Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Oksbøllejren
Forsvarets logo
01. august 2014

Globalnavigation

clear
12 cm kanoner i stilling på Kallesmærsk hede

Indholdsområde

 
TIDEN 1929 – 1940. 

Af major J. Simonsen og major J.L. Pedersen.

Det første skud

Den 6. september 1929 blev det første skarpe skud affyret i Oksbølterrænet – og det er blevet efterfulgt af mange.

I midten af 1920´erne bestilte Danmark nyt feltskyts hos Schneider i Frankrig – 15 cm haubits og 10,5 cm kanon. Da disse skytstypers rækkevidde var henholdsvis 15 og 21 km, var det udelukket, at man fortsat kunne nøjes med Jægerspristerrænet og Fuglsølejren til artilleriskydning.

I første halvdel af 1929 blev der rekognosceret efter nyt skydeterræn bl.a. i Nordjylland for evt. at kunne skyde ved Bulbjerg; men valget faldt i stedet på Sydvestjylland, hvor Kallesmærsk Hede ved Oksbøl blev fundet velegnet. De indledende rekognosceringer blev foretaget i største diskretion, og generalinspektøren for artilleriet var bl.a. trukket i civilt tøj og brugte civil vogn ved sine undersøgelser af terrænet, simpelthen for at undgå, at jordpriserne blev skruet i vejret. Terrænet blev imidlertid godkendt og eksproprieret.

Afrustningen var i højsædet på dette tidspunkt, og et jysk dagblad fremsatte den 21. august 1929 tydeligt sit syn på forsvarsminister Laust Rasmussen, idet det under overskriften »Afrustningsskydebaner« blandt andet sagde: »At købe vældige hedearealer til brug for svært artilleri, og samtidig spekulere på at afskaffe det svære artilleri, er naturligvis pjat, og vi vil længst muligt vægre os ved at tro, at en mand, der kan opnå ministerværdighed, virkelig kan være pjattet i det format, der så her må være tale om«. Da det senere blev klart, at der meget snart ville blive en lejr i området, så skydepladsens permanente karakter ville blive understreget, føjede samme dagblad noget senere til: »- og til den tid vil måske også hr. Laust Rasmussen se, hvad det er, han sætter i scene og har ansvaret for herude på den jyske vestkyst«.

3. september 1929 drog 7. artilleriafdeling som den første af landets artilleriafdelinger til det nye skydeterræn. Tre 12 cm og tre 15 cm kanoner med traktor og andet tungt hjælpemateriel blev sendt pr. jernbane fra Århus til Oksbøl jernbanestation, medens afdelingen som sådan ellers kørte derned ad landevejen med kantonnement undervejs i Nørup og Randbøl sogne, ca. 15 km vest for Vejle, for at ende i kantonnement i Ål og Billum sogne. Indkvarteringen blev med fuldkost hos beboerne. Der blev skudt 6., 7., 9.-11., 14. og 16.-18. september, idet dog to af dagene var til rådighed for 6. artilleriafdeling, der var kommet til fra Holbæk. Skydningerne den 6. september foregik - ifølge klitvæsenets oplysninger - »fra det sydvestlige hjørne af afdeling 3 i Bordrup plantage«, hvilket med nutidens betegnelser vil sige fra terrænet vest for pkt. 100. Skudretningen var mod Langslade, og nedslagene faldt på heden syd for Vejers plantage og i plantagen.

3. Feltartilleriregiments musikkorps blev stillet til rådighed for 7. artilleriafdeling under udlægningen. Det gjorde sig straks kendt i området ved at afholde koncerter mandag, onsdag og fredag på torvet i Oksbøl, tirsdag og torsdag ved Billum kro, daglig fra kl. 17.30-18.30 ved afdelingschefens kvarter og endelig ved fredag aften at udføre retræten med fuld musik på torvet i Oksbøl.

Var der end modstand i visse kredse mod artilleristernes komme, gav beboerne dem til gengæld en sådan modtagelse, at den vestjyske gæstfrihed på ingen måde blev gjort til skamme. Det lader i det hele taget til, at der trods alt har været stor interesse for alt det nye, der skulle til at foregå, og her er, hvad journalisten ved Varde Avis efter et besøg på skydepladsen 7. september underrettede sine læsere om: »Hvis en eller anden inde i Varde i dag går og venter på at høre drønene fra de gamle fæstningskanoner, 7. afdeling har opstillet i den vestlige udkant af Bordrup plantage, må man først sørge for at få vinden drejet i en anden retning.

Som lydforplanter fra Bordrup til Varde duer en ret stærk nordvestenvind ikke. Men gør en lille afstikker ud til Ho eller Oksby - så bliver De i den henseende tilfredsstillet. De to byer ligger heldigvis ikke i ildlinien, men i høj grad i vindretningen i dag ialtfald.

Allerede i går løsnedes de første kanonskud ud over Kallesmærsk hede. Ligesom der i midten af ugen for første gang sås artilleri på Oksbøl-Blåvandvejen, blev i går det første kanonskud på disse egne afgivet. Det var prøveskud, og da de faldt tilfredsstillende ud, gik man i dag over til den rigtige skarpskydning.

Men det tog nogen tid, inden ilden åbnedes. Det kan ikke ventes, at alt skal klappe med det samme, når en artilleristyrke kommer til en for den fuldstændig ukendt egn - vestkystens jungle, den milevide Kallesmærsk hede, hvor der bortset fra en enkelt hedevej er ufremkommeligt for biler og andre befordringsmidler, mod vest randet af utallige klitter og mod syd, øst og nord af vidtstrakte nåletræsskove.

En underkorporal var således i morges sendt til en observationspost ude i retning af Blåvand. Han tog forkert retning og gik vild. Det er store afstande, det drejer sig om, og det kan da ikke undre, at det tog en times tid, inden den vildfarne post sporedes og bragtes i sikkerhed.

Ingen kunne vide, om han gik og traskede rundt indenfor det egentlige skydeterræns område. Derfor måtte kanonerne tie og bie, til han var kommet på sin post.

Så er alt klar til skydning med granatkardæsker fra de tre 12 cm's, der står opstillet på række med mundingerne pegende ud over heden mod Vesterhavet. Men nu kommer der melding til oberstløjtnanten, at den ene telefonledning fra skydecentret ud til en post i retning mod Blåvandshuk er afbrudt. Det drejer sig om en ledning på godt 4 km. Måske er den blevet ødelagt af nogle af de mange kronhjorte og råer, der lever herude. I hvert fald kan det jo tage timer at finde fejlen og få den udbedret. Oberstløjtnanten giver da ordre til at skyde med granater, der først eksploderer ved nedslaget, og opsætter indtil videre skydningen med granater, der springer i luften.

12 cm kanoner i stilling

Nu lyder kommandoråbene, som enhver kanons betjeningsmandskab, 5-6 i alt, er parat til at parere. Granaten sættes i, mandskabet springer til side for kanonen. Det sidste kommandoord: »Kanon!« Manden med aftrækkersnoren haler til, et stærkt rødt ildskær står ud af kanonmundingen, et mægtigt knald, der får det til at suse om ørene på én, og så granatens hvislende, fløjtende lyd under dens buede bane ud gennem luften over Kallesmærsk hede mod klitterne ude i strandens nærhed, hvor den sprænges, idet den støder mod jorden og sender en hvid sand- og røgsky op. Først længe efter når lyden af granatens eksplosion ind til dens udgangssted.

En officer i min nærhed forsikrer, at han ved at stå bag kanonen kan følge granaten det første stykke vej ud i himmelrummet. Skuddets lufttryk er så stærkt, at det får den svære kanon til først at løbe et stykke tilbage og derefter frem.

At stå bag en kanon i det øjeblik, den afskydes, er ellers ikke ufarligt. Kaptajn Bjerre stod under prøveskydningen i går lige bag en kanon, der spyttede en del af fænghætten bagud. Han fik derved en større rift på den ene kind i nærheden af øjet. Hans brilleglas reddede øjet.

Granatens mål er et hvidt mærke - et transformatortårn, en 4-5 km borte, derovre ved klitterne. Nedslaget finder sted tæt ved, og det samme er tilfældet med den følgende granat. Så det transformatortårn skal nok snart blive pillet ned.

Men der er kun affyret nogle granater, da ordene »Stop! Brand!« forplanter sig gennem posterne til kanonernes betjeningsmandskab. Granaten har ved sin eksplosion på nedslagsstedet antændt lyngen. Man ser allerede røgen drive ned over heden. Forstyrrelser er forudset, hvorfor oberstløjtnant Rasmussen har anbragt en brandstyrke på 30 mand ude i nærheden af målet for skydningerne - det vil sige 1 km derfra. Alligevel får denne brandstyrke i løbet af et kvarter branden slukket, og efter en snes minutters forløb kan skydningen genoptages. Men efter nogle skud lyder råbet: »Stop! Brand!« igen. Således gentager det sig gang på gang. Det er ikke morsomt længere. Oberstløjtnanten er ved at blive fortvivlet. »Noget i den retning har jeg været indstillet på fra vore tidligere skydepladser«, forsikrer han, »men så slemt med ildspåsættelser som her overstiger ganske mine forestillinger«. Det forstyrrer og sinker i høj grad skydningerne. Og det arme brandmandskab! I løbet af 1½ time i formiddags må det rykke ud tre gange for at slukke brande, opstået ved granatnedslag. En kilometer frem og en kilometer tilbage tre gange i løbet af halvanden time. Rask gjort, men en skrap omgang, hvis »granat-pyromanen« således bliver ved hele dagen.

Næste år skal der nok blive sørget for, at lyngen på Kallesmærsk bliver afsvedet, inden skydningerne begynder - i hvert fald ude ved klitrækkerne. Men nu er altså artilleri-kanonaden begyndt på Kallesmærsk hede og vil tage til i kommende uge, navnlig når sjællænderne kommer med et batteri nye »haubitzere«.

Disse øvelsesskydninger er et helt videnskabeligt arbejde, bygget på observationer, beregninger, målinger af vindstyrke, luftens temperatur og krudtets temperatur osv. osv. Mandskabet, der betjener kanoner, ser intet mål og ved ej heller, hvad mål de skyder på. De får deres indstillingstal og ordren: Skyd!

Der er rundt omkring i Bordrup plantage og forskellige steder på Kallesmærsk hede oprettet observationsposter, der ved hjælp af en felttelefon øjeblikkelig afgiver rapport om granatens bane og nedslag. På grundlag heraf kan »hovedkvarteret« helt nøjagtig indstille kanonen mod et bestemt mål ude i et terræn, der ikke ses. Observationsposterne betjener sig af såkaldte artillerikikkerter med dobbelte øjne og et utal af fine indstillinger og således beskafne, at man ved deres hjælp også kan gøre et lille kig ned bag en bakke!

Kaptajn Schreiber står med en tavle foran sig med et sådant utal af streger, tal osv., at det løber fuldstændig rundt for en ikke-artillerist at se på. Da kanonaden tillige får det til at mørkne for mine øjne, foretrækker jeg at søge til mere rolige og fredelige egne. Det sidste, jeg ser på vejen fra Bordrup plantage, er en stor trætavle ved vejen med påmalet: Artilleriet holder skarpskydningsøvelser, hvorfor uvedkommende forbydes adgang! - Heldigvis så jeg ikke dette skilt på turen til Bordrup plantage«.

21. september afmarcherede 7. Artilleriafdeling igen fra skydeterrænet. Fra denne første skydeperiode foreligger klitvæsenets »regning« til 3. Feltartilleriregiment:

»Efter Ordre fra Klitinspektøren har jeg efter Afslutningen af Skydeøvelserne foretaget et Skøn over de Skader i Plantagerne, som er forårsaget ved disse øvelser.

 

Vejers Plantage.

Der er afbrændt et Areal på ca. 5½ ha, hvoraf de 5 ha har været tilplantet med Bjergfyr. Arealet består af Hede og Marker, og kun i det ene Hjørne er der nogle større klitter. Forsåvidt Klitterne kan gro sammen uden særlig Dæmpning vil Arealet kunne tilplantes igen for ca. 90 Kr. pr. ha, så Skaden beløber sig i så Fald til

450 Kr.

Jævning og Dæmpning af nogle små Huller i Klit

10 Kr.

Reparation af benyttede Veje

25 Kr.

Ialt

485 Kr.

Oksby Plantage.

Istandgørelse af Skade forvoldt på Husbjerg

25 Kr.

Reparation af Husbjergvejen

35 Kr.

Ialt

60 Kr.

Bordrup Plantage.

Dæmpning af Klit

10 Kr.

Reparation af Ulslovejen

130 Kr.

Ialt

140 Kr.

     

Efter foranstående anslåede Beløb vil den samlede Skade beløbe sig til:

   

Reparation af Klitter

45 Kr

 

Reparation af Veje

190 Kr.

 

Det afbrændte Areal

450 Kr.

 

Ialt

 

685 Kr

Jeg aftalte med Obersten, at vi laver de forårsagede Skader på Klitter og Veje i Stand og indsender en samlet Regning til 3. Feltartilleriregiment i Aarhus, hvorfra Regningens Beløb så vil blive refunderet. Med Hensyn til det afbrændte Areal kan der jo optages Forhandlinger, når det kan virkeligt opgøres, hvor stor Udgiften til dets Istandsættelse vil blive.

Bordrup, den 25. September 1929.

(sign) J. Bruun.«

 

3. Feltartilleriregiments skydelejr

Lejren var fra oprettelsen i 1929 af Generalkommandoen blevet underlagt 3. Feltartilleriregiment i administrativ henseende, hvilket bl.a. indebar et par måneders udlægning af noget af regimentets personel i et lejr- og skivekommando, som så betjente de skydende afdelinger, også de der ikke hørte til regimentet. Det daglige tilsyn med lejren havde daværende sognefoged Mortensen fra Ho, hvorimod terrænet naturligt lå under klitvæsenets domæne. Der blev i løbet af 1930 udført forskellige arbejder i lejren og bl.a. også overført inventar hertil fra lejren ved Fuglsø, således at der fra 1930 var tale om en virkelig lejr. Der var blevet oprettet messer for officerer og officianter, stalde og et interimistisk KFUM soldaterhjem. Befalingsmændene og de menige blev indkvarteret i telte. Endnu måtte al fourage medføres fra Århus, og selvom opholdet var af kort varighed, var det ikke så ringe mængder, der skulle læsses på jernbanevogne: 3 tons halm, 2 tons hø og 3 tons havre. Fra Fuglsø overførte man også skikken med musik ved flaghejsningen og musikkorpsets påfølgende rundgang i lejren, som sluttede med to numre foran officersmessen. Ved middagsspisningen om aftenen var der musik i ¾ - 1¾ time. Skikken med vagtskud blev også overført. Musikken var stillet til rådighed af regimentet, men i 1930 var hele garnisonens musikkorps til stede, og århusianerne måtte undvære det så længe; men så fik befolkningen i Oksbøl, Vejers og Billum til gengæld glæde af det.

18. juli 1930 var Hans Majestæt Kong Christian X på besøg i Varde og kørte derefter ud til skydeterrænet. I Billum var rejst en stor flagallé, og i Oksbøl var der over hovedgaden en smuk æresport med indskriften: »Velkommen vor Konge til Eventyrets Land«. Med de samme ord blev majestæten modtaget af sognerådsformand Peter Christensen. Hertil svarede kongen iøvrigt: »Jeg troede, det var mit land«; hvortil sognerådsformanden, der ikke var vestjyde for ingenting, angiveligt ytrede: »Ja, de æ hwa di sæjer og skrywer i æ press«.

Christian X modtages i Oksbøl

Den kongelige bil kørte ind i eventyrets land og gjorde holdt i lejren, hvor den kommanderende general, generalløjtnant Nyholm, og generalinspektøren for artilleriet, generalmajor Ernst samt flere andre højtstående officerer modtog kongen.

Efter med interesse at have beset lejren spiste kongen sin frokost med officererne i lejren, medens garnisonens musikkorps spillede. Lejrens senere kogerske, Nicoline Hartmann, der sammen med andre Oksbøl borgere var blevet ansat i lejren, kan fra majestætens besøg erindre, »at kongen selv havde madpakke med«. Efter frokosten ønskede kongen at se livet, som det formede sig på skydepladsen til daglig, og turen gik derfor ud til et af 3. Artilleriafdelings batterier, der var i stilling ca. 350 meter sydøst for Mosevrå kirke. Medlemmerne fra Ribe Amts Feltartilleriforening havde fået tilladelse til at overvære dagens skydninger med 75 mm kanoner fra denne stilling og var til stede, da kongen kom. Der var ikke nogen parade, men de gamle feltartillerister havde taget opstilling på standpladsen, og formanden tolkede stærkt bevæget sin og kammeraternes glæde over at få lejlighed til at hilse på kongen. Den korte tale sluttede med ni hurraråb, hvorefter kongen, der øjensynlig var meget glad for den smukke hilsen, takkede: »Det glæder mig meget, at De husker Deres soldatertid«. Kongen hilste herefter på alle feltartilleristerne og trykkede hver enkelt i hånden. Efter et kort øjeblik at have set på skydningerne, kørte kongen til Bordrup plantage, hvor han på et af de højeste punkter i skydeterrænet, det såkaldte punkt 100, blev modtaget af klitinspektøren, folketingsmand Pinholt. Efter et kort ophold her tog kongen derefter af sted.

Ribe Amts Feltartilleriforening hylder Christian X

 

Lejren ved Oksbøl.

Det af Krigsministeriet vest for Varde erhvervede skydeterræn vil være at benævne således:
"Skydeterrainet ved Oksbøl"
ligesom den i tilknytning hertil opførte lejr vil være at benævne:
"Lejren ved Oksbøl"

Med dette punkt i kundgørelse for Hæren B.14-1932 fik den nuværende Oksbøllejr sit officielle navn. Lejren fungerede forsat som skydelejr for artilleriet, men da Fuglsølejren på Mols blev nedlagt i 1932, var også rytteriet henvist til at afholde fægtningsskydeøvelser i Oksbøl-terrænet. En gang om året – normalt i august måned – begav eskadronerne, hvad enten transportmidlet var hesten eller cyklen, sig på vej til Oksbøl. Af Jydske Dragonregiments dagbog fremgår det, at opholdet varede ca. 8 dage, og "at opholdet i lejren var af største betydning for regimentets feltduelighed, idet terrænet her tillod afholdelse af en mængde øvelser som ikke kunne afholdes i garnisonen, ligesom regimentets samlede styrke muliggjorde, at øvelserne kunne få en mere krigsmæssig karakter".

Eskadron fra Jydske Dragonregiment rykker ind i lejren

Lejrens bygninger begyndte nu at skyde op. Et permanent KFUM-soldaterhjem var ganske vist blevet indviet allerede i 1931, men ellers blev lejren bygget omtrent som man var vant til fra Jægerspris, dog med en væsentlig forskel: Her skulle både hest og mandskab under tag, hvorimod befalingsmænd og batterikontorer fik husly i telte.

I 1934 overtog generalkommandoen administrationen af Oksbøllejren i stedet for 3. Feltartilleriregiment, som dog stadigvæk måtte præstere visse afgivelser til lejrdetachementet.

Til at forestå den daglige ledelse af lejren og terrænet blev ansat en tilsynsofficiant, overofficiant Rasmussen, der med sin familie flyttede ind i den smukke stampemølle. Helt op til 1929 var folk kommet agende så langt som fra Blåvand hertil for at få kornet malet i denne hyggelige mølle med vandhjul under vestgavlen og åben møllebæk fra den nærliggende Fåresø. Endnu tidligere – møllen var opført i 1839 – bragtes det hjemmevævede vadmel til stamperiet for her at kunne blive fast og glat.

Stampemøllen

Denne idyl, hvor vandets fald skabte en særlig stemning, blev nu lejrens hovedkvarter og depot med masser af skovle, moskitonet, petroleumslamper, lange gummistøvler, et par cykler samt nogle felttelefoner. Om hvor primitivt alt var dengang fortæller tidligere omtalte kogerske, Nicoline Hartmann: "Stegningen foregik under fri himmel over et interimistisk ildsted fremstillet af nogle sten. Når regnen strømmede ned, kunne det nok hænde at sovsen var noget tynd". Et skur opstillet for egen regning af "Tuttemor", Sønette Poulsen fra Oksbøl, havde hidtil fungeret som udsalg. Skuret var opstillet så løst, at det ved et par soldaters hjælp kunne drejes efter vinden. Nu kom der rigtigt "kaffeudsalg". Herefter blev infirmeri og kontorbygning for lejrkommandantskabet opført. Udenfor sidstnævnte bygning forkyndte frisk hvidkalkede sten og flagning på plænens flagstang, at lejren var officielt åbnet. Det var for i øvrigt på græsarealerne herfra og over imod staldene, at de store pyramidetelte med petroleumsovne rejstes.

Afdelingschefer blev indkvarteret i mindre huse, og regimentschefen, der sædvanligvis var udlagt i skydeperiodens sidste uge, boede med heste, oppasser, adjudant og kaptajn til rådighed godt gemt af vejen i Gåsekærhus (Nøkkesøhus) nord for lejren.

I træ opførtes kostforplejning og messe for officianter og officerer – køkkenet i midten, og de to personelgrupper på hver sin side.

Ved staldene lå forude værksted for beslagsmed, skyts- og motormekaniker, og ved siden af oprettedes depot for jernsenge, tangmadrasser, vandkander, vandfade og natpotter.

Vagtarrest blev – i det mindste i begyndelsen – udstået i lukket telt, der i solskinsvejr mindede om "Venedigs blykamre" så det blev anset for "effektivt". Mand og mand imellem gik det under betegnelsen "teltmissionen".

Teltlejren og Nøkkesøhus

Luftfoto af Oksbøllejren 1939

Da Fåresøens vand var nok tillokkende, men kun egnede sig til at bade i, blev der bygget et særligt vandværk til drikkevand. Vandværket blev drevet af en udrangeret dampkedel, der var købt hos bagermester Jensen i Oksbøl. Det var hensigten, at kedlen skulle fungere som trykbeholder.

I slutningen af 30’erne, nærmere betegnet i vinteren 1939/40, blev de nye mandskabsbarakker bygget. Forinden (i 1938/39), indrettedes en feltflyveplads med en permanent hangar til en eskadrille af Hærens flyvetropper – bl.a. for at man kunne indøve det samarbejde med artilleriet, der hed "Flyverskydning med målkarton". Flyveskolen aflagde også besøg i lejren, idet årets uddannelse sluttede med en Danmarkstur med 8-10 skolefly.

Lejrens faste stab var som sagt lejrofficianten "gamle Ras", hans kone Rasmine og de to hunde. De styrede lejren og – via klitfogederne – også skydeterrænet. Lejrens øvrige ledelse blev fra 1932 årligt befalet af Jyske Divisionskommando, som dengang lå i Viborg. Den bestod af lejrkommandant (detachementskommandør) og skrivekaptajn ("papnegerkongen"). Sidstnævnte fungerede samtidig som messeforstander. I slutningen af juni måned ankom endvidere et forkommando bestående af 2 underofficerer og ca. 35 mand til rejsning af teltlejren, klargøring af kostforplejning, messe, kaffesalg m.m.

Uden et godt samarbejde med de civilt ansatte var det næppe gået så godt, som det faktisk gjorde. Alle måtte leve op til den militære præcisions minutiøse krav, med det lykkes her at skabe rammerne for at stemningsfuldt soldaterliv. For mandskabets vedkommende – værnepligtstiden for konstabler var med hærloven af 1932 reduceret til 150 dage – var det en oplevelse at komme så langt hjemmefra og prøve at stå i marken med skarpt i kanonen, alt det, der hidtil kun var dyrket på eksercerpladsen og i nærheden af garnisonen. Når der var fodret og vandet og aften, bredte der sig en sand pudseidyl imellem teltene i de smukke omgivelser nær Fåresø fauna og flora. For de, der trods dagens anstrengelser havde kræfter i behold, afvikledes fodboldturneringer og tovtrækningskonkurrencer, eller man begav sig til biografen i Oksbøl.

Lejropholdet sluttede som regel med parade og forbidefilering for regimentschefen. Forud for paraden havde hestebatterierne evoleret og trænet "Revuemarch" på paradepladsen, den trekantede eng 800 m NV for stampemøllen. Herefter gik afviklingskommandoet i gang med at nedbryde teltlejr m.m., hvorefter såvel terræn som lejr havde fred til næste sommer.

 

Skydeterrænet ved Oksbøl

Som det fremgår af det foregående, var lejren i perioden helt op til krigen først og fremmest præget af, at den var en skydelejr for artilleriet. Med de daværende uddannelsesterminer kunne der kun blive tale om et sensommerskydeperiode inden efterårsmanøvrerne, der dannede afslutning på uddannelsen inden hjemsendelsen i oktober. Det var kronede dage for artilleristerne, når der var skudt med "skydning på stor afstand", som det hed, med de nye 10½ cm pjecer fra Kløvbakke.

15 cm felthaubitz model 1929

Den store afstand ned til Kallesmærsk hede afstedkom i øvrigt megen vanskelighed med telefonforbindelserne, for det daværende feltkabel var let og tyndt. Det kunne i øvrigt udlægges til hest fra en håndtromle. Meget kunne dog klares med signallanternen, idet Fiilsø, som dengang var sø- og fuglereservat, gav et langt frit sigte til Kallesmærsk hede, denne kæmpemæssige sandflugtsslette, der afgrænses af landets største vandreklit – en parabelklit, hvis centrale part er Bordrup Sande, og hvis grene forløber over Mosevrå - Vejers og Oksbøl - Blåvand. I læ af de næsten 100 fod høje klitter var plantagen øst for Bordrup Sande dengang ganske velvoksen; men den nu kendte bevoksning på klitterne, og det flade delvis våde terræn vest herfor var endnu lav og havde ingen skjulende virkning. Observation fra pkt. 100 og langs ryggen nordover var derfor uhindret over hele heden. Vejers plantage frembød heller ikke ved Ravnebjerg noget slør for observationen. Ål plantage var derimod ret højvoksen.

10½ cm L/48 feltkanon model 1930 i stilling

3/3 AA i stilling

Udkørslerne ved Langvad gik gennem trætuneller af tæt fyr. Her blev øvet udrykning i galop til åben skydning mod Kirkebjerge, men det hændte, at en kanon tippede over en træstub og strittede sine konstabler ind mellem træerne. I det hele taget må det siges, at dette vilde landskab var et gevaldigt spring fra det kultiverede Fuglsø og Jægerspris. De grundstillingseksperter, der var begejstrede for vinkelmålerkompasset, opdagede snart til deres fortrydelse, at myrehalm eller andre mærkelige forekomster, som ikke fandtes på de vante græsgange, bragte kompasnålen i forvirring, således at den ikke – som en "god jyde" - med vished kunne sige, hvor nord var. Skandalen, risikoen og latteren var stor, når et batteri blev stillet på 90° forkert.

Det varede ikke længe, før man fik fastlagt et antal koordinerende punkter, og et skydekort blev hastigt udgivet. Ved hjælp af lave tårne fremstillet af granstammer på Gedbjerg, i lejren og midt mellem Fåresø og Præstesø, skaffedes der et fortrinligt udsyn til Kallesmærsk. På dette terræn kunne man nu boltre sig. Her øvedes alle datidens skydemetoder: Tangentmetoden, Vo-metoden, målkarton, fiktive sprængpunkter, store P og lille P, improviseret observation, 2 observatører – tegnobservationer, flyverskydning og skydning med Owner Petersens i 1934 indførte skyderegnestok; en metode, der var "så let, at selv reserveofficerer kunne skyde med den". Frem for alt øvedes tidens hurtigskydninger med granatkardæsk mod angribende fodfolk og ryttere. "Granatkardæsk, tempering 36, 4 op! springild op, 3 lag hurtigt". Granatkardæsk var jo den eneste slags krigsammunition, som man nogenlunde uhæmmet kunne skyde med. De 11 grams blykugler ligger stadig og triller rundt i sandet i Kirkebjerge.

Til Granatskydning, især til de 10½ cm. pjecer, havde man en øvelsesgranat af støbejern med sortkrudtsladning. Når det virkeligt gik vildt til, og man skulle prøve en brisantgranat, så gravede man et hul 20 m bag kanonen til betjeningsmandskabet, og trak kanonen af med 9-garns line. Det ville dog være uretfærdigt mod datidens ledere ikke at minde om, at sortkrudtsgranaten var krigsammunition endnu ved århundredskiftet, og fandtes i de gamle beholdninger. Fabrikationssikkerheden blev bedre med tiden, men til øvelse og observationstjeneste var sortkrudtsgranaten fuldt så god som de moderne.

I sin egenskab af forsvarsminister aflagde statsminister Th. Stauning 22. august 1933 et besøg i lejren ved Oksbøl og skydeterrænet for at danne sig et personligt skøn over, hvilke muligheder der var for at passe de militære etablissementer ind i rammen af den nye hærlov (hærloven af 1932). Han overværede her 9. artilleriafdelings skydeøvelser.

Statsminister Th. Staunings besøg i terrænet

Da datidens feltmæssige skydninger i høj grad var præget af bekæmpelse af fremrykkende fodfolk og angribende rytteri, var der fra starten brug for et rummeligt skivedepot. Et sådant blev bygget ved Vandflodvej. I dette boede en hær af papnegre og heste, nogle fastkørte kampvogne og "firkantede" maskingeværer i stilling.

Terrænet var – bortset fra spiret fra Oksbøl kirke og Blåvand fyr blottet for karakteristiske og vejledende terrængenstande. Men det blev der rådet bod på, så "transformatorer" og "møller" holdt snart deres indtog på de senere så kendte steder. De opstillede kulisser – bygget af pæle og sækkelærred – blev til Hvide hus, Røde hus, Iskagebod og Transformator I. Død over dem, der ramte disse kulisser, for slet ikke at tale om de klenodier, der kom efter som Vennelyst, Fabrikken og Præstegården. De enkelte mål måtte kun benyttes til indskydning med høje sprængpunkter. Desværre blev disse bestemmelser ikke altid overholdt. Kronen på kulissebyggeriet blev dog kirken i Kirkebjerge, der opførtes i 1939.

Kirken i Kirkebjerge

Et svedigt hestebremsestikkende arbejde lå forud for midnatsindvielsen i fuldt måneskær og som en særlig hilsen – til klokkeklang fra Mosevrå kirke.

KIRKEN UDEN KOR

"----------

Så skænk mig du fattige kirke,
uden præst og degn og kor,
uden orgel, klokke og rude,
uden lys og alterborg,
skænk mig ensomhedens stærke, sejge mod,
lad nøjsomheds stille glæde
blande i lyng for min fod.

----------"

Fra daværende kaptajn Petersens digtsamling "Slagger".

 

Forlægning til Oksbøl

Da det var før man opfandt, at officerer – endsige mandskab – kunne have sommerferie, var denne rejse til Oksbøl det, man så hen til.

Fra Århus var det skik og brug, at turen blev foretaget som den obligate øvelse i at udruste og rejse med "Batteritog". Heste, vogne, kanoner og mandskab med pik og pak blev stuvet sammen på jernbanevogne. Turen varede ca. 7 timer. Transporten startede altid tidligt om morgen eller natten, og mandskabet blev derfor beordret i seng kl. 19.00 forud for afrejsedagen. Til gengæld fik de morgenmad ved midnatstid. Som regel kunne de lange togstammer ikke tage stigningen ved Billum og Kjelst i et stræk. Damptrykket var opbrugt på strækningen fra Varde. Toget gik i stå, prustede lidt, rullede baglæns ned af stigningen, samlede damptryk og fornyede kræfter til endnu et nap, der bragte togstammen helt frem til stationen i Oksbøl. Hjemturen til Vestre Allé som kunne så foretages ad midtjyllands endnu uspolerede grusveje over Filskov – Nørre Snede – Linaa – måske afbrudt af krigsmæssig fremrykning gennem terrænet. Om aftenen gik man i kantonnement hos en mere end gæstfri befolkning, hvor man blev beværtet som en søn af huset.

Artilleriafdeling efter udladning i Oksbøl

For sjællænderne kunne rejsen på én gang være både besværlig og fornøjelig. Alene planlægningen og turen over bælterne, hvor de tunge pjecer måtte overføres via jernbanevogne. Hvilken rute man skulle man vælge i år? De store Triangel lastvogne med Kegres-træk skulle bruges to dage til at trække de tunge kanoner med massive gummiringe tværs gennem landet. Man valgte så en smuk rute over Fyn, hvor man gik i kvarter i en anden landsby end sidste gang. Nogle sagde: For ikke at genere de samme. Andre mente: For ikke at opsøge tomme køkkener og kældre.

 

Hærens ballonpark

Til lejren var i 30’erne kun udlagte enheder fra artilleriet og rytteriet. Det er naturligt, når talen drejer sig om artilleri, at opmærksomheden først og fremmest rettes mod "det skydende artilleri", og man overser let tilstedeværelsen af "det opklarende artilleri". Hærens ballonpark var nemlig helt op til 1932 en del af artilleriet, idet ballonvæsenet ved hærloven af 1922 var henlagt under Artilleriskydeskolen, hvorefter det ved hærloven af 1932 overgik til Hærens   Flyvetropper. Uddannelse eller rettere oplæringen i de nødvendige praktiske færdigheder for ballonførere og ballonobservatører fandt som regel et sted i samarbejde med artilleriafdelingerne under disse skydeperioder i Oksbøl- og Jægersprislejren samt under de i fortsættelse heraf følgende efterårsøvelser – alt i alt ca. 1 måneds praktik om året. Ballonparken havde sin faste lejr ved overklitfogedboligen i Vrøgum plantage. Her havde den sit materiel i form af balloner og ballonspil. Ballonernes stigeevne var indtil midten af 30’erne ca. 1000 m med reglementeret udstyr og 2 observatører ombord. Herefter dukkede de moderne Z-balloner op, hvor stigeevnen fordobledes. Forbindelsen til skydestillingen holdtes ved hjælp af telefon.

En observationsballon på opstigningspladsen i Vrøgum plantage