KK Poul-Erik Larsen, STCH 1. ESK.