[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Danmarks Radio har skudt et projekt i gang, hvor de kører unge arbejdsledige rundt på virksomhedsbesøg i en jobbus. Søværnet deltager i projektet i håb om kontant afkast i form af nye medarbejdere. Men der deltog kun fem arbejdsledige den dag der blev inviteret ombord på søværnets patruljeskib Gribben.
- Vi havde ti pladser i alt, som vi havde håbet at få fyldt op. Måske er der nogle, der er blevet afskrækket af, at de efter sejlturen skal videre til Jonstrup-lejren, hvor de skal testes fysisk, lyder buddet fra jobkonsulent Ole Norved, Jobcenter København, der har været med til at finde de unge arbejdsledige til turen.

Den store rundtur
En af de arbejdsledige, Christine Ajsing, var dog ikke blevet afskrækket. Hun tog turen med ud på vandet, hvor hun og de fire andre arbejdsledige oplevede røgdykkere i aktion, førstehjælp og brandslukning på dækket efter at have set skibet indefra.
- Det sjoveste var, da jeg var nede i våbenrummet. Det var slet ikke svært at samle våbnene. Våben interesser mig mere end maskiner. Der var også meget larm nede i maskinrummet, siger hun.
Om bord på Gribben var der sørget for, at de unge fik et fint indblik i livet ombord. Det var da også fem unge ledige, der kunne gå fra borde på Langelinie, med en god oplevelse i bagagen.