Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
02. september 2010

Indholdsområde

 
Om DANILOG 
Indhold
- Oprettelse
- Historisk fundament
- Afdelingsmærke 
- Afdelingsmærke til baret og krave
- Ærmemærke
- Skjold
- Bælte
- Valgsprog

Oprettelse
I overensstemmelse med det i marts 1999 indgåede forsvarsforlig gældende for 2000-2004, blev Det Danske Internationale Logistik Center (DANILOG) administrativt oprettet den 1. januar 2001. DANILOG blev den 1. marts 2001 oprettet som traditionsbærende og afdelingsmærkeførende myndighed. Dagen blev markeret med en parade på Vordingborg Kaserne, med deltagelse af personel fra alle enheder som fra denne dato blev opstillet af DANILOG. DANILOG blev oprettet som en konsekvens af det stigende danske internationale engagement i fredsstøttende operationer, og det deraf afledte behov for logistisk støtte.

Historisk fundament.
Det historiske fundament for DANILOG internationale opgave stammer fra FN-afdelingen og Danske Livregiment. FN-Afdelingen blev oprettet den 13. oktober 1964 i forbindelse med opstilling af FN-beredskabsstyrken. FN-Afdelingen blev placeret i Jægersprislejren og indledningsvis opstillet under Sjællandske Luftværnsregiment.

Den 1. november 1965 henlagdes FN-Afdelingen direkte under Hærkommandoen som selvstændig enhed. Den 1. april 1982 henlagdes FN-Afdelingen direkte under Forsvarskommandoen som en selvstændig enhed.

Den 1. oktober 1994 overførtes FN-Afdelingens opgaver til Danske Livregiment i Vordingborg. FN-Afdelingen udsendte i sin levetid kun enheder og enkeltpersoner til deltagelse i FN Fredsbevarende Operationer under FN-Charter, kapitel 6.

Sammenbruddet af de kommunistiske stater i Østeuropa og Berlinmurens fald i december 1989 medførte en ændring af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som medførte et forøget internationalt engagement, hvilket blandt andet udløste dansk deltagelse i UNPROFOR i det tidligere Jugoslavien fra april 1992. Grundet tilstandene i ex-jugoslavien udviklede UNPROFOR indsatsen sig fra en UN-Charter kapitel 6 til en UN-Charter kapitel 7 operation. De indsatte fredsbevarende styrker skiftede karakter fra traditionelle letbevæbnede FN-enheder til egentlige kampenheder med tungt materiel. Blandt andet denne udvikling bevirkede, at man i Danmark fandt det nødvendigt at oprette Den Danske Internationale Brigade (DIB) i Vordingborg den 1. juli 1994 samt etablere en mere robust logistisk støtteorganisation til de udsendte enheder. FN-Afdelingens aktiviteter samt de nye udvidede opgaver blev tildelt Danske Livregiment i Vordingborg fra den 1. oktober 1994.

Danske Livregiment blev organiseret til at støtte én udsendt mission samt en række enkeltpersoner, i alt ca. 1000 udsendte soldater. Denne organisation fungerede godt indtil juni 1999, hvor det danske kontingent til Kosovo blev udsendt. Det samlede internationale engagement var herefter oppe på to missioner samt et stort antal enkeltpersoner, i alt ca. 1800 personer. Danske Livregiment blev den 31. december 2000 sammenlagt med Sjællandske Livregiment og Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne til et nyt kamptropregiment med navnet Gardehusarregimentet.

Danske Livregiments opgaver i relation til støtte for de internationale missioner blev således videreført af DANILOG siden 1. januar 2001.

Det historiske fundament for DANILOG nationale opgave stammer fra Trainafdelingen i Farum. En konsekvens af at etablere Vordingborg Kaserne som centrum for støtten til det danske forsvars, primært hærens, internationale engagement, er at tilføre DANILOG opstillings- og uddannelsesansvaret for en række af hærens logistiske enheder, som har en rolle ved indsats i Fredsstøttende Operationer. Det drejer sig blandt andet om logistiske enheder til Den Danske Internationale Brigade. De dele af Trænregimentet, som var underbragt på Farum Kaserne i rammerne af Trainafdelingen blev som en konsekvens heraf flyttet til Vordingborg og fik DANILOG som opstillende og forvaltende myndighed.

Afdelingsmærke.
Til Den Danske Internationale Logistik Center er der i fortsættelse af hærens traditionspleje udviklet et nyt heraldisk mærke.
Afdelingsmærket består af trænhjulet i sølv med seks eger, som symboliserer tjenestegrenene inden for logistikken (forsyningstjeneste, konstruktionstjeneste, personeltjeneste, sanitetstjeneste, transporttjeneste og vedligeholdelsestjeneste). Det ubrudte tov mellem egerne symboliserer samvirket mellem de forskellige grene af logistikken. Hjulet er omkranset af to laurbærgrene og lagt på et nedadvendt sværd med Hendes Majestæt Dronning Margrethe II kronede monogram i fæsteknappen.
Laurbær-grenene symboliserer sejr. Det nedadvendte er et defensivt symbol som i farens stund kan aktiveres.
 Afdelingsmærke
Afdelingsmærke til baret og krave. 
Der er fremstillet et afdelingsmærke til Det Danske Internationale Logistik Center. Det er fremstillet af matforgyldt messing og bæres som baretmærke på baret M/58 og på venstre og højre krave af garnisonsjakken M/69 i overensstemmelse med Uniformsbestemmelser for Hæren. Baretfarven er grøn.

Afdelingsmærket bæres af chefen for og alt personel ansat ved Det Danske Internationale Logistik Center.
 Afdelingsmærke til baret og krave
Ærmemærke. 
Der er fremstillet et ærmemærke til brug for Det Danske Internationale Logistik Center.

Ærmemærket føres af alt personel ved DANILOG. Mærket er påsyet 5 cm fra skuldersømmen på højre ærme af uniformsjakken M/84 i overensstemmelse med Uniformsbestemmelser for Hæren.

Det Danske Internationale Logistik Center anlagde det nye afdelingsmærke den 1. marts 2001 i forbindelse med paraden.
 Ærmemærke

Skjold.
Det Danske Internationale Logistik Center har anlagt nedenstående afdelingsvåben, som består af et sølvskjold med bred karmoisin pæl – i forholdet 1 - 2 - 1, hvorpå afdelingsmærket er lagt. Skjoldfarven refererer til det i 1997 nedlagte Sjællandske Trænregiment.

DANILOG skjold

Bælte.
Det Danske Internationale Logistik Centers bælte, har samme udformning som bæltet der blev båret af personel ved Sjællandske Trænregiment.

DANILOG bælte

Bæltet kan anvendes af alt personel, som har Det Danske Internationale Logistik Center som personelforvaltende myndighed. Bæltet bæres til Garnisonsuniform M/69 og Tjenesteuniform M/84 jf. Uniformsbestem-melser for Hæren.

Valgsprog.
Det Danske Internationale Logistik Center har vedtaget valgsproget:

STÆRK OG SEJ

I forbindelse med Forsvarschefens forelæggelse af udkast til afdelingsmærke for Dronningen, bestemte Dronningen, at hjulet skulle have 6 eger og udføres af stål, for at markere vigtigheden af, at den logistiske tjeneste skal være stærk. For yderligere at understrege betydningen af styrke, forsynede Dronningen hjulet med en Perpetuum Mobile i form af et stærkt tov. DANILOG har derfor valgt at lade det første ord i valgsproget være - STÆRK.

DANILOG ansvar for administrativ og logistisk støtte til enheder og enkeltpersoner udsendt i internationale operationer kræver et langt sejt træk for at lykkes. DANILOG har derfor valgt at lade det andet ord i valgsproget være – SEJ.