Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Marinestaben
Forsvarets mærke
23. februar 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Frøer befrier kapret Mærsk skib ved Rødby 
Øvelse: Der var basis for at få kaffen galt i halsen, hvis man sad på Scandlinesfærgen mellem Rødby og Puttgarden tidligt søndag aften.
30-09-2014 - kl. 12:51
Frøer befrier kapret Mærsk skib
Foto: Henrik Palshøj.

Som led i en øvelse gennemførte specialoperationsstyrker fra Frømandskorpset nemlig en gidselredningsaktion i dagslys på containerskibet Mary Mærsk kun få sømil fra færgens sejlrute.  Aktionen var en del af den store specialoperationsstyrke øvelse Night Hawk 2014, der kører på anden uge i hele Danmark.

Af Kim Vibe Michelsen

Og den uge blev åbnet med et brag. Efter aftale med Mærsk, havde øvelsen lånt det kæmpestore containerskib Mary Mærsk til at træne indsættelse imod et kapret skib under realistiske forhold. Mary Mærsk er et af verdens største containerskibe. Så stort at det ikke er i stand til at gå igennem Panamakanalen.
 
”Det er naturligvis en stor opgave at gå om bord i et så stort skib. Og samtidig er det begrænset, hvor mange frømænd man kan sætte om bord hurtigt, overraskende og gerne uset. Så vi koncentrerer os om at tage kontrol over de vigtige steder på skibet som kommandobro og maskinkontrolrum. Og så naturligvis redde gidslerne ud af det sikrede rum. Så længe vi har kontrol og de vigtige områder, kan afsøgningen af resten af skibet vente, til der kommer flere kræfter – eventuelt i den nærmeste havn,” siger Kommandørkaptajn Stefan Neubauer Andersen, der er chef for Frømandskorpset.

Frøer befrier kapret Mærsk skib
Foto: Henrik Palshøj.

Firet ned

Under aktionen firede omkring 30 soldater fra Frømandskorpset sig ned på det kaprede skib fra helikoptere. Her skulle de nedkæmpe piraterne rum for rum. Genskabe kontrol over skibet og befri de 23 søfolk, der til lejligheden havde barrikaderet sig i et lukket aflåst område, der fungerer som en slags panikrum eller en sidste skanse, hvis skibet er under angreb.
 
Samtidigt holdt et indsatshold bestående af Søværnets militærpoliti, Frømandskorpsets ammunitionsryddere og paramedics til at tage sig af sårede, bevismaterialer og evt sprængstoffer sig klar til at gå ombord fra hurtigtgående RIB-både, der sejlede i Mary Mærsks Kølvand. På Fregatten Niels Juel, der under hele operationen holdt sig i nærheden, var der opstillet et mikrohospital med to kiruger, der hurtigt ville kunne behandle selv meget voldsomme skader på eventulle sårede.
 
Fokus på planlægning

Frømændene havde indenfor en times tid kontrol over skibet, der efterfølgende fortsatte sin rute mod Århus havn. Det lykkedes i øvelsen soldaterne at redde alle gidsler. Øvelsen sluttede dog ikke der. På så stort et skib er der rigtigt mange steder man kan gemme sig, og frømændene brugte det meste af natten på at gå skibet igennem med tættekam, før de med sikkerhed kunne erklære skibet piratfrit.
 
Som Danmarks maritime specialoperationsstyrke er bording af skibe en af frømandskorpsets kerneopgaver, og det er noget, de træner ofte på mindre øvelser og som de fleste har prøvet skarpt i Det Indiske Ocean. På øvelse Night Hawk er der dog indsat så mange specialoperationsstyrker, at man også kan øve det omfattende planlægnings- og efterretningsarbejde, der går forud for en operation.

Frøer befrier kapret Mærsk skib
Foto: Morten Fredslund.
 
”Opgaven er absolut reel i forhold til hvad vi har set ske i området ud for Somalia. Og det er en vigtig del i at sikre Danmarks maritime interesser globalt. Frømændene har fået trænet den konkrete indsættelse på et relevant skib, og staben har haft mulighed for at gennemføre en lige så reel planlægning med indsamling af alle de mange oplysninger, der skal til for at løse opgaven, ” siger Stefan Neubauer Andersen.

Øvelse Night Hawk kører i hele Danmark frem til 2. oktober.  Mærsks deltagelse i øvelsen skal ikke ses som et udtryk for en ændret trusselsvurdering for rederiets skibe.