Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Søværnets Operative Kommando
Forsvarets mærke
25. maj 2012

Indholdsområde

 
 
Brand ombord på færge i Fehmern Belt -OPDATERING LØRDAG KL 0850 
Dato
23-10-2010 
Rapport nr.
4746 
Iværksat
09-10-2010 00:15 
Anmelder
MRCC BREMEN 
Årsag
Område
Fehmern Belt 
Deltagere
JRCC Danmark, MRCC Bremen, Bornholms marinedistrikt, Kattegats Marinedistrikt, ROTA, HOLFGER DANSKE, ENØ, SAR SKRYDSTRUP
Udstrækning
 
Varighed
 
Hændelsesforløb
 Se flere billeder under menuen Fotogallerieer
 Se flere billeder her
Søværnets Operative Kommando modtog melding fra MRCC Bremen, at en litauisk indregistreret færge, LISCO GLORIA med 236 personer ombord, var brudt i brand som følge af en eksplosion ombord. Skibet ligger på tysk område, så MRCC Bremen i Tyskland leder operationen.
JRCC Danmark har sendt Søværnets fartøj ROTA, Hjemmeværnsfartøjerne HOLGER DANSKE og ENØ til området, ligesom en af Flyvevåbnets Redningshelikoptere er sendt til området.

Opdatering kl 0200:
Alle passagerer og besætningsmedlemmer er nu fra borde, færgen er stadig i brand, slukningsarbejdet fortsætter, bl.a. assisterer ROTA.

Opdatering 0700:
HOLGER DANSKE, ENØ og Redningshelikopteren er frigivet, ROTA forbliver ved LISCO GLORIA for at overvåge situationen og yde assistance, hvis der opstår yderligere behov.
LISCO GLORIA er nu overtændt, og skibet har 15 graders slagside. Man har stoppet med brandslukningen, men fortsætter med at køle skibets sider.

Opdatering 0950:
Det er lykkedes at sætte personer om bord på færgen og få kastet anker. Færgen er derfor ikke længere i drift men ligger opankret sydvest for Langeland.
Der har været en ny større eksplosion om bord, og branden er blusset op igen.

Opdatering 1550:
Færgen har slagside med ca. 20 grader og er stadig i brand.
De tyske myndigheder har foreløbig indstillet slukningsarbejdet grundet risikoen for at færgen kæntrer.
Ud over en række tyske enheder i området har søværnet og Marinehjemmværnet følgende enheder i området:
HOLGER DANSKE, ENØ, MARIE MILJØ, GUNNAR SEIDENFADEN og ROTA. GUNNAR THORSON er på vej til området.
Fokus for den danske indsats er foreløbig at sikre et beredskab mod en evt. olieforurening.

Opdatering den 9. oktober 2100:
Status kl. 2100LT: Der har været møde på det tyske miljøskib SCHARHOERN med deltagelse af Chef GUNNAR SEIDENFADEN. Man er blevet enige om at fortsætte moniteringen af branden på LISCO GLORIA, men brandslukningen er indtil videre indstillet da skibet har slagside og ikke kan komme af med det vand der pumpes om bord i havaristen. Dette kan medføre risiko for kæntring af skibet.
GUNNAR THORSON er på vej mod området, og forventes fremme over midnat. Søværnet har MARIE MILJØ og Marinehjemmeværnsfartøjerne ENØ og HOLGER DANSKE på kort varsel med henblik på en eventuel oliebekæmpelsesindsats såfremt dette måtte blive aktuelt.

Opdatering den 10. oktober 0530:
Havmiljøskibet GUNNAR THORSON er ankommet til området. Det samme er slæberen ASTERIX, som har været i Kiel for at hente brandslukningsudstyr og specialtrænede røgdykkere. De kan indsættes på havaristen så snart forholdne tillader det. ASTERIX har overtaget afkølingsarbejdet af LISCO GLORIA. 

Opdatering den 10. oktober kl. 1130:
Repræsentanter for rederi, forsikring, bjærgningsselskab og myndigheder holder møde om bord på miljøfartøjet GUNNAR SEIDENFADEN.
Det forventes, at de i løbet af eftermiddagen vil komme med en plan for det videre bjærgningsarbejde.
Ifølge de seneste meldinger er branden ved at ebbe ud, og der er ikke længere synlige flammer på LISCO GLORIA.

Opdatering den 10. oktober kl. 1400:
Der har nu været afholdt møde om bord på GUNNAR SEIDENFADEN. Kølingen af LISCO GLORIA har haft den ønskede effekt, temperaturen på skibssiderne er nu halveret. Det er dog stadig for varmt for røgdykkere at gå om bord i havaristen.

Planen er at fortsætte kølingen af skibet de næste 24 timer, hvorefter det vil blive vurderet, om der kan sendes røgdykkere om bord.

Der er fortsat ingen olie på vandet omkring skibet.

Opdatering den 11. oktober kl. 1315:
Temperaturen på skibet er faldet så meget, at man her til formiddag har haft røgdykkere ombord på  færgen LISCO GLORIA.
Røgdykkerne er hyret af bjærgningsselskabet SMIT, og er specieluddannet til disse opgaver. De medbringer udstyr, der kan skære i stålskroget, og som kan måle om der evt. er giftige dampe ombord.
Røgdykkerne skal slukke evt. brande ombord, måle for evt. giftige gasser og finde brugbare adgangsveje til de nedre dæk på færgen.

Såfremt forholdende ombord tillader det, skal det ombordværende vand pumpes over i enten ballasttanke eller i en ekstern pram. Ombordværende vand pumpes ikke ud i havet grundet risikoen for en miljøforurening.

Søværnet har stadig GUNNAR SEIDENFADEN, GUNNAR THORSON og MARIE MILJØ i området som havmiljøberedskab.

Der er ikke konstateret olieudslip i området.

Opdatering den 11. oktober kl. 2353:
Den højeste temperatur målt ombord på LG i dag er ca. 80 grader C på dæk nr. 4. På resten af skibet er temperaturen 10 - 25 grader C.

Det indchartrede bjærgningsselskab har være nede i LG hovedmaskine- og generator rum og har ikke observeret alvorlige skader forårsaget af brand og/eller vand brugt til brandslukning. Personel fra bjærgningsselskabet har lukket ventiler til olie- og ballast tanke.

Bjærgningsselskabet har skåret flere huller i dæk nr. 6 og inspiceret dæk nr. 5 med kameraer. Der er ikke konstateret vand på dette dæk, men det er stadig for varmt til at lave en fysisk inspektion.

Bjærgningsselskabet vil i morgen tirsdag forsøge at skabe adgang til dæk nr. 4.

Næste opdatering forventes udlagt tirsdag formidag.

Opdatering den 12. oktober kl. 0945:
Bjærgningsselskabet SMIT International vil i dag fortsætte inspektionen af LISCO GLORIA.
Fokus bliver at få yderligere adgang til de lavere dæk, samt fortsat sikre lukning af ventiler til ballastvand og olietanke.

Inden vand i skroget pumpes i ballasttanke eller over i en pram, skal skibets stabilitet bestemmes. Det skal muligvis afvente modelforsøg, idet konditionerne for skibets afgang fra Kiel i fredags formodes at være gået tabt i branden.

Der er fortsat ikke konstateret olieudslip i området.

Opdatering den 12. oktober kl. 2300:
Det har endnu ikke været muligt at bestemme LISCO GLORIA's stabilitet. Dagen igennem har man forsøgt at slukke ilden på dæk 4. Temperaturen i maskinrummet er faldet, og var nede på 40-60 grader ved 18 tiden. Brandfolk har været i kontrolrum, der virker intakt. Det estimeres at den vandmængde der er på 4. dæk udgør omkring 150 tons.
Onsdag forventes ankomst af ca. 16 tons udstyr bestående af pumper, nødlys, trosser og andet udstyr.
Man forsøger fortsat at få et overblik over stabiliteten.
Det forventes at LISCO GLORIA skal til FAYARD i Odense.

Næste opdatering forventes udlagt onsdag middag.

Opdatering den 13. oktober kl. 0945:
Natten igennem er skibssiderne på LISCO GLORIA blevet yderligere nedkølet. I dag forsøger SMIT at slukke branden på dæk 4.

Risikoen for et olieudslip fra færgen er begrænset. Det er samtidig vurdering at et evt. olieudslip vil kunne håndteres af GUNNAR SEIDENFADEN og MARIE MILJØ. På den baggrund blev GUNNAR THORSON frigivet fra operation i går aftes.

Omkring 40 tons udstyr bestående af pumper, nødlys, trosser og andet udstyr ankommer i dag.

En pram til overførsel af ombordværende vand forventes at ankomme til området torsdag eftermiddag.

Næste opdatering forventes onsdag aften.

Opdatering torsdag den 14. oktober kl. 0945:
Igennem onsdag eftermiddag er slukningsarbejdet på LISCO GLORIA fortsat. Henset til de relative store mængder vand ombord er slukningsarbejdet dog vanskeligt, og der er stadig brand på dæk 4.

Vand fra slukningsarbejdet lækkede i går fra LISCO GLORIA. Vandet havde en fedtet konsistens og prøver vidste i går aftes, at vandet indeholdt animalsk olie, som sandsynligvis stammer fra evt. last med fødevare eller dyretransport.

En pram ankommer i dag, så ombordværende vand fra slukningsarbejdet kan pumpes ud, og så stabiliteten i færgen kan blive bedre. Når stabiliteten er forbedret kan slukningsindsatsen på dæk 4 øges.

Næste opdatering forventes fredag formiddag.

Opdatering fredag den 15. oktober kl. 1300:
Røgdykkere fra SMIT International bekæmper stadig branden på dæk nr. 4.
Lænsning af vandet fra ugens brandslukningsindsats over til en pram er påbegyndt. Foreløbig er der lænset ca. 120 tons.

LISCO GLORIA har stadig en krængning på ca. 8 grader. Det forventes , at der fortsat skal pumpes en del vand over i en ekstern pram, før at stabiliteten er tilfredsstillende for senere bugsering.

Klassifikationsselskabet ABS inspicerer i dag LISCO GLORIA for vurdering af færgens stabilitet.

Opdatering lørdag den 16. oktober kl. 2100:

Der arbejdes stadig med og slukke mindre brande ombord i LISCO GLORIA, samt lænsning af brandslukningsvand til tankskibet VILM.
Bjergerne arbejder med og etablerer elforsyning til drift af skibets ankerspil, således ankrerne kan bjerges, man er også igang med og tilrigge nødbelysning og navigationslys.
Desuden regnes stadig på skibets stabilitet, så der kan foretages en sikker bugsering mod Odense.
Bjergningsselskabet Smit forventer og påbegynde slæbet mandag eller tirsdag.

Bjergerne arbejder stadig med slukning af mindre brande ombord i LISCO GLORIA, samt klargøring af skibt til bugsering mod Odense, som forventes påbegyndt tirsdag eftermiddag eller onsdag morgen.

Opdatering mandag den 18. oktober kl. 1415:
Der arbejdes stadig med slukning af brand, samt efterfølgende lænsning af LISCO GLORIA. Bjærgerne fortsætter med klargøring af færgen til bugsering til Odense. Bugsering kan finde sted tirsdag eftermiddag eller onsdag morgen.

Ved Als er i weekenden fundet animalsk olie på strandene. Prøver afgør senere om denne olie stammer fra LISCO GLORIA. SOK ser det som overvejende sandsynligt, at den animalske olie stammer fra færgen. Henset til fund af vraggods, sammen med den animalske olie, og henset til det beredskab søværnet har haft tæt på havaristen igennem ugen, er det ligeledes overvejende sandsynligt, at den animalske olie på Als stammer fra nedsmeltning af lasten lørdag morgen, hvor der foregik et intensivt slukningsarbejde på den overtændte færge.

Søværnet har i dag haft Marie Miljø og en helikopter i området ved Als, for at finde og evt. bekæmpe animalsk olie til søs. Foreløbig er der ikke fundet animalsk olie på havet.
Søværnet vil igennem de næste par dage fortsætte den intensive overvågning af området for at bekæmpe evt. animalske olieforkomster. 

Opdatering tirsdag den 19. oktober kl. 1315:
Der udføres stadig slukningsarbejde på LISCO GLORIA.
Bjærgerne klargører til slæbning af færgen.
Selve bjærgeplanen er på plads, og den umiddelbare forventning er, at bjærgning starter onsdag formiddag. Bjærgningen kan tage op til 18 timer.

Søværnet har også i dag gennemført eftersøgning efter animalsk fedt på havet ud for Als.
Søværnet har igennem to dage søgt med skib, fly og helikoptere i området uden held.
Eftersøgningen er foreløbig indstillet.
Der er en formodning om, at evt. fedtforekomster driver i vandsøjlen grundet vægtfylden. Derfor vil man muligvis først opdage den animalske olie, når den strander.

Opdatering onsdag den 20. oktober kl. 0915:
Alle tilladelser til at bugsere LISCO GLORIA til værftet i Munkebo på Fyn er indhentet.
Den tiltagende vind det sidste døgns tid har fået ilden på dæk 4 til at blusse op igen. Ilden skal begrænses yderligere inden bugsering sættes i gang.

I dag forsøger man at anbringe den generator, der skal levere strøm til ankerspillet, så ankeret senere kan hives hjem.

Afhængig af vejret forventer SOK, at LISCO GLORIA kan starte bugseringen torsdag formiddag.

Opdatering torsdag den 21. oktober kl. 1540:
Bjærgningsselskabet SMIT International påbegyndte bugseringen af den udbrændte færge LISCO GLORIA kl. 1406.

Selve slæbningen forventes at tage omkring 18 timer, men kraftig vind kan forsinkte ankomsten til værftet. Inden indsejlingen i Odense Fjord tilgår yderligere 3 slæbebåde.
Færgen forventes tidligst at ankomme fredag morgen.

Slæbningen går igennem Storebælt og vil undervejs blive fulgt af GUNNAR SEIDENFADEN.

Opdatering lørdag den 23. oktober kl. 0850:
Fredag eftermiddag den 22. oktober kl. 1615 lå LISCO GLORIA langs kaj ved FAYARD, Munkebo. Efter at skibet var fortøjet, blev der lagt flydespærringer ud omkring havaristen.
Det miljømæssige ansvar er nu overgået til beredskabet i Kerteminde kommune og SOK har på den baggrund returneret miljøskibet GUNNAR SEIDENFADEN til Korsør. Sagen afsluttet.



.