[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

En guldmedalje og fem sølvmedaljer. Det var medaljehøsten ved denne uges Nordisk Militært Mesterskab i Boden i Sverige ca. 20 timers kørsel fra København. Kristen Trap, orlogskaptajn, har været leder af landsholdet siden 1998.

- Egentlig er jeg bare tilfreds, hvis de kommer sikkert op og gennemfører skydningen. Det er gået langt bedre, end jeg havde forventet. Men man kan jo aldrig få guld nok, griner han.

Pistolskytten Dorte Thorsen vandt guld i disciplinen sportspistol og sølv i feltskydning. Nina Hylkjær vandt sølv i hurtigskydning. OgJette Andersen vandt sølv i disciplinen: 60 skud liggende fra 50m.

For første gang nogensinde deltog en værnepligtig i stævnet. Annemette Johansen fra Jydske Dragonregiment begyndte sin værnepligt i mandags ved at tage til Nordisk Militært Mesterskab. Hun nåede lige at få udleveret uniform og lærte at stå ret og rør inden afrejsen til Sverige.

Generalprøve til VM
Janne Ramsing, fra Gardehusarregimentet i Slagelse, synes godt om stævnet og var tilfreds med medaljehøsten.

- Det var hyggeligt at mødes med de andre nordiske skytter. Til næste år afholdes VM samme sted, så stævnet fungerede som en slags generalprøve på det.

Herrerne vandt sølv i militær hurtigskydning. Det er den bedste placering nogensinde for det danske herrelandshold. Kvinderne vandt også sølv i to holddiscipliner.

Nordisk Militært Mesterskab i skydning strækker sig over tre dage. Hvert land må stille med fire hold - to kvindelige og to mandlige. Herrerne skyder 300m. riffel og 25m. grovpistol. Damerne skyder 50m. riffel og 25m. sportspistol. Man deltager i tre skydediscipliner: Militær hurtigskydning, feltskydning med riffel og pistol og et civilt sportsprogram.

Norge var det land, der høstede flest medaljer. Men broderlandet ligger også i mellem de tre bedste nationer i verden.