Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Oksbøllejren
Forsvarets logo
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear
Barak i flygtningelejren

Indholdsområde

 
FLYGTNINGELEJREN I OKSBØL - en by bag pigtråd 

Af Ragnhild Anker Pedersen.

I dag, så mange år efter at såvel tyske som allierede flygtninge strømmede ind over landes grænser, må man stadig sige til sig selv: Der er faktisk uforståeligt, at Danmark klarede dette kolossale problem uden de helt store bataljer og episoder.

Når man ser på antallet af fremmede personer, der befandt sig her i landet den 5. Maj 1945 om morgenen, er der nok grund til at undre sig. Statens civile Luftværn opgjorde tallene til:

570.000 fremmede i alt.

Heraf: 245.000 tyske flygtninge, 250.000 tyske soldater, 50.000 sårede soldater, samt 25.000 allierede flygtninge.

Flygtningeproblemet, der blev rent dansk anliggende, skulle løses. Man satsede derfor i første omgang på at få frigivet så mange beslaglagte bygninger som muligt – fortrinsvis skoler – og disse bestræbelser resulterede i, at man over det ganske land oprettede flygtningelejre i barakker og lignende, som havde være benyttet af den tyske værnemagt, og hvor der adskillige steder allerede befandt sig tyske flygtninge. I Oksbøllejren var der ved kapitulationen 9000 tyske flygtninge, men lidt efter forvandledes denne lejr til en kæmpeby bag pigtråd – en by med 36.000 indbyggere og dermed Danmarks sjettestørste by.

En by af barakker på Vestjyllands magre sandjord, en by med borgmester, byråd, kirker, biograf, teater, skoler m.m., men en by helt lukket for omverden. Et tilflugtssted – og heller ikke mere – for tusinder af tyske flygtninge.

Ritmester H. L. Bjørnholm fra Jydske Dragonregiment i Randers var denne bys første chef, fra den blev oprettet og indtil 1. august 1946. Fra denne dato overtog min afdøde mand P. Anker Pedersen, som på det tidspunkt var forstander for Statsungdomslejren "Pallisbjerg" ved Ulfsborg, hvervet som chef for flygtningebyen i Oksbøl. – Det var ingen let opgave at gå i gang med. Der skulle tages hensyn både indadtil og udadtil, men takket være en stab af gode og dygtige medarbejdere, som med stor respekt for den menneskelige side af flygtningenes tilværelse tillige var besjælet af et ønske om at få løst den vanskelige opgave på en sådan måde, at vort land også kunne være tjent med dermed – så tror jeg, at der lykkedes på en måde, som vi kunne være bekendt over for eftertiden og omverden.

Flygtningeadministrationens hovedkontor samt vue over lejren

Det var en sælsom verden, vi blev lukket ind i, da vi kom til Oksbøl. Et sted, hvor hver eneste af de 36.000 indbygger dag efter dag kun drømte om ét: At komme hjem igen. At vende tilbage – også selv om der intet var at vende hjem til.

Og der foran os lå så "byen", som i mere end tre år skulle blive et "hjem" for de mange flygtninge. Den særeste by jeg nogensinde har set. Alle gader havde navne. Lige foran lå die Hauptstrasse ("Strøget"), hvor de fine havde deres bopæl, og ud fra denne hovedgade bredte så alle sidegaderne sig. Den ene mere trøstesløs og trist at se på end den anden, for selvom der hist og her ragede et enkelt lille træ op – så var mange af dem ynkeligt skamferet, frasavet dele i nattens mulm og mørke. Hver barak fik ganske vist sin brændselstildeling – men alligevel kneb det mange steder at holde varmen, når kulden for alvor holdt sit indtog.

På "Strøget" havde også dr. Best’s hustru og børn bopæl. Hun følte sig forurettet, var stolt som en pave, mængede sig ikke med nogle, og da hjemsendelsen begyndte, og det var hendes tur, forlod hun lejren, ikke blot med børnene, men også med en husassistent i sit følge. Fru Best var kommet til lejren sammen med en del af det tyske gesandtpersonale.

Der var 210 beboelsesbarakker i lejren – nogle grundmurede bygninger – samt 80 hestestalde, der også var lavet til beboelse. Der boede omkring 150 mennesker i hver barak – men der var rift om "hestestaldene", for skønt der ikke var et eneste vindue i disse, kun ovenlys døgnet rundt, så var der højt til loftet, og dette højenloft kunne bøde på den beklumrede atmosfære, en dunst af allehånde, som var at finde i de fleste barakker.

Hestestald - indrettet som beboelsesbarak

"Værelserne" i barakkerne var delt op i stue, soveværelse og køkken. Skillevæggene bestod af tæpper eller blot en stak klude, og pladsen var så snæver, at de tre rum mindede om et pulterkammer fuldt af skrammel. Her spiste og sov man i et sammensurium af snak og støj fra alle fire verdenshjørner. Ro var der ikke at finde.

"Stue" i beboelsesbarak

Hvordan levede så dette pengeløse, særegne samfund? --- Som alle andre bysamfund. Borgmester og byråd (26 medlemmer) blev valgt ved frie, hemmelige afstemninger. Fire kvarterforstandere dannede en magistrat, og der var folkeregister, forsørger- og arbejdsanvisningskontorer. Og så var der arbejdspligt. Det gjaldt for alle mænd fra 14 til 65 år og for alle kvinder fra 14 til 60 år.

Kvinder slæber rugbrød til køkkenet

Da mændene var i betydeligt mindretal, var det op til de mange kvinder at tage deres store part af det daglige arbejde. De måtte hjælpe til både i tørvemoserne, ved forplejningen, transport, undervisning samt adskillige håndværk.

150 kvinder var dagligt beskæftiget i lejrens spinderi, som fremstillede garn til de flygtninge, der ønskede at strikke trøjer, sokker og bluser til eget forbrug. Ulden fik man fra de 800 får og mere end 600 angorakaniner, som også fandtes i lejren. Der var koste- og børstenbinderier, måttefletterier, kurvemageri, bogbinderier, store systuer, skrædder- og skomagerværksteder, frisørstuer og hvad der ellers er at finde i et organiseret samfund. Også fabrikation af legetøj var sat i system – således var der i december 1946 30.000 stk. legetøj klar til den tilstundende julehøjtid. Endvidere var der udstilling af mange prægtige husflidsarbejder.

Tre landbrug med fåreavl og svineopdræt hørte også til lejren, ligeså to store gartnerier, auto-, snedker-, blikkenslager- og instrumentmagerværksteder, som tog al faguddannet og en mængde ufaglært arbejdskraft i brug og gav storartede muligheder for oprettelse af en regulær lærlingeuddannelse, der både praktisk og teoretisk svarede til de krav, man herhjemme og i Tyskland måtte stille dertil.

Heste og vogne klar til dagens arbejde

Ligeledes havde flygtningelejren sit eget el- og vandværk, sin egen banegård, brandvæsen og telefoncentral – 430 telefoner i alt – og 500.000 meter telefonledning – en stor badeanstalt og store vaskerier og køkkener.

Elværk i lejren

Hertil kommer hospitaler med 32 tyske læger under dansk overledelse, kredslægen i Varde, overlægen fra Amtssygehuset i Varde, en af de praktiserende læger i Oksbøl samt overlægen ved Spangsbjerg Sanatorium. Det var i høj grad såvel i dansk som i tysk interesse, at flygtningelejren ikke blev arnested for epidemier. Men hvilken dansk by med 36.000 indbygger og uden opland kunne fremvise et sygehus med 1000 sengepladser og 200 sygeplejersker. Et helt lille rigshospital med 10 afdelinger, hver med sin overlæge og lægekandidater eller volontører. Oksbøllejrens sygehus var dengang et af Danmarks største. Der var 30 bygninger med lyse og hygiejniske sygestuer. Det var vel udrustet med instrumenter. Alene på den kirurgiske afdeling udførtes dagligt gennemsnitlig 6 større og 10 mindre operationer. – Her var kort sagt alt, hvad der burde høre til.

Kirurgisk og medicinsk sygehus

Og så var der politi, så det battede. – 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente sørgede for, at roen i lejren blev opretholdt. Det var stolte fyre alle sammen, de promenerede i de velkendte grønne uniformer, de havde også armbind på – Polizei – stod der på dem, og næppe havde de fået disse udleveret, før de følte, at nu var de for alvor noget ved musikken. Der var politimester, dommer og to domsmænd (af hvilke de sidste kun sad en gang).

Lejrretten afgjorde alle overtrædelser af lejrregler og almindelige moralske og juridiske bestemmelser, dog kun for så vidt der ikke var tale om krænkelse af danske interesser. Straffen var advarsel, hæfte og fængsel i indtil seks måneder, der blev afsonet i arresten eller i en straffebarak. Forundersøgelserne blev foretaget af det tyske politi.

Bevogtningsopgaverne ved lejren blev i begyndelsen varetaget af et detachement på 400 danske soldater – officerer og menige. Senere overgik denne opgave til danske politifolk under ledelse af en politiassistent.

Lejrpoliti

Bevogtningsmandskabets vigtigste opgaver var at forhindre fraternisering. Og på dette punkt kunne der nok blive problemer. Lejrens omkreds var på ca. 10 km. Ganske vist var den forsynet med et solidt pigtrådshegn hele vejen rundt, men for en behændig udbryder kunne det nok lykkes at forcere det, selv om at det ville tage nogen tid. Der var masser af modne kvinder og søde piger – indsmigrende at se på og langtfra tilbageholdende, så det var forståeligt nok, at såvel soldater, civile – samt de danske CBU-folk – 40 mand i alt, der stod for lejrens brandvæsen og stationeret inde i selve lejren, nok kunne få amourøse tilbøjeligheder.

En mand var i høj kurs inde i lejren. Det var ikke så sært. 17.000 af lejrens beboere var kvinder over 14 år, men der var kun 5.500 mænd i samme aldersklasse.

Dertil kom så 7.700 børn mellem 6 og 14 år samt 4.500 under 6 år.

Flere tusinde flygtninge i lejren sendte ansøgninger til Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med hinanden, men ministeriet gik på dette punkt strengt til værks, idet der jo næppe var tvivl om, at flere flygtninge var gift i forvejen. Men da de var uvidende om, hvorvidt deres ægtefælle levede, ville de benytte sig af chancen.

Selv om tilladelsen til ægteskab flygtninge imellem i langt de fleste tilfælde blev nægtet, skortede det ikke på fødsler i lejren.

Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys i Oksbøllejren. Eller sagt på anden vis: Der forekom en fødsel hver anden dag i lejren i de år, den rummede tyske flygtninge. 80 % af alle børn fødtes uden for ægteskab – altså sådan at forstå, at selv om mødrene i mange tilfælde var gift, var det ikke deres egne mænd, de fik børnene med, idet de enten var enker eller uvidende om mandens opholdssted.

Blev de noget flagrevorne tyske kvinder og unge piger snuppet i fraternisering, hjalp ingen bønner. Så gik vejen lige i brummen. Lejren havde jo eget fængsel – og så stod menuen de næste 14 dage på vand og brød på grund af det lille, galante eventyr.

Enecelle i arresten

Som nævnt blev der født 900 børn i Oksbøllejren. I samme periode døde op mod 1400 flygtninge. Adskillige af disse fik deres sidste hvilested på kirkegården nær lejren. Her talte de mange trækors deres tavse sprog om sorg om savn, og hver gang en flygtning døde – ung eller gammel – fulgte et meget stort, trofast følge den afdøde på den sidste rejse.

Begravelsen foregik enten mandag eller torsdag – kun de dage i ugen – og lejrens mange tusinde kvinder satte ære i, at gravene altid stod velholdte og smukt pyntede.

Flygtningekirkegården

Der var også en urnehal i lejren.

Asken af den døde blev lagt i en sort, forseglet metaldåse, som blev forsynet med navn og flygtningenummer. Her stod primitive vaser pyntet med blomster og omvundet med papirbånd, på hvilket der stod skrevet: "Hvil sødt" eller "Hvil i fred".

Det var en ganske særegen stilhed, man mødte i det hvidkalkede rum. Vel nok det fredeligste i lejren.

Urnehallen

Flygtningene var ovenud flittige kirkegængere, hvilket nok kunne virke forbløffende, da interessen for det kirkelige jo ikke var noget karakteristisk for nazisterne. Op mod 10.000 samledes hver søndag til kirkegang. Der var 4.500 katolikker, der som havde egen kirke og betjentes af to katolske præster. Nogle hundrede tilhørte mindre sekter, og resten var protestanter. Blandt de evangeliske præster var der en kvinde, og hun blev dermed den første kvindelige præst, som forrettede altertjeneste herhjemme.

Det var af stor betydning at kunne hjælpe og opmuntre flygtningene, så de ved egen indsats kunne leve deres eget menighedsliv.

Hele kirketjenesten var lagt i gode hænder, som tilsynsførende var indsat sognepræsten i Aal, under hvem alle de praktiske ting vedrørende dette arbejde sorterede.

Hver søndag var der tre gudstjenester. En ungdomsgudstjeneste kl. 8, højmesse kl. 10 og så igen gudstjeneste kl. 16 om eftermiddagen, og ofte kunne kirken slet ikke rumme de mange andagtsøgende.

Pastor Martin Niemöller i flygtningelejren

Imponerende var også det skolearbejde, der blev sat i gang. 12.000 børn og 8000 voksne på skolebænken. Alle børn i den skolepligtige alder gik i lejrens under- og mellemskoler, der i alt havde 7700 elever. Hertil kom tre gymnasier med 1400 elever, der førte frem til tysk studentereksamen, så de efter hjemkomsten til Tyskland kunne påbegynde et universitetsstudium. For alle ikke-skolepligtige var der oprettet en folkeskole med 8000 frivillige deltagere. Man kunne ikke sammenligne denne såkaldte Volkshochschule med Den danske Højskole.

Der undervistes hovedsageligt i rent praktiske fag og almindelige skolefag. Kun enkelte kursus havde karakter af foredrag eller forelæsninger. Den tyske folkehøjskole i lejren var en kombination af højskoleideen og aftenskole- og studiekredssystemet med et stærkt islæt af ren underholdning. Det var et tappert forsøg på at samle disse mennesker, der stod på fuldstændig bar bund i tilværelsen og kun havde en håbløs fremtid at se i møde omkring et arbejde, der skulle redde dem fra sjæleligt at bryde sammen.

Undervisningen blev ledet af tyske politiske emigranter, som Flygtningeadministrationen havde knyttet til sig som sagkyndige. Disse mennesker, der kunne leve et normalt liv udenfor lejren, havde valgt at dele deres landsmænd kår inden for pigtråden for at hjælpe dem til at genopbygge en menneskelig tilværelse og redde dem fra åndeligt at forkomme – Under sig havde de 400 lærere og lærerinder, og undervisningstiden var tre til fem timer dagligt.

Fra Flygtningeadministrationens side blev der trykt ABCer, de første årganges læsebøger og sangbøger – resten måtte man selv fremstille. De tyske skolebøger, som flygtningene havde med herop, måtte man kassere. Kun til undervisning i eksakte fag i gymnasiet: Matematik, biologi, fysik og lignende kunne man bruge de originale lærebøger fra Hitlertiden.

Ved siden af børneundervisningen blev 3000 store drenge og piger undervist i tekniske fag i tilknytning til deres praktiske arbejde i de forskellige værksteder.

For de voksne var der sørget for et bibliotek med 4000 bind, men dette dækkede jo slet ikke lejrens behov, så man var derfor tvunget til at rationere læsningen.

Udvalget bestod af lokale folk, og der var næppe tvivl om, at det i begyndelsen havde sin berettigelse. Men i rette hænder kom arbejdet først i foråret 1946, da de tidligere nævnte tyske emigranter tog arbejdet i deres hånd. De omorganiserede og opbyggede dette arbejde på bred basis og nåede bemærkelsesværdige resultater. Så kan De spørge om: Kunne man holde humøret gående? Var der mulighed for at spænde fra af og til, blot more sig, synge og spille med de andre og glemme det triste, grå lejrliv?

Der var barakken "Bunte-Bühne", et folkeligt forlystelsessted, hvor ikke mindst de unge samledes om aften, sang til harmonikatoner, dansede med hinanden eller opførte små sketches – men frem for alt var der Oksbøllejrens store lyspunkt: Teatret med ca. 1000 siddepladser. Om søndagen var Teateret kirke. Men ellers var det ramme om skuespil af høj kvalitet, fornøjelige lystspil og festlige revyer.

Oxbøl Theater

Teatrets leder var den tidligere direktør for Danzig Stadstheater, Professor Warndorff, en elegant og kultiveret herre med sølvstænk i håret. En charmør af de største. Lejrens kvinder formelig sværmede om ham, og ih, hvor han nød det. Og han fik lov til det – idet hans hustru (en begavet, tysk skuespillerinde) udtalte: En mand af hans format skal have lov til at have visse friheder. Han kan ikke nøjes med én kvinde.

Han var Teatermand til fingerspidserne. Med eminent dygtighed stod han for teatrets repertoire, og de optrædende var ikke alene amatører, men også rigtige skuespillere, der som han selv var kommet hertil som flygtninge. Ved hjælp af papir, strå og sækkelærred blev de fineste dragter tryllet frem. Et førsteklasses belysningsanlæg samt et dygtigt orkester gjorde også sit til, at Teaterets forestillinger blev den helt store humørspreder i den ellers dystre lejrtilværelse.

Her – i dette store, skønne rum – kunne flygtninge for alvor spænde fra, glemme og glæde sig. For dem alle var timerne i teatret som at komme ind i en anden verden, en lysere og festligere.

Operetteforestilling i selvlavede kostumer

At fremelske musiklivet var en særlig taknemlig opgave. Det kunne først og fremmest ske ved at stille musikinstrumenter til rådighed, og de penge, der blev brugt hertil, gav rigelige renter. Resultatet blev et virkeligt fint ensemble med flygel, strygere og træblæsere under ledelse af en dygtig kapelmester. Ud fra dette orkester dannedes senere mindre ensembler for kammermusik og hjemmemusik. Tyskerne er gennemgående meget mere musikalske end et tilsvarende udsnit af det danske folk og lægger en ganske umiddelbar musikglæde for dagen. Solister, både sangere, violinister og pianister fik her lejlighed til både at dygtiggøre sig og øve en indsats for deres medmennesker.

Fra ledelsens var det en speciel interessant opgave at give flygtningene en lejlighed til – indenfor de givne rammer – at øve et så vidstrakt selvstyre som muligt og drage flest mulige til på saglig demokratisk vis at tage et medansvar for ledelsen af deres egne anliggender. Famlende og tøvende tog tyskerne da også dette arbejde og ansvar op.

Byrådsmøde

Kunne de få en ordre fra oven, var alt i orden, men selv at skulle træffe afgørelser og tage ansvar for dem var noget nyt og overraskende, og kun langsomt lod de sig engagere. Men da det først var trængt ind i deres bevidsthed, var det bemærkelsesværdigt, hvor de levede op til forventningerne.

Hvorledes med enigheden mellem så mange tilfældigt sammenbragte mennesker, der var vidt forskellige i tanker og følelser? Var der aldrig uro mellem dem, og kunne man holde styr på de unge?

Det var svært at få dem til at forstå, at det var Hitler og det tyske folk, der var skyld i den ulykke, som var kommet over deres eget land og dem selv. Mange så stadig en martyr i Hitler, lige som de betragtede koncentrationslejrene som opdragelseslejre. Enkelte gange skete det, at kvinderne i lejren demonstrerede og skreg: Vi vil hjem – om vi så skal gå gennem hele Tyskland! Men når det blev fortalt dem, at ledelsen i lejren ikke var skyld i deres tilværelse bag pigtråden, at vi ikke holdt på dem, men at de allierede ikke kunne lade dem vende tilbage endnu, så blev der snart igen ro over hele linien.

Værst var det at mærke sindelaget hos de unge på 13 – 14 år og opefter, for allerede denne aldersklasse havde oplevet Hitler-Jugend. De kunne huske de store sejrsparader fra krigens begyndelse, de var tit forbitrede, de drømte heltedrømme, og de var farlige, for mange af dem var håbløst demoraliserede og spekulerede kun på at slippe væk fra lejren. Dog stort set måtte det siges, at den tyske ungdom fra lejren i Oksbøl vendte tilbage til Tyskland bedre udrustede til at tage del i livet og kampen for tilværelsen, end da de kom herop. Alene det var ikke så lidt.

Flygtningene i Oksbøllejren kostede Danmark ca. 50-60 millioner kroner. Det blev 1,35 kr. i gennemsnit – alt iberegnet – pr. flygtning daglig.

I dag undrer man sig alligevel over, at det kunne det sig gøre, men under et journalistbesøg i lejren udtalte tyskerne selv, at med henblik på kosten, så var den god og tilstrækkelig, dog kunne den naturligvis i længden virke noget ensformig, men de blev mætte hver dag, og maden var sund og alsidig. Mangelsygdomme fandtes ikke! Der var adgang til at få diætmad og særforplejning til sygehuspatienter, ældre og svagelige mennesker, krigsinvalider, bloddonorer og sukkersyge. Kosten indeholdt 2270 kalorier dagligt – altså mindst lige så meget som befolkningen i Vesttyskland fik.

Bespisningen fandt sted fra 21 køkkener fordelt over hele lejren, og hvert af disse bespiste 1800 – 2000 mennesker.

Flygtningene fortalte beredvilligt, når man havde dem på tomandshånd, at der fra dansk side blev givet dem en behandling, der langt overgik, hvad de havde ventet og frygtet.

Men omsider begyndte hjemtransporterne, og man forstod tyskernes glæde. Jeg kan endnu se dette sceneri for mig, og umuligt var det at lade være at tænke på, hvordan det nu ville gå den enkelte i flokken.

Da den sidste store flygtningetransport var til ende den 15. december 1948, udtalte min mand følgende:

"Vi har behandlet flygtningene sådan, at de på enhver måde kan være tilfredse. De er blevet hjulpet, hvor vi kunne hjælpe dem, og stort set har de også vist tilfredshed med den behandling, vi har kunnet yde dem. De vil nok kunne se, at det, vi gjorde for dem, var ud over det almindelige. Men hjælpe dem fuldt ud i al deres nød og elendighed kunne vi ikke.

Ingen af de tusinde flygtninge er rejst fattigere herfra, end da de kom hertil. Men en frygtelig stor tragedie har det hele været."

Må jeg til min mands ord have lov til at tilføje, at netop ordet "tragedie" dækkede bedst over al den elendighed – ikke mindst af psykisk art – som vi blev vidner til i de år, vi havde vor gerning i Oksbøllejren. Vi var lykkelige, da vi så dem rejse, og en mærkelig stilhed lagde sig over lejren. Men det var umuligt for os i lang tid efter at blive den tanke kvit: Hvor er de henne nu henne nu alle disse tusinde af flygtninge, og hvilken skæbne mødte dem, da de vendte dem, da de vendte hjem?

Selv om de var flygtninge fra et fjendeland, var de jo mennesker alle sammen.

Tyske børn i lejren

Var det nødvendigt med pigtråd om lejren?

Efter hjemsendelsen af de tyske flygtninge i Danmark blev der flere sider givet udtryk for stærk kritik, fordi landet på en – og det kan måske ikke nægtes – inhuman måde gjorde flygtningene til "en slags fanger" bag pigtråd og under bevogtning.

Men indespærringen var en afgjort forudsætning for, at man kunne få flygtningene hjem til Tyskland. Uden den havde det ikke været muligt at opfylde de krav, som de allierede stillede med hensyn til de enkelte transporter.

Dersom flere tusinde flygtninge var spredt ud over landet, havde vi næppe fået sendt dem hjem, hvilket trods alt lykkedes.

Tilbage er så kun beretningen om, at vi i månederne efter hjemsendelsen modtog mange værdifulde breve fra flygtninge, der ville udtrykke deres taknemlighed over den indsats, der fra dansk side var blevet dem til del i interneringstiden.

I nogle af brevene takkes ikke blot lejrledelsen og de mange medarbejder i lejren, men takken gik også til regeringen, folketinget, ja til hele Danmarks befolkning.

I løbet af foråret 1949 blev de allersidste flygtninge, der var holdt tilbage for at rydde op, sendt hjem, og et kæmpemæssig udsalg af træ, sanitet, inventar og m. m., der sorterede under boligministeriet begyndte.

Fra dette udsalg skal til sidst fortælles om en " smart" mand fra omegnen, der bl.a. købte 100 taburetter til 50 øre pr. stk. Taburetterne kørte han ud til Korskrobanen. Her lejede ham dem ud til folk, der gerne ville sidde ned. Prisen? En krone pr. siddeplads!

- - - - - -

Hermed slutter beretningen om de tyske flygtninges ophold i Nordlejren i Oksbøl

om livet der levede bag pigtråden –
om en " storby" der var engang –
om byen med 36.000 indbyggere,
som kun et fåtal danskere havde kendskab til.

Vue over flygtningelejren Vue over flygtningelejren